Afspejles din værdi i din adfærd?

En af de evige udfordringer for mange forældre er at balancere arbejdslivet med livet som mor eller far.

Min største værdi er at give børn og unge et godt og trygt liv og det gælder naturligvis også for mine egne børn. Men afspejler min adfærd nu også den værdi?

Sidste år oplevede jeg en måned, hvor jeg var af sted på tre teenagecamps á 4-5 dages varighed. Altså sammenhængende dage væk fra Amager og væk fra mine drenge. På disse camps, som True North (Nicolai Moltke-Leth) arrangerer, arbejder vi på at give unge mennesker en forståelse af deres eget (lærings)potentiale, af integritet, af vigtigheden af at vælge, om vi vil være spillere eller ofre i vores eget liv. Vi giver dem redskaber til at håndtere konflikter, huske læringspunkter og kommunikere med andre mennesker. Blandt en hel masse andet.

En dag da jeg introducerede en flok unge for vores syn på, hvordan vi kan lade vores adfærd afspejle vores værdier og på den måde opnå integritet i livet, slog det mig: Dér sad jeg, mange, mange kilometer væk fra mine drenge, og oplevede ubalance mellem min værdi: at skabe tryghed for mine drenge – og min adfærd: jeg opholdt mig så længe og så langt væk fra dem, at de måtte sove ude i flere hverdage. Det var i denne uge ikke lykkedes at bytte med drengenes ellers meget fleksible far, så jeg havde måttet arrangere pasning i over halvdelen af den uge, hvor drengene og jeg egentlig skulle have været sammen.

Når vi gør noget, som ikke stemmer overens med vores vigtigste værdier, føler vi smerte, utilfredshed, sorg, forvirring. Det er, når vi spiser for meget junk food, mens vores værdi egentlig er sundhed. Når vi bliver i et arbejde, som kræver ofre af vores familie, mens vores vigtigste værdi er familieliv. Eller når vi har for travlt med alle mulige andre ting end at pleje vores parforhold, selvom vores største værdi er kærlighed.

Og dér sad jeg og følte smerte. Og forvirring. Fordi nok var jeg i gang med at give en stor gruppe unge mennesker redskaberne til at skabe gode liv gennem bevidsthed om deres eget værd og oplevelsen af have magten til og kompetencerne til at kunne træffe gode, bevidste valg. Et stykke arbejde, som giver uendeligt meget mening for mig. Samtidig havde jeg denne uge ofret mine børn og mit familieliv for at kunne udføre dette arbejde. Så min adfærd understøttede og modarbejdede på én og samme tid min største værdi.

Det var en god (omend smertefuld) oplevelse at få nogle af de ting, som jeg arbejder sammen med forældre og unge om til hverdag, sat på spidsen i mit eget liv. Det var rart at få muligheden for at tage mine værdier og min adfærd op til overvejelse påny.

Vel hjemme igen fik jeg en opringning fra drengenes far, der var begyndt at blive bekymret for, om vores drenge føler den stabilitet og den tryghed, som vi er enige om, må være grundlæggende i vores liv med dem. Kender du det, når nogen rammer dig på noget, som du godt ved, de har ret i? Jeg blev ekstra såret, fordi jeg ved, han har ret: ungerne har brug for stabilitet i deres flytten frem og tilbage mellem to hjem.

Men hvor smertefuldt det end var at blive konfronteret med deres fars berettigede bekymring, så tænkte jeg samtidig (og endnu): hvor er det dog heldigt, at mine drenges far er opmærksom nok på vores børns trivsel til, at han siger til, når noget bekymrer ham. Tænk hvis han slet ikke var bevidst nok til at tage stilling og modig nok til at bringe det på bane!

Hvordan undgår vi at handle på en skidt følelse?

I en kommentar til boggen i går efterlyste Inge nogle råd og redskaber, som kan bruges, når vi bliver vrede sammen med vores børn. Når vi gerne vil noget andet end at skælde ud.

OM jeg har råd og redskaber! Det er da lige det, jeg har. I dag kunne jeg tænke mig at give dig et redskab, som ikke alene kan bruges, når vi vil undgå at slå på vores børn med ord, men også når vi sammen med andre bliver vrede, irriterede, frustrerede, …

Men lad mig tage udgangspunkt i de børn dér, som vi elsker så højt. Lad mig tage udgangspunkt i skæld ud.

Allerførst skal du tage en beslutning om, at du vil ændre på din adfærd. At du fra nu af vil tale i et almindeligt toneleje til dit barn. Med vilje siger jeg ikke ”Fra nu af vil jeg ikke råbe ad mit barn”. Det kan have en god effekt at sige, hvad vi gerne vil, i stedet for hvad vi vil holde op med. Så stræber vi efter noget, i stedet for blot at forsøge at undgå noget.

