Hvad skal jeg lære af mit barn i dag?

Tager man en bestemt bus i et bestemt tidsrum om morgenen, møder man eleverne fra Sankt Annæ Sangskole. Børn i alle aldre. Som på turen skiftes til spontant at bryde ud i (enkelte strofer af en) sang.

Denne morgen var det en flok piger og drenge på cirka 9 år, som fyldte sæderne bag i bussen. Tilsyneladende var det tid til at øve julesange på skolen, for på turen nåede jeg at nyde tre af slagsen.

Holdende ved et stoppested så vi fra vores pladser, at en dreng var faldet på sin cykel på cykelstien lige uden for bussen. Han sad og ømmede sig på jorden. Alene. Idet jeg tænkte nøjagtig samme tanke, sagde den ene 9-årige “Hvorfor er der ikke nogen, der hjælper ham?” og en klassekammerat sagde (igen i takt med mine tanker) “Skal vi stå af og hjælpe?”

Nu tænker jeg: er de to børns ytringer tegn på, at de er specielt socialt intelligente – eller på børnesprog: er de menneskekloge og dermed i stand til på den ene side at se, hvad drengen kan have brug for og på den anden side se, hvor de selv kunne opfylde hans behov?

Og endnu en tanke: kan jeg lægge nogen betydning i, at det netop var de to piger i flokken, der reagerede?

Ingen af os stod af. Heldigvis kom en forbipasserende fodgænger drengen til hjælp og vi kunne fortsætte vores tur. 30 sekunder senere var de to piger igen fordybet i samtale med de andre i flokken. Hvilken telefon er den absolut fedeste på markedet lige nu? Og hvem er så heldig at eje sådan én?

Ved stoppestedet ud for skolen trådte den ene pige til side for kammeraterne og blev den sidste, der forlod bussen. Lige inden hun begyndte at gå ned ad trappen, kiggede hun sig tilbage og skannede bagsædet for glemte sager. Vi fangede lige hinanden i et lille smil. Og så var hun ude af bussen.

Jeg kender en dreng, som altid har styr på sine ting. Han ved, hvor de er og han husker at tage det med, han skal bruge. Han finder på at vende sig i døren for at sikre sig, at han har det hele med. Slukker lyset, når han forlader et rum. Ja, faktisk har han så meget styr på, hvor alting er, at hans mor kan spørge ham “Har du set mit blå tørklæde?” og regne med, at han ved, hvor det er. Hvis han altså på noget tidspunkt har set det. Hun tænker, at det nok er fordi, han er så visuel. Og at han har så meget brug for tryghed, at han har været nødt til at lære, hvordan han kan sikre sig den.

Jeg kender en anden dreng, som stort set aldrig ved, hvor noget som helst befinder sig. Han kan have lagt en ting fra sig for tre minutter siden, og nu kan hverken lokken eller trusler få ham til at huske, hvor det nu er henne. Morens forsøg: “Hvor havde du det sidst?” irriterer ham, for han ved det ikke. Han husker det ikke. Han lagde det og da han trådte væk fra dét, trådte han videre i tiden. Nu er han til stede i en ny tid – tre minutter senere. Denne dreng vil til enhver tid have en fornemmelse af, hvordan du har det. Han er sammen med dig lige nu, så for ham er det ganske naturligt at sikre sig, at du er okay. Fordi kun hvis du er det, kan han være det til fulde.

Den første dreng ville have set den faldne dreng på cykelstien. Den anden dreng ville have mærket drengens smerte. Den første dreng ville blive siddende, for ellers ville han selv komme for sent. Den anden dreng ville være stået af for at hjælpe – og have glemt sin taske i bussen.

Forældrene til den ene dreng kan vælge at tænke “Gid han var lidt mere omsorgsfuld. Og gid han ikke hele tiden havde brug for at vide i detaljer, hvad der skal ske resten af dagen og i morgen. Kan han ikke bare slappe lidt af?” Eller de kan vælge at tænke “Hvor vildt! Han ser alt. Og derfor kan han altid finde vej i nærområdet”.

Forældrene til den anden dreng kan vælge at tænke: “For helvede sgu da også! Han mister alting. Vi skal altid lede efter noget”. Eller de kan vælge at tænke: “Hvor er det fantastisk med den evne, han har til at være til stede lige her og nu”.

Forældrene til begge drenge kan vælge at tænke “Interessant! Og interessant, at jeg reagerer. Hvad er det, jeg kan lære? Af min søn og af min reaktion”

Forunderlige, interessante forskellighed.

Hvad kunne du tænke dig at lære af dit barn?

Reklamer

Ad hvilken kanal modtager du nemmest læring?

