Vælger du blommen eller livet?

På cykelturen hjem til min søster i eftermiddags talte jeg, hvor mange voksne mennesker jeg egentlig har grædt sammen med, mens jeg selv har været voksen. Seks, kom jeg frem til. Jeg har grædt sammen med 6 voksne gennem de sidste tyve år. Indtil i dag, hvor jeg fuldkommen uventet femdoblede antallet.

Jeg har været på kursus i dag med en del mennesker, jeg har mødt kort i forskellige sammenhænge før, en del jeg aldrig har mødt og et par stykker, jeg så småt er i gang med at lære at kende. Det har været en meget lærerig, hyggelig (og oven i købet solrig) dag, hvor jeg har lært en hel masse mere om min måde at møde andre mennesker på. I morgen og i overmorgen skal jeg lære endnu mere. Jeg elsker det.

En halv time før afslutningen skulle vi lave en aktivitet, som vi intet fik at vide om på forhånd. Elleve af os skulle sætte os på gulvet i en cirkel og de resterende tyve skulle sætte sig på cirklen af stole omkring dem. Jeg valgte at sætte mig på gulvet. Inde i midten lå der 6 blommer.

Det viste sig, at vi elleve på gulvet skulle forestille os følgende scenarium: “I sidder i en gummibåd midt ude på vandet efter en kæmpe naturkatastrofe. I kan ikke regne med at blive reddet. Der er desværre kun plads til fem af jer i båden, ellers synker den, og I vil alle dø. Find nu ud af, hvem er jer der tager de 6 blommer – og dermed vælger døden”.

Med det samme vidste jeg, at før jeg kunne vælge, om jeg ville leve eller dø, måtte jeg vælge, om jeg overhovedet kunne være med i øvelsen eller om jeg måtte trække mig. For hvis jeg blev, skulle jeg være parat til at græde foran en hel masse mennesker.

Tanken om at græde foran andre mennesker skræmmer mig fra vid og sans. Selv sammen med min egen coach kan jeg finde på at holde det tilbage, også selvom jeg ved, at det vil forringe effekten af min proces. Min kusine spurgte mig den anden dag, hvorfor det er sådan og jeg kom ned til to ting: jeg er pisse forfængelig og jeg vil ikke vise svaghed. Det er selvfølgelig to fuldkommen latterlige forklaringer, for hvor er det dog ligegyldigt, hvordan jeg ser ud, hvis jeg har behov for at græde og hvor er det dog bare langt fra et tegn på svaghed at lade andre se mine følelser. Tværtimod, ikk? Jeg ved det godt, men ikke desto mindre…

Jeg blev i øvelsen, velvidende (og fyldt med frygt over) at jeg nu måtte bryde denne meget gamle, meget sejlivede grænse. For jeg vidste, at jeg ikke kunne tage en blomme. Og skulle jeg overbevise de andre om det rigtige i mit valg, måtte jeg blev helt ærlig omkring det. Jeg ville blive nødt til at fortælle de andre ti i båden at jeg ikke kan forlade mine børn; at de har brug for det, jeg har at give; at jeg måske nok har fucked dem en lille smule op, før jeg vidste, hvad jeg ved i dag, så jeg har brug for at gøre det godt igen; at de ikke vil klare sig godt uden mig. Og at fortælle noget så væsentligt, så ærligt, så meget fra mit hjerte, det går kun med gråd.

Jeg kunne mærke, at fordi jeg har gennemgået så stor en udvikling gennem de sidste fem år, fordi jeg er nået så langt med at skabe mig det liv, jeg gerne vil leve, fordi hver en opgave jeg udfører i mit arbejde er valgt ud fra lyst og interesse, så er jeg lige nu et sted i mit liv, hvor jeg er tilfreds. Så hvis jeg ikke havde børn, ville jeg tage en blomme. Og lade kvinden med det 1-årige barn leve, lade kvinden som endnu ikke har oplevet den helt store kærlighed, leve og lade kvinden som netop er gået i gang med at give alt det videre til andre mennesker, som hun selv har fået, leve. Hvis jeg ikke havde børn, ville jeg tage en blomme.

Men bare tanken om at vælge døden og mine børn så en dag skulle finde ud af, hvad jeg havde gjort!

Tanken om, at mine børn kun ville have deres far.

Tanken om at mine drenges liv ikke ville blive præget af mine værdier, mine måder at være med dem på, mine holdninger og … mig.

