Shitshitshit, jeg har glemt nissegaverne

Jeg læste på en facebookstatus i går aftes, hvordan en mor nu havde 2 x 24 gaver liggende klar til sine poder. Hun var (også) selv imponeret. Mit gæt er, at hun også var lettet.

De par gange, hvor jeg selv har forsøgt mig med nissegaver, er det altid endt med, at jeg mange gange i løbet af december har måttet haste ind forbi Tiger på vej mellem arbejde og afhentning for at finde to dimser. Et par gange har jeg suset rundt lige før min sengetid for at finde noget i vores hjem, som drengene havde glemt, vi havde. Og det er da også sket, at jeg har glemt det en aften og næste morgen har måttet digte historier om nisser, som har været nødt til at rejse hjem og passe en syg nissemor. Mon ikke han så ville tage to ekstra gaver med tilbage den følgende dag?

Det var for børnenes skyld. Selvfølgelig. Man skal da have nissegaver.

Gennem årene har jeg bildt mig ind, at man da skal bage julesmåkager. Altså for børnenes skyld. Og så er december ellers gået, uden vi har bagt småkager, fordi jeg aldrig fik købt ind til det (hvad ER hjortetaksalt?!), mens jeg har slået mig selv i hovedet med manglen.

Og julepynt! Hver december skal man da sidde en adventssøndag og producere julepynt. Så kassen hvert år bliver suppleret med børnenes eget, fedtede, krøllede pynt. Så vi om mange år kan kigge rundt i hjemmet og mindes de gode klippe-klistre-stunder. For traditionens og børnenes skyld.

Samtidig skal der da være tid til julehygge i institutionen. Og i den anden institution. Og klippe-klistredag i klassen. Og konfektdag med resten af familien. For børnenes skyld og for hyggens. Og for ikke at få pulsen alt for meget ned. Og så børnenes blodsukker ikke skal komme i balance.

På et tidspunkt gik det op for mig, at også i december har jeg et valg. Altid. Jojo, ethvert valg har jo så nogle konsekvenser; det ved vi jo. Men valget har jeg. Der er virkelig ikke nogen grund til at forsøge at skabe en jul, som lever op til “man” og Plejer, hvis det betyder, at jeg skal stresse rundt for (alligevel ikke) at kunne leve op til standarder, som ikke er mine egne.

Jeg tror nemlig ikke, mine børn bliver mere harmoniske af at få nissegaver og bage småkager, hvis deres mor mister overblikket i processen. Jeg tror ikke nødvendigvis barndomsminderne bliver bedre af at have produceret julepynt med en mor, som bliver mere og mere stram i stemmen, efterhånden som december går.

Så jeg har simpelthen besluttet, at juletraditionen hos mig er, at tingene formodentlig er anderledes end sidste år. De fleste ting altså. De ting som vi alle nyder og som vi selv har valgt, dem holder vi fast i.

Forleden sagde en dreng, jeg kender rigtig godt (og som for længst er holdt op med for alvor at tro på nisser): “Det bliver spændende at se, om den nisse, der kommer i år, giver adventsgaver”. Han mor svarede: “Ja, det bliver spændende. I år har han måske lyst til at at samle det meste i en større julegave”.

Samtalen sluttede med drengens “Der var også det år, hvor det bare kom som en overraskelse, når der var en gave”.

Nissen er jo bare en historie. Som vi selv kan skrive (om).

____________________________________

Advarsel! Reklame:

Allerede i går kom en mor forbi mit kontor med hovedet fyldt med decembergøremål og en intension om at gøre det hele anderledes i år. For at kunne trække vejret helt ned i maven frem til jul. For børnenes skyld. Og det virker sgu, det skidt. Vi kom godt nok til at bruge 102 minutter på at skabe overblikket – og ikke de lovede 90 minutter.

Jeg vælger at lade være med at slå mig selv i hovedet med det.