Når jeg har forstået, har alle forstået

Jeg laver ofte den fejl at tro, at alle andre ved det samme, som jeg ved. Det hænger nok sammen med, at jeg ved, jeg ikke er et af de mest vidende mennesker i landet (bevidst inkompetence, du ved), så når jeg har forstået, regner jeg med, at alle har forstået. Og så undrer det mig, når de gør noget, som vi da ved, ikke er okay.

Forleden videregav en gruppe forældre til deres børns lærere, at mange af børnene er bange for at sige, hvis de ikke har forstået det, læreren netop har forklaret. De synes, lærerne bliver sure. Responsen fra lærerne var, at det kunne de slet ikke genkende, og det skulle børnene da ikke være. Om forældrene ville sige videre til børnene, at de selvfølgelig må spørge, når der er noget, de ikke forstår.

På sin vis er det jo fint, at lærerne ønsker at udsende det signal, at det er okay at spørge. Og jeg går ud fra, at de den næste tid vil gøre mere for at sikre sig, at flere har forstået. Og alligevel mærkede jeg en reaktion, da jeg hørte det.

Hvis et menneske siger til mig, at han er bange for at spørge mig om noget, er det en reaktion på det, jeg udsender. Uanset hvad min intension har været, er hans reaktion resultatet af min kommunikation. Skulle 9 andre reagere, som jeg havde ønsket, er den tiendes følelse stadig frygt. Og hans følelse er præcis lige så rigtig som de andres. Det er den ene del af det. Hans følelse er bare, som hans følelse er.

Den anden del er min reaktion på hans følelse. Når jeg finder ud af, at han er bange for at spørge mig om noget, kan jeg vælge enten at forsøge at ændre på hans følelse eller at ændre på min kommunikation. Mange mennesker kommer desværre ofte til at forsøge det første. Jeg er jo mor, og når mit barn er ked af det eller bange, får jeg lyst til at gøre ham okay igen. Men han er okay; han er bare bange. Hvilket jeg ikke behøver ændre på. Hvis det er mig, der gør ham bange, kan jeg selvfølgelig vælge at ændre på den adfærd, som udløser hans frygt – altså ændre på min kommunikation.

Tilbage til klassen. Hvis en gruppe forældre fortæller mig, at deres børn er bange for at spørge mig, når der er noget, de ikke forstår, må min ideelle respons vel være: “Jeg er virkelig ked af at høre, at jeres børn ikke tør spørge mig, når de er i tvivl. Det er ikke min intension at blive sur. Men hvis det er deres oplevelse, at jeg bliver sur, når de spørger, så kan jeg godt forestille mig, at de må blive bange. Og så er der vist noget, jeg skal have ændret på”. Og så er det min opgave som lærer at finde ud af, hvad i min kommunikation der skaber frygt. Helt personligt ville jeg spørge dem “Hey, der er et eller andet, der gør, at I ikke tør spørge, når der er noget, I ikke forstår. Jeg vil rigtig gerne have, I spørger, så kunne I ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre anderledes, for at I kan det?”

Men det kræver selvfølgelig, at jeg virkelig synes, det er okay, at de spørger, når de er i tvivl. Hvilket kræver, at jeg er parat til at høre, hvor mange, der ikke fanger mine beskeder. Hvilket igen kræver (hvis jeg vil udvikle mig), at jeg er villig til at indrette min kommunikation efter dem, som er afhængige af at kunne modtage den. Og dét kræver vilje.

Det var egentlig ganske fint at blive mindet om, at jeg skal lade være med at ville forsøge at ændre på andre folks følelser – også mine børns. Også de af mine børns følelser, som er mindre hyggelige.

Reklamer

Dagens ord er men

Dagens ord er men. I anledning af min yngste søns skole-hjemsamtale vil jeg slå et slag for begrænset og bevidst brug af det lille ord. Dets lidenhed til trods er dets betydning nemlig stor.

Johannes går i 1. klasse, så dette var min første oplevelse af, hvordan de – lærerne og vores søn – taler sammen. Om skole og fag og opførsel.

(En anden dag vil jeg komme tilbage til den i min optik rigtige måde at afholde sådan en samtale. Jeg hepper på barnet som ligeværdig samtalepartner, siden det nu er barnets læring, samtalen drejer sig om. Her skal kun siges, at lærerne i dag havde 90 % af taletiden. Min søn sagde i alt 7 ord. Den ene af mine tre sætninger lød “Måske skal du lige forklare Johannes, hvad fag-fagligt betyder”.)

Her skal det handle om brugen af ordet men.