Ved du, hvad jeg mener, hvis jeg siger, at jeg tudetalte? Jeg talte tudende for føste gang nogensinde overfor fremmede mennesker. Og jeg overlevede.

Jeg kommer ikke til at fortælle dig, om jeg i sidste ende valgte livet eller døden, for 6 mennesker skulle vælge døden og de 6 blommer blev taget. Men jeg kan fortælle dig, hvad et af formålene med øvelsen var. Det var at spørge os selv, om vores kæres liv virkelig ville blive så meget værre, hvis vi ikke var her længere. Har vi virkelig så meget betydning for andre mennesker, at deres liv (selvfølgelig efter den værste sorg er gennemlevet) ville blive ødelagt, hvis vi ikke længere var? Det er ret meget magt at have over andre menneskers liv, ikk?

Vel hjemme hos min søster fik jeg indenfor den første time mulighed for en brydekamp på gulvet med mine drenge og jeg sørgede selvfølgelig for at gøre det til en leg, hvor de skulle forsøge at undslippe mine største, længste kram og en helvedes masse kys, kærlige ord og kærtegn. Og hele tiden tænkte jeg (og den har langt fra sluppet mig endnu): jeg må bare blive ved med at fokusere på at gøre mit til, at de er glade, selvhjulpne, kærlige mennesker, så de kan klare sig uden mig. Hvornår de så end skal det.

Og nu tænker jeg på underviserens sidste ord: Hvis der er noget, du gerne vil, noget du vil nå, noget du vil give, så gør det nu! Lige nu.

Morgenmuggen mor

Så skete det sgu igen: jeg gik ud af skolen – efter at have afleveret drengene – med følelsen af at være verdens dårligste mor. Det sidste jeg sagde til Alfred, inden han gik op ad trappen (og lige inden mit vage, wanna-be udglattende “Ha’ en go’ dag, skat”) var, at “jeg er pissetræt af, at du hele tiden skal sige det modsatte af hvad vi andre siger”. Det gik lidt bedre med at afslutte med Johannes – nok mest fordi han stadig holder i hånd (hmmm… det er sgu da alligevel spøjst).

Nu sidder jeg og tænker over, hvad der startede det hele. Det var ikke, at Alfred lagde ud med at brokke sig over at skulle op (det er vist kun anden gang nogensinde, at det er sket, så hvad pokker). Det var heller ikke, at Johannes igen var 100 år om alting – før han overhovedet nåede til de morgenvigtige ting (det ved jeg jo om ham, og det er derfor vi starter så tidligt). Det var bestemt ikke, at det er mandag (har elsket mandage siden jeg sagde mit job op og valgte med hjertet). Og heller ikke, at det nu er mørkt om morgenen (vores nye nisselandskab ser  hyggeligt ud i stearinlysets skær).

Ingen af de ting er den egentlige årsag til, at jeg brokkede mig over Alfreds brok, bitchede over Johannes’ fart og skyndte på dem begge som om nogen ville blive arresteret, hvis vi kom for sent (hvilket vi på intet tidspunkt var i reel fare for).

Jeg er bekymret. Nu kan jeg mærke det. Jeg er bekymret helt ind til kernen af mig selv over, at der ikke er udsigt til, at der går flere penge ind på min konto i år. Det bekymrer mig, at det vil knibe med at finde penge til gaver. Gaverne til alle de andre kan jeg droppe, men hvad med drengene? Og hvad med huslejen? Jeg er bare helt almindeligt bekymret. Det kommer over mig med (heldigvis ret store) mellemrum, og går væk igen efter et par dage.

Og indtil jeg finder ind til den følelse – min rigtige følelse, er jeg frustreret og utålmodig og en rigtig muggen mor. Så finder jeg på at sige “For helvede, Johannes!” med den allerærgerligste stemme, fordi han kommer til at tabe en bunke kort ud over køkkengulvet, to minutter efter jeg har bedt ham tage overtøj på.

Nu ligger de dérude og jeg træder over dem, når jeg skal ud at hente te og mad. Ligger og minder mig om, at jeg sagde, at der da virkelig ikke var tid til at samle dem op nu! Jeg vil lade dem minde mig om (det jeg ikke glemmer), at jeg skal undskylde overfor drengene som det første, når jeg henter dem igen. De skal have at vide (hvad de heldigvis godt ved), at min morgenmug ikke har noget som helst med dem at gøre.

Godt, mine drenge er så gode til at tilgive.