Børn kan selv

Jeg fulgtes op ad trapperne til en 2. sals lejlighed med en mor og hendes to børn i går – en pige på 5 og en dreng på 13 måneder. De havde lige tømt bilen efter weekenden i sommerhuset, så de havde en hel masse ting, som skulle med op. Pigen tog pusletasken og endnu en pose, mens moren og jeg bar resten. Drengen havde nok i at få sin buttede krop op ad trapperne.

Denne mor har på et tidspunkt besluttet at benytte enhver given lejlighed til at støtte sine børns motoriske udvikling og selvhjulpenhed. I stedet for at skovle drengen op under armen og hurtigt komme op i lejligheden for at sætte sig på gulvet og lege (med tankerne ude i køkkenet), bruger hun gerne 10 minutter eller mere på trapperne.

Til at begynde med var den store lige bag lillebror. Sørgede for at holde sig tæt til ham, så han ikke snublede baglæns. Mens hun og mor talte om, hvordan drengene havde drillet i børnehaven og om den nye madordning derhenne. På et tidspunkt fik hun nøglen og gik op med pusletasken og mor overtog pladsen bag den lille, som møflede sig op trin for trin.

Fordi det tog så lang tid, nåede storesøster at rende op og ned et par gange for at hente ting. Store, uhandy kasser og poser. Da vi endelig nåede op, havde hun taget overtøjet af og fundet sine sutsko. Moren havde ikke længere noget at slæbe på, og hjalp nu lillebror ud af tøjet. Fat i det ene ærme og “Hiiiiv i armen!” indtil han selv trak armen ud af ærmet.

Vi satte os på gulvet i drengens værelse og snakkede, mens han tumlede rundt. Og jeg mener tumlede rundt. Når han ikke var i gang med at samle klodser op og stable dem, kravle over vores ben, finde vej hen over en kæmpe pude på gulvet eller kaste med en stor bold, havde moren fat i ham, så hun kunne vende bunden i vejret på ham og placere ham på en sådan måde på hendes ben, at det blev besværligt for ham at komme op. Han kæmpede savlende og glad.

Da det blev tid til at gå i køkkenet og maden kom i centrum, kravlede pigen op på bordet, hvor hun sad og hjalp med at åbne pakker, skære grøntsager og vurdere mængden af pasta. Mens hun og moren talte, hvor mange gange hun slog hovedet ind i hylden. Undervejs fik hun spist gulerod, skinke og avokado. De dækkede sammen bord.

Storesøster skubbede på, så lillebror kunne kravle op på sin triptrap stol. Bøjlen blev fjernet for et par uger siden, og han har næsten forstået, at han ikke skal kaste sig ud til siderne. Jeg lagde mærke til, at pigen selv tørrede op, da hun spildte mælk (som hun selv havde hældt op) og at drengen bruger gaffel og drikker af en helt almindelige kop.

Det slog mig, hvor mange gange i løbet af en dag vi har mulighed for at skabe god udvikling for vores unger. Muligheder, må jeg erkende, som jeg ikke i tilstrækkelig grad har benyttet mig af i mine drenges tidlige barndom. Slet ikke. Jeg har gjort alt for mange ting for dem, som de sagtens selv kunne klare. Af kærlighed selvfølgelig. Og fordi det var det nemmeste. Og det slog mig (igen) i går, at det overhovedet ikke passer til min intension om at skabe de bedste betingelser for mine drenge, så de kan blive selvhjulpne, selvstændige mennesker, som har en følelse af at være værdifulde for fællesskabet.

Jeg var heldig i går. Jeg fik et billede af et barns ansigt, når forældrene forventer – og hun selv ved, at hun kan. Det var et udtryk af selvfølgelighed. Selvfølgelig vaskede hun selv sit hår, tog nattøj på, tørrede sig efter badet og hjalp til omkring måltidet. Jeg tænker en masse over børns selvværd i disse dage. Måske så jeg i pigens ansigt et billede af netop det: selvværd.

___________________________________________

Advarsel! Reklame:

Moren jeg fortæller om, har gjort det til sin mission at støtte andre forældre i at at gøre deres børn selvhjulpne. Har du lyst til at blive inspireret, kan du høre hendes foredrag den 10 februar klokken 19-21.30. Det foregår på Frøbel Seminarium, Grundtvigsvej 11, Frederiksberg C og koster 100,-

Tilmeldning på nicola@mindnavigation.dk