Man skal da savne sine børn

Min 10-årige søn og jeg spiste morgenmad udenfor i går. I minusgrader. På en lav mur lige ved Amagerbrogade. Normalt går vi jo hjemmefra i god tid om morgenen, når der er sne. For at have tid til at træne vores kast. Og nyde den sjælne stilhed på skolevejen. Men da julen var gået uden sne, gav drengene op; de vidste bare, at det ikke ville komme til at ske denne vinter.

Og så kom sneen. Lige da mine drenge skulle hjem til deres far i tre uger. Hvad så med det helt specielle samvær vi har, når der er sne, når det bliver naturligt for mig at lege og konkurrere og slås? Om tre uger er der måske ikke mere sne.

Det er gået op for mig, at jeg kan måle min tilfredshed med mig selv som mor ud fra den følelse, jeg har, når drengene er hos deres far. I en periode som denne, hvor jeg har for meget arbejde til at kunne være helt nærværende sammen med dem, når de er her, savner jeg dem, når de ikke er her.

Savnet er en spøjs blanding af følelser. Beklagelse over stadig ikke at have hjulpet den ene med at skille hans seng ad og den anden med at male graffitien på væggen over. Følelsen af at have en række ufærdige samtaler hængende, ventende. Jeg føler mig ude af trit med deres skole. Kan ikke huske, om vi overhovedet grinede sammen sidst, sådan rigtigt.

Savnet dukker op i ganske korte øjeblikke. Nogle fraskilte ville misunde mig længden på de øjeblikke. Nogle forældre savner deres børn hele tiden, når de hos den anden forælder. Hele tiden! Savnet ligger som en dyne over alt andet. Eller under alt andet. For nogle er det forbundet med store samvittighedskvaler at skulle give slip på det. For hvis vi ikke savner vores børn, må vi da være dårlige forældre.

Jeg savner normalt ikke mine drenge. Det hænger delvist sammen med min tro på, at de har det godt hos deres far. Og det hænger sammen med, at jeg meget tidligt efter skilsmissen traf en beslutning: Jeg VIL leve et helt liv. I den ene uge vil jeg leve sammen med mine drenge på en god måde. Den anden uge vil jeg leve på en god måde uden dem. Det virkede ikke for mig at rende rundt hver anden uge og have følelsen af at mangle noget for at kunne blive lykkelig. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at halvdelen af mit liv blev … mangelfuldt.

Jeg skulle selvfølgelig lige gennem perioden med dårlig samvittighed over, at jeg ikke savnede dem. For ikke savne dem var jeg nemlig nødt til at lade være med at tænke på dem hele tiden. Og hvilken mor tænker ikke på sine børn hele tiden? I det mindste hele tiden, når hun har fri. Denne mor. Åbenbart.

Jeg kan se det fra drengenes perspektiv: Jeg er en meget bedre mor i de uger, de er her, hvis jeg lever fuldt ud, når de ikke er her. Hvilket er sandt; jeg har ingen tvivl. Glade forældre er bare bedre forældre.

Jeg kan også se på det fra mit perspektiv, fra mig som et helt menneske – ikke bare som mor: Jeg lever et meget bedre liv, når jeg lever fuldt ud i alle uger. Jeg er gladere; mit liv er bedre; det hele giver bedre mening for mig. At jeg så bliver sjovere og nemmere at være sammen med for mine børn, er jo en dejlig bonus.

Det er bare ikke helt tilladt at sige åbent, hvis vi lever et fuldt, tilfredsstillende, meningsfuldt liv, når vi ikke er sammen med vores børn. Ikke desto mindre er det efter min mening det mål, vi bør stræbe efter. Det er ønskværdigt, muligt og fuldkommen tilladt. Nogle mennesker vil endda sige, at det er vores pligt – ikke som forældre, men som mennesker. Det er vores pligt at leve fuldt ud.

Hvis jeg ikke er tilfreds i ulige uger, præger det de lige uger. Og omvendt. Jeg bliver en skidt mor (efter min standard), når jeg er utilfreds med mit liv som Camilla. Jeg bliver ikke tilfreds i mit liv som Camilla, når jeg ikke lever op til min egen standard som mor.