Har du lagt mærke til, hvordan men præger betydningen af ordene før det? Hør: ”Du læser rigtig godt, men du skal koncentrere dig noget mere, så du kan blive hurtigere”. Hører du, hvordan det bliver ligegyldigt, at han læser godt, for det er jo alligevel ikke hurtigt nok? Eller ”Du klarede den sidste prøve godt, men du sprang nogle af opgaverne over, så dem har du fået fejl for. Det er den med koncentrationen igen, Johannes”. Hvad så, at han kan regne, når han er så fjollet at springe opgaver over?

(En anden dag kommer jeg tilbage til, hvor stor en del af vores kommunikation er fokuseret på fejl og mangler og hvor lille en del, der er positiv og bekræftende. Her vil jeg bare gætte på, at fordelingen i dag var 80/20.)

Nu handler det om men. ”Du staver fint i dagbogen, men hvis du kom lidt før 8, ville du kunne få tid til at gøre det pænt. Du sjusker”.

Lad os prøve at bytte rundt på sætningerne: ”Hvis du kommer lidt før 8 om morgenen, kan du få mere tid til at gøre dig umage med dagbogen. Så bliver det nemlig meget nemmere at se, hvor godt du staver”.  ”Hvis du arbejder på at blive bedre til at koncentrere dig, kan du nå alle opgaverne. Og vi ved jo, at dem du når, bliver rigtige”. Hører du også forskellen?

Jeg går ud fra, at hensigten med samtalen var at understøtte Johannes’ lyst til at lære. Når han i stedet oplever, at lige meget hvad han gør af gode ting, så er det ikke godt nok, har vi ikke alene spildt tiden; vi har også spildt chancen for at give ham den følelse af succes, som skal bære ham igennem de ting, som vil blive svære for ham at lære.

Og så er det hér, jeg griber mig selv i barmen (et udtryk jeg vist aldrig før har brugt) og lytter efter min egen brug af men: ”Jeg vil rigtig gerne se dit nye trick, men jeg er altså lige i gang med maden”. ”Jeg kan godt høre, du bliver sur, men sådan bliver det altså”.

Jeg bruger det selv alt for ofte, men (!) jeg er bevidst om det – og om, at der findes tidspunkter, hvor men er fint.

Ved aftensmaden spurgte jeg Johannes, hvad han huskede fra samtalen: “Ingenting”.

Jeg fik lov til at fortælle, hvad jeg kunne huske. “De sagde, at du læser rigtig godt. Du læste alle rigtigt ved prøven. Kan du ikke huske det?”

Nej

“De synes, du er god til at vente og til at lytte til de andre. Kan du huske, han sagde det?”

Nej

“At du klarer matematikken rigtig godt. Husker du det?”

Nej.

Til sidst huskede han selv en ting: ”Jo, jeg kan huske, at jeg ikke læser hurtigt nok”.

Behøver jeg sige mere?

Det er i blikket, den store forskel ligger

Jeg mødte min gamle klasse. Ikke den jeg selv har gået i, men den klasse jeg underviste fra 1. til 5. Nu går de i 8.

Jeg har mødt mange af dem enkeltvis i løbet af årene, talt med et par stykker, hørt lidt fra en håndfuld forældre. Og nu stod de dér, alle sammen, og ventede på deres lærer. Lignede fuldkommen sig selv og så alligevel ikke. Dybe stemmer, bumser, rigtige frisurer, erfaring i blikket. Jeg fik sådan lyst til at sætte mig ned med hver enkelt af dem og høre, hvordan alting er. “Er du stadig veninde med …?” “Hvordan går det med sangen?” “Blev din mor rask?”. Fik lyst til at kigge rigtig godt og grundigt på dem alle, se om de så glade ud, høre dem, om alt er okay.

Som små viste de mig så meget tillid, delte deres oplevelser med mig, fortalte, når de syntes, jeg gjorde noget forkert, beskrev deres drømme for mig. Små, unikke væsner, som jeg fik lov at leve ved siden af i nogle år. Og nu disse unge, smukke væsner, som stadig hilser på mine drenge, når de møder dem på skolen (hvilket betyder verden for børn i den alder), selvom de bare er små rollinger.

Det blev kun til to minutters samtale med en lille gruppe af pigerne, og kun en hurtig øjenkontakt til halvdelen af dem alle. Så måtte vi videre.

Hvor jeg håber, at mine egne unger bliver ved med at møde professionelle voksne, som virkelig vil dem, som ser, hvor fantastiske mennesker de er (også når de er pisse-irriterende) og som lytter, når de siger, at noget kunne være anderledes. Indtil videre har vi været heldige.