Woopsedaisy

Lovede for nogen tid siden at give dig et minitrick, som kan hjælpe dig med at styre dit temperament sammen med ungerne (og alle andre).

Kort sagt hedder det: Lad være med at bande.

Simpelt, men ikke nødvendigvis nemt. Som de fleste af de ting, der bare virker. Som at rumme et andet menneskes følelsesudbrud med et “Nå” og et punktum. Det er simpelt og det virker; men det er bestemt ikke altid nemt.

Så så man jo lige mig i mit køkken en morgen for 5 år siden. Mælkeskummeren af glas tog turen ned i vasken i en forkert vinkel og smadrede.

“For helvede da også, mand! Nu skete det kraftedme igen! Det er fandeme den tredje mælkeskummer, jeg får smadret!” Fra 0 til 8 på raseriskalaen på under 5 sekunder. I løbet af de samme 5 sekunder blev viskestykket smidt hen i hjørnet af rummet og drengene blev tre cm lavere på køkkenbænken bag mig. “Sådan noget forbandet lort!” Op på 9 med mig. Kunne ikke være helt så voldsom i mine bevægelser, som jeg havde lyst til, mens jeg ryddede op, fordi det var glasskår, jeg håndterede. Der var stille bag mig.

Jeg er ikke stolt af det. Allerede mens det stod på, var jeg mig pinagtigt bevidst, at jeg var i gang med at lære mine drenge en lang række ord, som de sagtens kunne leve foruden. Jeg vidste, at jeg overreagerede. Jeg kunne selv mærke, hvordan jeg kørte mig selv op. Men netop fordi jeg kørte mig selv op for hver sætning jeg sagde, kunne jeg ikke stoppe det. Jeg tog magten over mig. Lidt som ved et hormon-rush under en graviditet. Ustyrligt. Og jeg kunne i situationen ikke finde ud af andet end at lade mig rive med.

Lad os gå et skridt (og få sekunder) tilbage.

Mælkeskummeren ryger i vasken og smadrer. Det er jo bare, hvad det er. Det er en ting, der ved et uheld går i stykker. Hjemme hos os er tingene til for at blive brugt. Vi kaster ikke rundt med tallerkenerne, men det betyder ikke noget, at en pude ligger på gulvet. Vi finder på at skrive regnestykker med blyant på bordet og øve saltoer i sofaen. Jeg er Stabler, hvilket betyder, at jeg hellere bruger et helt minut på at stable de ting, jeg skal transportere til et andet sted i hjemmet, end at gå flere gange. Og det koster altså ind imellem en ting. Så jeg har aldrig rigtig kunnet tillade mig at skænde, hvis ungerne kom til at ødelægge noget. Og ser heller ikke rigtig nogen grund til det.

Så når mælkeskummeren smadres i vasken, handler min reaktion meget lidt om dén og rigtig meget om alt muligt andet. Hvis jeg kunne sætte min hjerne på slow motion, ville jeg sikkert kunne fange flere af disse tanker:

Det er synd for mig. Nu skal jeg til at bruge tid på at rydde op. Hvordan skal jeg få råd til en ny? Jeg har ikke tid til det her. Hvad er klokken? Nu kommer vi for sent ud af døren. Der er glasskår over det hele. Hvor er det bare typisk, at det sker for mig. Og så lige nu. Om morgenen. Kan jeg aldrig få lov til at have en rolig morgen. Jeg skulle aldrig have købt den i glas. Hvorfor skal det hele være så besværligt?

En helt masse tanker om alt muligt andet, end at mælkeskummeren gik i stykker. Tanker som afspejler, hvordan jeg havde det i den periode. Jeg syntes i virkeligheden, at livet var hårdt. Det var ikke nemt at skabe et nyt liv efter skilsmissen. Jeg var overvældet – af gøremål, tanker og af følelser som skiftede mellem alt fra frihed til dårlig samvittighed.