Jeg arbejder for meget for tiden. Normalt sørger jeg for at fyre den af, når drengene er hos deres far, så jeg kan arbejde indenfor normal arbejdstid, når de er hos mig. Men for tiden fylder arbejdet så meget, at jeg også arbejder, når de er hjemme. Jeg glemmer at holde fri – om aftenen og i weekenden. Jojo, vi spiller da lidt brætspil og vi sludrer da en smule. Men det meste af tiden passer vi bare hver vores skærm. Og jeg er kun nærværende med mit arbejde.

Så tog de hjem til deres far, sneen kom og med den kom savnet. Sms til faren: Må jeg følge drengene i skole i morgen tidlig?

Lidt over syv i går morges kom min 10-årige derfor hjem og hentede mig i stedet for at gå på morgenfrit (storebror skulle møde senere og lå og fedede den under dynen). Jeg havde pakket morgenmaden og et tæppe i en taske og mig selv i tre lag tøj. Desværre var det meste af weekendens sne væk, men det kom ikke til at betyde noget. Jeg hørte om kammeratens fødselsdag i weekenden, om skolen og om, hvor mange dåsesodavand, de havde stående hjemme hos far. Han valgte en lav mur ved Amagerbrogade, hvor vi kunne sætte os med vores frugtsalat og amagermadder. Før jeg fulgte ham helt ind i varmen i klassen.

50 minutters nærvær mandag morgen gjorde hele forskellen. Mens vi frøs og fantaserede, blev savnet erstattet af en følelse af tilfredshed. Og beslutsomhed: Perioder hvor arbejdet fylder mere end normalt, er tilladte, men de må ikke være så lange som denne er blevet.

Jeg er kun tilfreds som Camilla, når jeg er tilfreds med mig som mor. Og omvendt.

Hvem er mest uundværlig?

Min yngste er syg i dag, for tredje dag i træk. Og jeg mindes dengang, jeg levede sammen med drengenes far og et sygt barn udløste diskussionen om, hvem der var mest undværlig – eller snarere mest uundværlig i verden udenfor. Hvem skulle blive hjemme?

Jeg var skolelærer. Altså et af de mest uundværlige mennesker i verden. Måske var vi lige i gang med et projekt om trolde og i dag skulle jeg ind i naboklassen og fortælle min troldehistorie, hvorefter vi havde booket it-lokalet. Jeg havde lovet Clara at høre hende læse, og klokken 13 kom Simons forældre til samtale, hvilket havde taget mere end to uger at få i stand. Og Simon havde det virkelig svært for tiden. Skulle jeg blive hjemme, ville det have betydning for mindst 54 børn og for planlægningen af resten af projektet. Planlægning, som allerede havde trukket flere rækker af tænder ud i teamet på grund af skemabindinger, materialerne fra Centralen og fritter-pædagogernes mødetid. 

Min mand skulle bare i skole.

Og så skulle jeg mene, at den diskussion var ovre, hvilket den naturligvis ikke var. For han havde en idé om, at det havde betydning for hans uddannelse, at han missede mødet med sin vejleder og introduktionen til hvordan (dælen) man brugte det netbaserede opslagsværk om alverdens (og jeg mener alverdens) dimser, dutter, materialer, brædder, vinduesrammer og hvad-bruger-man-ellers, som man ellers bruger til at bygge et hus. Desuden havde han møde med gruppen om eftermiddagen, hvilket havde været svært nok at få i stand, fordi to af de andre havde fritidsjob. Hvilket min mand ikke havde, for han havde ikke nogen fritid. Han havde to smårollinger.

Hvoraf den ene nu var syg.

At bruge morgenen på at diskutere, hvor vigtige vores liv var, hvor vigtig vores deltagelse i det var, hvor vigtig den var for andre og os og fremtiden og muligheden for at få – eller kunne udføre sit – job. At bruge morgenen på at sammenligne vigtighed efter en ikke-eksisterende skala. Når alt kom til alt handlede det om, hvem af os, der skulle tage konsekvensen af noget, vi ikke selv havde valgt. Altså nok havde vi valgt at få børn, men vi havde ikke valgt, at de skulle være af den slags, som finder på at blive syge.

At betale for noget vi ikke selv har valgt, er aldrig rart. Vi går ind i det med modstand, brokker os og synes, det er skidesynd for os. Vi har så svært ved at acceptere det, fordi vi ikke har et valg. Og det mindste glimt af en anden mulighed skal undersøges. Som medopdragerens undværlighed for eksempel. Kunne vi bare få den anden til at påtage sig betalingen for det, ingen af os har bedt om.