Dernæst er du nødt til at forstå en ting. Normalt synes jeg ikke, mennesker er nødt til en skid. Vi kan ville noget eller have brug for noget, men hvor tit er vi egentlig nødt til at gøre noget? Men det følgende er du altså nødt til at forstå, hvis du skal ændre på en adfærd, du har sammen med andre mennesker. Ellers bliver det en umulig opgave:

Andre mennesker kan ikke få dig til at føle, tænke eller gøre noget som helst.

Lad mig sige det igen: Andre mennesker (dine børn, dine kolleger, din kæreste, bilisten foran dig) kan ikke få dig til at føle, tænke eller gøre noget som helst.

Det er dine tanker omkring det, den anden siger eller gør, som får dig til at føle noget, som så styrer, hvordan du (re)agerer. Eksempel: Min søn har lavet sig en skål havregryn med mælk. Han forlader køkkenet og nu ligger der havregryn på køkkenbordet og –gulvet. Mælken er ikke sat tilbage i køleskabet.

Punktum – Pause

Hvad jeg i dette øjeblik vælger at tænke om det, har betydning for, hvad jeg føler og hvordan jeg (re)agerer. Vælger, ja! Det er (for pokker da) mig, der vælger mine tanker. Hvem skulle det ellers være?

Måske vælger jeg at tænke: ”For helvede da også, mand! Han er 9 år! Han må sgu da kunne se, hvordan her ser ud. Hvor mange gange skal jeg sige til ham, at han skal rydde op efter sig? Nu skal jeg bruge tid på at få ham til det eller selv gøre det. Og dét gider jeg ikke. Kæft, hvor er det pisseirriterende!”

Vælger jeg at tænke sådan, betyder det, at jeg kommer til at henvende mig til min søn – på forhånd irriteret, opgivende, vred eller med en anden følelse, som jeg lige har skabt med mine tanker. Ja, jeg har selv lige skabt den. Hvem ellers?

Så jeg ryger ind og siger alle mine tanker højt, taler mig varm, hidser mig selv op, mærker pulsen og tonelejet stige. Går i selvsving på den ufede måde. Og resultatet bliver derefter. Jeg får ham sikkert til at rydde op – denne gang, fordi han ikke gider høre mere på mig. Men jeg har sørget for at pumpe min vrede så meget op, at den formodentlig holder længere end det tager Drengen at rydde op. Og jeg tvivler på, at min måde at håndtere det på er med til at lære Drengen noget som helst, som han kan bruge næste gang, han går i køkkenet.

Tilbage til køkkenet. Tilbage til det øjeblik, hvor jeg først ser rodet.

Jeg ser rodet.

Punktum – Pause

Jeg vælger at tænke: ”For pokker, mand, her roder! Okay. Her roder altså. Gider jeg rydde det op? Nej. Så må jeg have Drengen til det”. Konstaterende. Luften helt ned i maven.

Nu har jeg i det mindste ikke tænkt mig selv op i det orange felt. Min temperatur har ikke ændret sig. Jeg har konstateret, at der roder i mit køkken og at jeg vil have Drengen til selv at rydde op. Det efterlader plads i mit hoved til at kunne tænke konstruktive tanker, tænke løsninger, handle rationelt i stedet for på en følelse. Hvordan jeg (Camilla) ville løse situationen, kan vi vende tilbage til en dag.

Fordi lige nu vil jeg tale til dig, som tænker ”Yeah right! Som om jeg kan være konstaterende og rationel, når mine børn igen og igen gør noget, som de ved, jeg ikke bryder mig om! Eller når min chef igen overser det, jeg har gjort!”

Her kommer det redskab, jeg lovede til at begynde med. Et spørgsmål, du kan stille i enhver situation, hvor du får en ubehagelig følelse af, hvad andre gør eller siger:

Hvad er det for en betydning, jeg tillægger det, han (ikke) siger eller (ikke) gør?

Betydningen afspejler sig i dine tanker og dér kan du fange den. Tilbage til køkkenet, hvor jeg ser, at Drengen igen ikke har ryddet op efter sig. Hvad er det for en betydning, jeg tillægger det?

Hvis jeg tænker: ”Det kan han fandme ikke være bekendt. Jeg har lige ordnet herude. Han burde tage hensyn. Det her er bare total mangel på respekt” så tillægger jeg hans handling den betydning, at han ikke respekterer mig. Hvilket får betydning for, hvordan jeg (re)agerer.

Tænker jeg: ”Han har igen ikke ryddet op. Der er åbenbart et eller andet, han stadig ikke har lært” så tillægger jeg hans handling den betydning, at han mangler at lære noget. Hvilket får betydning for, hvordan jeg (re)agerer.