Med uheldet fik jeg en undskyldning for at lukke noget damp ud. For at rase. Råbe. Brokke mig over noget helt konkret, når nu jeg ikke syntes, jeg kunne brokke mig over en skilsmisse, jeg selv havde været med til at vælge. Fuldkommen forståeligt, men ikke desto mindre virkelig uhensigtsmæssigt.

Jeg elsker det ord: Uhensigtsmæssigt. Jeg handlede på en måde, som ikke passede til den hensigt jeg havde med mit liv med drengene. Hensigten var jo at skabe et liv, hvor begge deres forældre var glade. Hensigten var at skabe tryghed for dem i alt det nye. Hensigten var (og er) at vise dem, at ting er ting og at de kan gå i stykker ved brug. Hvis dét var min hensigt, så var min reaktion uhensigtsmæssig. Jeg viste med al tydelighed, at jeg var frustreret, at man ikke kan føle sig tryg i sit eget køkken og at det er ganske forfærdeligt, når noget går i stykker. Tre ud af tre.

På det tidspunkt mødte jeg på min uddannelse Chris Manning. Som påstod, at hvis man skifter bandeordene ud med et fjollet ord – som for eksempel “Woopsedaisy”, så er det umuligt at hidse sig selv op i samme grad. Dengang troede jeg stadig, at en ændring af noget vigtigt nødvendigvis måtte være svær, så det provokerede mig gevaldigt, at han mente, løsningen kunne være så simpel. Men da jeg i samme periode var begyndt at lægge mærke til, at når noget provokerede mig, så var der ofte noget i det, så gav jeg det en chance.

Jeg havde gennem nogen tid arbejdet med min 2. klasse om, hvordan de kunne gøre konflikterne i frikvarteret mindre og færre. Vi lavede et forsøg, som gik ud på at undersøge, om man kan være vred, mens man hopper. Det kan man ikke. Prøv selv, hvis du ikke tror mig. Nu besluttede jeg at kombinere hop med “Woopsedaisy”. Jeg fortalte min søn på 6 om klassens forsøg og bad ham sige “Hop, mor!” hvis han om morgenen kunne mærke, at jeg fik min travle stemme på (han kendte den jo så godt). Jeg skrev “Woopsedaisy” på tavlen i køkkenet – synligt og ganske provokerende.

Nu ville jeg jo elske at sige til dig, at drengen en morgen sagde “Hop, mor!”. Og jeg hoppede, mens jeg sagde “Woopsedaisy”. Og vi smilede til hinanden, mens fuglene sang og skyerne drev væk. Sådan blev det ikke.

For jeg vidste, at hvis jeg mærkede morgenstressen komme; hvis jeg begyndte at få den velkendte kriblen i brystkassen; hvis jeg hørte mine sætninger blive kortere og kommanderende, så ville det virke mod hensigten. Jeg ville blive endnu mere irriteret, hvis min søn sagde “Hop, mor!” Og jeg ville ikke have lyst til at hoppe. Eller stoppe. Jeg ville barnagtigt og offeragtigt have lyst til at hidse mig op og bande og råbe. For hvor var det hele dog synd for mig. Og så om morgenen!

Derfor kom det til at handle om at mærke, hvornår jeg var liiige ved at være der. Når jeg mærkede det, messede jeg Woopsedaisy – højt og inde i hovedet, i forskellige tonearter og med forskellige stemmer. “Woopsedaisy, woopse-woopse-woopsedaisy”. Og så skabte jeg lidt ekstra motivation ved at indlede en konkurrence med drengene (hvoraf den ene aldrig bandede og den anden netop var begyndt i fritidshjem og derfor hang med de store) om, hvem der kunne bande mindst. Hvert bandeord gav en streg på tavlen. En streg kostede en krone.

Og det virkede!

Simpelt. Ikke nemt. Og helt vildt fjollet, mens det stod på. Det virkede at gøre noget andet, end det jeg havde gjort indtil da. det virkede at fokusere på løsninger i stedet for at blive ved med at føle, at jeg ikke selv kunne vælge. Måske fortæller jeg dig en dag, hvordan jeg endte med for alvor at tage livet af min morgenstress. Det er nemlig også muligt og også dét kan være ganske simpelt.

Reklamer