Nu er jeg alene med mine drenge. Hveranden uge har jeg ingen at diskutere med, hvis drengene bliver syge. Jeg kan ringe til min mor, men kan hun ikke hjælpe mig (diskuterer jeg det ikke med hende), er der ikke andet at gøre end at aflyse mine aftaler – mit arbejde. Og sjovt nok oplever jeg, at selvom jeg absolut ikke har nogen anden mulighed end at smække hælene sammen og lade hånt om vigtigheden i mit (virkeligt meget vigtige) arbejde, så er det meget nemmere at være i, end da jeg skulle diskutere med min mand.

Det hænger selvfølgelig også meget sammen med en ting, jeg endelig lærte for 3-4 år siden: Hvis jeg virkelig ikke kan ændre på en ting, har jeg to muligheder: Jeg kan pine mig selv med, hvor skidesynd det er for mig, kæmpe mig igennem problemet med en ed i mundvigen og have det dårligt hele vejen igennem. Eller jeg kan acceptere, at jeg virkelig ikke kan ændre på den (slut-færdig!), acceptere at jeg synes det er irriterende (for det er det) og sige “Og hvad så?!” Få det bedste ud af det og have det godt eller bare okay hele vejen igennem.

Det hjælper altså. For der er alligevel en del små og store ting, som jeg ikke kan ændre på. Køer i supermarkedet, egen sygdom, folk der melder afbud, mørke om morgenen eller en mindre kompetent professionel voksen i mine børns liv. Og hvad så?

Slave af regelmæssigheden

Jeg har i al min tid som mor ønsket, at jeg kunne være en smule mere laid back. At jeg var en af de forældre, som kan finde ud af at tage børnene med allevegne. Som ikke går så meget op i regelmæssighed og fornuftige sengetider. Dels fordi jeg kunne tænke mig at være mere fleksibel – også i mine børneuger, dels fordi jeg gerne vil have nogle flere oplevelser sammen med dem og dels fordi det ville være rart, om mine drenge fik en idé om, hvad jeg render og laver udenfor vores hjem.

Mine børn kommer stort set altid i seng på samme tid, vi tager ikke rundt på besøg i hverdagene, jeg forsøger at lægge mine arbejds- og sociale aftaler i de uger, hvor drengene er hos deres far og gæster kommer først efter klokken 20. Sådan er det bare blevet, fordi sådan har jeg været – struktureret og slave af regelmæssigheden.

I går tog jeg ungerne med til et sent møde i mit nye arbejdsfællesskab. Normalt ville jeg få nogen til at komme og være hos dem, men Alfred har nu flere gange beklaget sig over, at jeg skal arbejde (og at de derfor skal passes), når de er hos mig. Det vil jeg gerne lytte til (og har samtidig denne drøm om ikke at være så skide fornuftig), så han og Johannes tog et par busser med mor til Roskildevej.

Jeg glemte vist at tænke på, at et møde der begynder en time før mine unger normalt ligger i deres senge, ville gå mere end bare lidt ud over sengetiden. Glemte at tænke på, at der er en grund til de faste sengetider. Så uøvet er jeg udi at inddrage ungerne i mit liv, at jeg til sidst måtte ringe til min mor og spørge, om hun ville forlade sin varme stue og sit tv-program for at køre ud at hente os i den anden ende af byen. Så ungerne kun ville komme to timer for sent i seng. Da lå Johannes under mødebordet og sov, mens Alfred med blanke øjne messede “Jeg er ikke træt. Jeg vil gerne blive. Jeg er ikke træt”.

I min fantastiske mors lille bil tog jeg beslutningen om, at dette ville koste en pjækkedag. Jeg vil ikke byde drengene, at de får så lidt søvn og så forventes at koncentrere sig i skolen i 6 timer, for straks derefter at tage med til endnu et arrangement med mig. Godt nok om eftermiddagen. Og godt nok med et mere børnevenligt indhold end gårsdagens møde.

Jeg giver ikke op. Jeg vil stadig gerne flette delene af mit liv mere sammen. Vil gerne, at mine drenge lærer af at se mig i andre roller end mor-rollen. Jeg skal bare finde en balance, for jeg synes altså virkelig, at søvn er vigtig.