I tilbagemeldingerne på mine foredrag og workshops udtrykker nogle, at det generer dem at skulle bytte plads undervejs. Andre melder tilbage, at det selvsamme har en positiv effekt på deres oplevelse. Nogle finder det unødvendigt flere gange at skulle dele deres tanker med en makker, mens andre finder stor værdi i at få sat ord på tankerne. Nogle er glade for, at pointer illustreres på slides, mens andre finder dette unødvendigt.

Alles oplevelser er (lige rigtige og) lige forventelige.

I et rum med mennesker, som vil erhverve sig ny viden, vil oplevelserne af de metoder, hvormed læringspunkterne formidles, være mangeartede. Det som for dig er nødvendigt, er for andre forstyrrende eller ligegyldigt.

Påstand: Du kan lære alting. Punktum. Det er min faste overbevisning. Og den bygger på troen på, at hvis du stimuleres på den rigtige måde, er du åben for læring. Hvis læringen foregår under de (for dig) rigtige betingelser og stoffet finder vej ad de rette kanaler hos dig, vil læringen lykkes.

Måske har du hørt om dem: indlæringskanalerne. De er en del af teorien om læringsstile, som er teorien om, at vi hver især har brug for, at en unik kombination af faktorer tilgodeses, når vi skal lære noget nyt og svært.

Der findes 4 kanaler, gennem hvilke vi modtager information. Vi har alle 4, men foretrækker en eller to kanaler frem for de andre. Bliver du bevidst om dine præferencer, kan du lære endnu mere meget nemmere og på kortere tid. Ikke en dårlig tanke, vel?

Hver indlæringskanal har sine kendetegn

Er du visuel, lærer du gennem billeder. Du kan lide at visualisere, tegne og skrible, se film og få skriftlige instruktioner. Du er god til at læse, tegne og forestille dig ting. Hvis jeg under et foredrag bevæger mig ned i den anden ende af rummet, er du nødt til at følge mig med øjnene for at føle, du stadig er med. Jo flere farver og illustrationer der er på mine slides, jo gladere er du.

Er du auditiv, lærer du gennem lyd. Du kan lide at lytte til musik, tale med dig selv og andre og lave lyde. Du vil hellere lytte frem for at læse eller skrive. Du er god til at fortælle, huske ting, der bliver fortalt og at diskutere. Når jeg bevæger mig ned bagerst i rummet, mens jeg taler, kigger du fortsat fremad, for lyden er alt, du har brug for. Du nyder, at jeg spiller musik i pausen.

Er du kinæstetisk, lærer du gennem kroppen. Du kan lide at bevæge dig, bruge alle dine sanser, danse og hoppe. Du er god til at arbejde med hænderne, dyrke sport og kreere ting. Du gestikulerer, mens du taler. Under et foredrag vil du efter kort tid glide lidt ned i stolen og gøre dig det behageligt. Måske vipper du lidt med det ene ben og får brug for at bevæge dig i pausen.

Er du taktil, lærer du gennem berøring. Du kan lide at røre ved alting, pille og nuldre, skrible og skrive i bøger. Du er sikkert god til at skrive, tegne, lave håndarbejde og spille computerspil. Du har glæde af at have en pen og noget papir i hænderne under foredraget, så du kan dimse med kuglepennen og skrible undervejs.

Teorien om læringsstile er ikke det eneste saliggørende, når vi planlægger  formidling af viden. Men den er klart en tanke værd. Vil jeg ramme alle i løbet af et foredrag, må min formidling være multisensorisk. De auditive skal tale og lytte sig til viden, de visuelle skal have noget visuelt til at understøtte deres læring, kinæstetikerne skal kunne bevæge sig og de taktile bør have mulighed for at give hånd til andre, klappe og dimse med en pen. Sådan må det være.

 

Men hvad med i vores børns skole?

Er det muligt at gøre undervisningen multisensorisk, så flere elever får bedre muligheder? Hvordan tilgodeses det, at 53% af børnene er primært kinæstetiske eller taktile? Mens den undervisning, der foregår i en traditionel dansk skole langt hen ad vejen bedst tilgodeser de auditive (13%) og de visuelle (34%) elever.

Min søns dejligt lærevillige klasselærer vil lade mig overtage undervisningen et par timer for at vise ham et par tricks til at engagere eleverne, holde deres opmærksomhed og åbne op for alle 4 indlæringskanaler. Det er da en start, tænker jeg. For se-, høre-, gøre- og rørebørnene.

Vil du lære mere?

Du kan lære mere (hvis du vil) ved at kigge ind forbi TV2’s hjemmeside, hvor du finder info om læringsstile, en test (af dig og dine børn) og klip fra serien Skolen, hvor teorien om læringsstile blev afprøvet i praksis.

Du kan også læse Susanne Aabrandts ”Forældreguide om læringsstile”, hvis du vil blive endnu bedre til at støtte dit barn i skolearbejdet.