Når alle mennesker er, præcis som de skal være

“Jeg kan mærke, jeg bliver irriteret, når hun har sagt, at hun gerne ville være mere udadvendt og tale mere med de andre. Og hun så går rundt i pauserne uden at smile; og intet gør for at komme i kontakt med de andre”.

I sidste uge fik jeg en af de helt store gaver. En af dem, jeg får nogle gange om året. Jeg var med til at lave camp for 125 teenagere, undervise dem i personligt lederskab og sociale kompetencer, danse og grine med dem, støtte dem i deres læring og udvikling. Gennem ugen så jeg, hvordan de stille og roligt (eller larmende og hurtigt) voksede og udviklede sig, sparkede nervøsiteten hen i hjørnet, byggede relationer, lod skjoldet falde og deres personlighed træde tydeligere frem.

Som staff placerer vi mentalt et 10-tal i panden på hver og én, når vi møder dem. Vores udgangspunkt er, at alle er præcis, som de skal være. Kompetente, kloge og kærlige unge mennesker. De mangler blot at lære eller mestre nogle ting for selv at kunne se deres eget potentiale og udnytte det. Mange af dem har brug for at se, at andre kæmper med de samme problematikker som dem. Nogle mangler at mærke den tryghed, som et stærkt fællesskab skaber. Og de muligheder for at vokse, som denne tryghed åbner for. Stort set alle frygter at blive udstillet, grinet af, udstødt og bekræftet i, at de bestemt er helt forkerte.  Alle bliver de opfordret til at træde ud i læringszonen – med vores støtte – så de kan vokse som mennesker.

Vi havde talt om det med staffet: Hvilke muligheder har vi, når vi møder nogen, der får os til at reagere? Møder deltagere, som trigger noget i os. Når vi ikke ved, hvad vi skal stille op med en modvillig, en stille eller en forstyrrende deltager.

Tilbage til 10-tallet. Hvis alle mennesker (og ja, det gælder selvfølgelig alle mennesker, vi møder i vores liv) som udgangspunkt er 10-taller; hvis de er præcis, som de skal være. Så kan vi slippe tanken om at skulle lave om på dem. Og hvis vi ikke har til hensigt at lave om på dem, kan vi koncentrere os om os selv. Om vores egne reaktioner i mødet med dem. Måske lagde du mærke til, at jeg lige før skrev “…når vi møder nogen, der får os til at reagere”. I den sætning ligger en vigtig nøgle til at adskille os fra den anden. Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen (bestemt også for at huske mig selv på det): Der er ikke nogen, der kan få os til at føle noget som helst. Vores reaktion i mødet med andre er helt vores eget ansvar. Så sætningen skal snarere hedde “Når vi møder nogen, hvis adfærd vi reagerer på”. Lille forskel med stor betydning.

Blogindlæggets indledende replik blev sagt af en person fra staffet, som mærkede, at han blev irriteret, når en camper gjorde noget andet, end det hun sagde, hun ville arbejde på at kunne. Nu ledte han efter en måde, hvorpå han kunne få hende til at gøre noget andet. Gøre det, hun gerne ville. Han havde en idé om, at hvis han fandt ind til det, som fik ham til at reagere på hendes adfærd, ville han måske finde ind til det, som kunne hjælpe hende med at gøre noget andet.

Han holdt sig helt ovre hos sig selv. Hans hensigt var at undersøge sin egen reaktion, så den ikke forstyrrede hans arbejde med at finde ind til det, pigen havde brug for. Det formåede han af flere grunde: Han havde placeret et 10-tal i pigens pande og på den måde adskilt hendes personlighed fra hendes adfærd. Han huskede på, at hans reaktion på hendes adfærd var hans eget ansvar. Og hans hensigt var at finde det, hun havde brug for, hvis hun skulle rykke sig.

Professionelt.

Tanke: Hvad med privat? Hvad når det sker for os derhjemme med vores egne børn? Er det så muligt at adskille vores egne reaktioner fra deres adfærd? At adskille det, de er, fra det, de gør? Og holde os for øje, at vores hensigt til stadighed må være at finde ind til det, vores barn har brug for (fra os), hvis han skal kunne rykke sig?

Det gør det bestemt sværere, at der er helt andre følelser blandet ind i relationen til vores egne børn. Det er bestemt sværere for mig at adskille mig fra mine drenges adfærd end fra andre menneskers. Når en dreng hjemme hos mig styrter ud af rummet og smækker døren, så huset ryster, er det bestemt svært at huske på, at jeg selv er ansvarlig for min reaktion. Men er det svært som i umuligt? Eller svært som i udfordrende?

