Hvem er mest uundværlig?

Min yngste er syg i dag, for tredje dag i træk. Og jeg mindes dengang, jeg levede sammen med drengenes far og et sygt barn udløste diskussionen om, hvem der var mest undværlig – eller snarere mest uundværlig i verden udenfor. Hvem skulle blive hjemme?

Jeg var skolelærer. Altså et af de mest uundværlige mennesker i verden. Måske var vi lige i gang med et projekt om trolde og i dag skulle jeg ind i naboklassen og fortælle min troldehistorie, hvorefter vi havde booket it-lokalet. Jeg havde lovet Clara at høre hende læse, og klokken 13 kom Simons forældre til samtale, hvilket havde taget mere end to uger at få i stand. Og Simon havde det virkelig svært for tiden. Skulle jeg blive hjemme, ville det have betydning for mindst 54 børn og for planlægningen af resten af projektet. Planlægning, som allerede havde trukket flere rækker af tænder ud i teamet på grund af skemabindinger, materialerne fra Centralen og fritter-pædagogernes mødetid. 

Min mand skulle bare i skole.

Og så skulle jeg mene, at den diskussion var ovre, hvilket den naturligvis ikke var. For han havde en idé om, at det havde betydning for hans uddannelse, at han missede mødet med sin vejleder og introduktionen til hvordan (dælen) man brugte det netbaserede opslagsværk om alverdens (og jeg mener alverdens) dimser, dutter, materialer, brædder, vinduesrammer og hvad-bruger-man-ellers, som man ellers bruger til at bygge et hus. Desuden havde han møde med gruppen om eftermiddagen, hvilket havde været svært nok at få i stand, fordi to af de andre havde fritidsjob. Hvilket min mand ikke havde, for han havde ikke nogen fritid. Han havde to smårollinger.

Hvoraf den ene nu var syg.

At bruge morgenen på at diskutere, hvor vigtige vores liv var, hvor vigtig vores deltagelse i det var, hvor vigtig den var for andre og os og fremtiden og muligheden for at få – eller kunne udføre sit – job. At bruge morgenen på at sammenligne vigtighed efter en ikke-eksisterende skala. Når alt kom til alt handlede det om, hvem af os, der skulle tage konsekvensen af noget, vi ikke selv havde valgt. Altså nok havde vi valgt at få børn, men vi havde ikke valgt, at de skulle være af den slags, som finder på at blive syge.

At betale for noget vi ikke selv har valgt, er aldrig rart. Vi går ind i det med modstand, brokker os og synes, det er skidesynd for os. Vi har så svært ved at acceptere det, fordi vi ikke har et valg. Og det mindste glimt af en anden mulighed skal undersøges. Som medopdragerens undværlighed for eksempel. Kunne vi bare få den anden til at påtage sig betalingen for det, ingen af os har bedt om.

Nu er jeg alene med mine drenge. Hveranden uge har jeg ingen at diskutere med, hvis drengene bliver syge. Jeg kan ringe til min mor, men kan hun ikke hjælpe mig (diskuterer jeg det ikke med hende), er der ikke andet at gøre end at aflyse mine aftaler – mit arbejde. Og sjovt nok oplever jeg, at selvom jeg absolut ikke har nogen anden mulighed end at smække hælene sammen og lade hånt om vigtigheden i mit (virkeligt meget vigtige) arbejde, så er det meget nemmere at være i, end da jeg skulle diskutere med min mand.

Det hænger selvfølgelig også meget sammen med en ting, jeg endelig lærte for 3-4 år siden: Hvis jeg virkelig ikke kan ændre på en ting, har jeg to muligheder: Jeg kan pine mig selv med, hvor skidesynd det er for mig, kæmpe mig igennem problemet med en ed i mundvigen og have det dårligt hele vejen igennem. Eller jeg kan acceptere, at jeg virkelig ikke kan ændre på den (slut-færdig!), acceptere at jeg synes det er irriterende (for det er det) og sige “Og hvad så?!” Få det bedste ud af det og have det godt eller bare okay hele vejen igennem.

Det hjælper altså. For der er alligevel en del små og store ting, som jeg ikke kan ændre på. Køer i supermarkedet, egen sygdom, folk der melder afbud, mørke om morgenen eller en mindre kompetent professionel voksen i mine børns liv. Og hvad så?

Reklamer

Hvis jeg kvidrer længe nok

Kan høre, at jeg tager min ubekymrede tone på, når jeg om morgene mødes af “Jeg har det ikke så godt, mor”. Jeg holder mig i troen på,  at det nok bare er træthed – eller noget andet, som ikke er en begyndende svine-flu. Jeg kvidrer “Uuuh, du må godt nok også være sulten. Du vokser også meget i øjeblikket. Og tænk hvor længe siden det er, at du spiste aftensmad! Har du været på toilettet? Og hvad med vand; har du drukket noget?” Så direkte over i “Skal du og Julius tegne videre på jeres tegning på fritten i dag?”. Lys og kæk stemme. Leder efter tegn på, at drengen har det fint nok til, at han kan komme i skole og jeg kan holde mine kundeaftaler. Nogle gange er vi heldige, at der virkelig bare var hul i maven. Andre gange er vi ikke – sjældent heldigvis.

Jeg har nu aflyst mine aftaler og vil bruge dagen på at rydde op i mailboksen, lave netværksopkald, forberede en pædagogisk dag, jeg skal ud til i morgen og måske læse videre i Sofia Mannings bog. Alt sammen til lyden af børne-tv og “Moooar? Skal jeg til stævne på lørdag?”