Vi er ikke længere en skilsmissefamilie

“Har du dem i påsken?”

“Ja. Min eks havde dem i vinterferien. Vi skiftes til at have dem. Det har vi altid gjort”.

En flig af en samtale mellem to veninder. Jeg fangede denne lille udveksling og vidste: Den ene var skilt og havde nogle børn, som hun skulle være sammen med i påsken. Venindernes ordvalg fik mig igen til at tænke:

Hvorfor siger vi “Jeg skal have mine børn” og “Kan du tage børnene?”, når vi er blevet skilt? Vi siger jo ikke, “Jeg skal have Line i weekenden”, når vi skal være sammen med en veninde. Eller “Har du Peter i aften?”, når vi vil vide, om vores kæreste skal hænge med en ven.

Min kusine gjorde mig opmærksom på det, kort efter jeg var blevet skilt. Jeg ville sidde dér og forsøge at planlægge mit liv ud fra, om jeg havde drengene eller ej. Det var en periode, hvor vi ikke havde så nemt ved at være sammen. Vi var alle i gang med at vænne os til den nye måde at leve på. Når jeg så sagde, at jeg skulle “have dem”, kom det til at lyde som en byrde. Det var det på sin vis også, men mit ordvalg forstærkede den følelse. “Nej, jeg kan ikke komme med til fest; jeg har drengene”. Eller drengenes far ville ringe og høre, om jeg kunne “tage drengene”, fordi han skulle noget. “Hvis du tager dem næste weekend, så tager jeg dem, når du skal …” Vi tog dem og havde dem på skift.

Jeg begyndte at bruge “Jeg skal være sammen med drengene” og “I den weekend er drengene hos mig”. Livet bød selvfølgelig stadig på store udfordringer, som det gør i perioden omkring og efter en skilsmisse, men det føltes rarere at tænke på hver anden weekend som dage, hvor jeg var sammen med mine børn og den modsatte weekend som dage, hvor de var sammen med deres far.

Jeg forestiller mig et barn overhøre en telefonsamtale mellem sin mor og far. Mor siger: “Tager du hende så i påsken (når nu jeg har haft hende i vinterferien)?” Måske tænker barnet intet om det. Men det lyder altså en lille smule som “Tager du så opvasken (når nu jeg har knoklet med maden)?”

Den anden ting venindernes samtale fik mig til at tænke på, var: Hvor længe omtaler vi børnenes anden forælder som vores eks? “Ungerne er hos min eks”. Jeg tænker, at så længe vi omtaler ham eller hende som vores eks, holder vi os fast i, at vi er en skilsmissefamilie. Og hvor længe efter bruddet er vi egentlig det? Moren fra før sagde “Det har vi altid gjort”, hvilket må betyde, at de har været skilt i et godt stykke tid. Er de stadig en skilsmissefamilie?

Jeg tænker ikke på vores familie som en skilsmissefamilie længere. Mine drenge lever i en familie, som er delt i to. Som lever to forskellige steder. Seks år efter bruddet vil jeg ikke lade vores familie definere ud fra dét. Når drengene ikke er hos mig, er de derfor ikke hos min eks. De er hos deres far. Det er jo det, der holder os sammen – deres far og mig. At vi har børn sammen; ikke at vi engang har været gift og valgte at blive skilt. Gi’r det mening?

Lad mig lige gribe i egen barm her (virkelig spøjst udtryk egentlig): Hvad med den formulering, som jeg selv bruger: Mine drenge er hos mig hver anden uge og hos deres far den anden. Er de hos mig og hos deres far? Lyder det ikke lidt som om, de er på besøg? Er de ikke bare hjemme? Hjemme på K.vej og hjemme på G.vej. De er jo altid hjemme; bare to forskellige steder. Børn som bor sammen med begge deres forældre siger jo heller ikke “Jeg er hjemme hos min mor og far”. De er bare hjemme.

Det kan godt gå hen og blive besværligt. Men det er da en tanke værd.

_________________________________________________

GRATIS uundværlig læsning:

“Du fatter jo ikke en skid, mand!” er en uundværlig e-bog for uperfekte forældre til 10-19-årige. Den udkommer med ét kapitel ad gangen. Hvert kapitel er en uafhængig artikel om et emne eller en problemstilling, som de fleste forældre til (præ)teenagere vil støde på.

Bogen skriver jeg sammen med familieterapeut Peter Harboe.

Hent første kapitel GRATIS her. “Fat det nu! Jeg fryser ikke”. Her møder vi Lukas på 14 og hans mor Lene, som er uenige om, hvorvidt det er okay at gå ud uden hue og i gummisko – i minusgrader. Sammen med dem kan du lære, hvordan du bedst støtter dit barns frigørelsesproces. 
Til april kommer en artikel om anerkendelse. Hvordan anerkender man egentlig noget, som man dybest set ikke fatter en skid af?
Reklamer