For mig kan det være udfordrende. Men ikke desto mindre ønskværdigt. Og muligt. Hvis jeg skal kunne støtte mine børn i deres frigørelsesproces, må jeg finde ud af at adskille mig fra dem. Jeg må finde ud af, hvordan jeg kan undgå, at mine følelser omkring det de gør, bliver deres ansvar. Tænk, hvis de skulle begynde at træffe valg ud fra, hvad de ønsker, jeg skal føle – eller undgå at føle! Tænk, hvis en af mine drenge syntes, han var nødt til at behage mig for at kunne holde til være sammen med mig! Det er ikke mine børns opgave at sørge for, at jeg er okay. Det er min egen.

Det er min opgave at skifte “Han provokerer mig” ud med “Jeg bliver provokeret” og “Det kan du ikke være bekendt” med “Jeg kan ikke være i det her lige nu”. Udfordrende, ja, men langt fra umuligt.  Og heldigvis giver ungerne os jo masser af muligheder for at øve.

_______________________________________________________

GRATIS: “Fat det nu! Jeg fryser ikke” – inspirerende læsning for uperfekte forældre til 10-19-årige.

Sammen med Peter Harboe, som er familieterapeut, er jeg i gang med at skrive en e-bog til forældre til 10-19-årige. “Du fatter jo ikke en skid, mand! (og andre sandheder om livet i teenagefamilier)”. Hver måned fra april til december kommer et (uafhængigt) kapitel.

Første kapitel er dog allerede ude nu. Du kan lige her gratis hente “Fat det nu! Jeg fryser ikke”, hvor du blandt andet møder Lukas og Lene, som er uenige om, hvorvidt det er okay at gå ud uden hue og i gummisko – i minusgrader. Læs, hvordan du kan adskille dig fra dit barn, så du støtter frigørelsesprocessen snarere end at hæmme den.

1. april kan du købe næste kapitel, hvor vi blandt andet besvarer spørgsmålet: Hvordan bliver det muligt at anerkende noget, som vi i virkeligheden ikke fatter en dyt af?

Reklamer

5 dages meningsfuld stilhed i bloggen

I morgen tidlig dukker 120 unge mennesker mellem 13 og 17 år op på Rungsted Gymnasium til deres 2. camp. Da de var på deres første camp, havde langt de fleste ikke valgt det selv. De kom, fordi deres forældre mente, det ville være godt for dem. Mange kom med stor modstand, som de sørgede for at vise de første par dage. De tog hjem efter 5 dage – forundrede over deres egen udvikling, med store smil og venner i alle aldre. Disse 120 har nu selv valgt at vende tilbage til next level – næste skridt i deres personlige udvikling.

De næste 5 dage vil de tage imod udfordringer, som alle har til formål at få dem til at vokse – udfordringerne er endnu hemmelige, så jeg kan ikke beskrive dem her (endnu). Formen er eksperimentel læring, hvilket (du måske ikke ved) vil sige, at de unge gennemfører en række aktiviteter, ud af hvilke der efterfølgende trækkes læring, som de kan bruge til at forbedre deres evner udi samarbejde, målsætning, konflikhåndtering og planlægning. Det overordnede mål er at give dem redskaber til at tage lederskab i deres eget liv.

På campen støttes de af en flok instruktører – coaches, lærere, psykologer og af teenagere som selv er i gang med en personlig udvikling. De modtager udelukkende undervisning på engelsk. De bruger to timer efter frokost på fysisk udfoldelse. De afleverer deres mobiler om morgenen og får dem først igen om aftenen (og tro det eller lad være: nogle af dem glemmer at få den tilbage). De udvikler sig hver eneste dag – gennem undervisning, coaching, nye venskaber og team work. Og på intet tidspunkt keder de sig – ikke mindst fordi al undervisning bygger på forståelsen af, at mennesker har forskellige læringsstile.

Jeg tror, det er min 7. camp, og jeg glæder mig lige så meget, som jeg har gjort alle de andre gange. Til at give til alle disse fantastiske unge mennesker. Til at være sammen med voksne mennesker, som brænder for det samme som mig. Til at lære af alt det, de unge og de voksne bidrger med. Og til at mærke den energi, som skabes i samværet mellem voksne og teenagere. Når samværet vel at mærke bygger på et fundament af troen på, at vi alle er ligeværdige.

Er der noget, der giver mening, så er det altså det.

________________________________________

ADVARSEL: REKLAME!!!

Hvis du vil vide mere om, hvad der sker på disse camps og hvad vores teenagere kan få ud af at deltage i dem, kan du suse ind forbi www.truenorth.dk