Jeg kan også tænke: ”Han har ikke ryddet op. Nå. Godt jeg har lidt tid, inden jeg skal lave mad” Så tillægger jeg det måske ingen betydning overhovedet. Og det præger min måde at (re)agere på.

Jeg bliver ved med at sige til mig selv: Hvis andre kan reagere anderledes end mig i denne situation, så findes der åbenbart andre måder at reagere på end min. Hvilken tanke kunne støtte mig i (re)agere mere hensigtsmæssigt?

Et andet hverdagseksempel: Din datter har en veninde på besøg, men vil ikke lade hende lege med sit legetøj. Hver gang veninden tager noget op, tager din datter det fra hende med råb og magt.

Du kan tænke: ”Det kan hun altså ikke være bekendt. Når man har gæster, har man sagt ja til, at de må lege med ens legetøj. Det er virkelig synd for veninden. Hvor er det egentlig tarveligt”. Og du får sikkert lyst til at blande dig og sige en del af dine tanker højt.

Eller du tænker: ”Det er godt nok svært for min datter at lade veninden lege med sit legetøj. Hun synes, hun er nødt til at tage det fra hende. Gad vide, hvorfor hun reagerer sådan herhjemme, når pædagogerne siger, hun er god til at dele i børnehaven?” Måske får du lyst til at spørge andre forældre, om det samme sker for deres børn, når de har besøg.

Du kan også tænke: ”Kæft, hvor det larmer, det min datter har gang i. Gad vide, hvor længe veninden holder det ud”. Du tænder måske radioen i køkkenet, så larmen fra pigerne ikke generer dig, mens du ordner maden. Pigerne henter dig nok, hvis de får brug for dig.

Hvis andre kan (re)agere anderledes end dig i den situation, så kan du også. Hvis du har lyst. Hvis du virkelig gerne vil ændre på din adfærd, så den bliver rar for dig selv og for dine børn. Og så den fører dig mod målet: at støtte dine børn i at blive stærke, selvstændige, tolerante mennesker – eller hvad du nu ønsker for dine børn.

Det er med vilje, jeg skriver (re)agere, som du sikkert har regnet ud. Jeg har gjort det til mit evige studie som mor og menneske at lægge mærke til, hvornår jeg agerer og hvornår jeg reagerer. Og har efterhånden fundet ud af, at jo mindre (eller jo mere positiv) betydning jeg lægger i det, alle andre gør, jo nemmere er det at agere i stedet for at reagere. Når jeg reagerer, lader jeg jo nærmest de andre bestemme over mig, ikk? Og jeg vil altså helst selv bestemme.

Jo mere jeg formår at sige ”Nå!” og sætte punktum, når folk har sagt eller gjort noget, jo mere er det op til mig selv, hvordan jeg vil agere.

En mand skubber liiige lidt ekstra til mig på sin vej gennem bussen

Punktum

”Nå (han har nok haft en dårlig dag)!”

Min søn råber og smækker med døre

Punktum

”Nå (gad vide, om det er hormonerne, der allerede er begyndt at suse? Det virker ikke så rart for ham, så hvordan hjælper jeg ham bedst?)!”

Min veninde kommer (igen!) for sent til en aftale.

Punktum

”Nå (godt jeg vidste det fra alle de andre gange og derfor har taget min bog med)!”

Lad mig høre, kære forælder, hvad du tænker om det. Lad mig høre, om det giver mening. Om du kan bruge det. Eller om det er fuldkommen ude i hampen.

Til gengæld så smider jeg en af dagene et minitrick, som jeg lærte for nogle år siden. Så nemt, at du tror, det er lyv. Og så effektivt, at det bør være en del af det (ikke-eksisterende) Kursus, vi forældre går på for at opgradere vores forældreskab, efterhånden som vores børns behov ændrer sig.

Hmmm…

_______________________________________

Og så hørte man jo mig for et par uger siden brøle af mine lungers fulde kraft ad min søn. Fordi han ikke ville undskylde overfor en kammerat for noget, som vi alle vidste, han havde gjort. Jeg råbte, som jeg ikke har gjort det i flere år. Blev selvfølgelig helt vildt overrasket selv. Og ked af det. Men jeg kunne ikke stoppe. Bagefter fik jeg tid til at kigge på min reaktion og undersøge, hvad fanden der gik galt for mig. Og det gik op for mig, at jeg smed en betydning ind i hans adfærd, der hed: ”Han tager ikke ansvar, når han har gjort noget, han godt selv ved, ikke var okay. Han er en kujon”.

Fedt at vide. Og endnu federe at kunne fortælle til min søn. At det åbenbart er helt vildt vigtigt for mig, at vi herhjemme kan finde ud af at stå frem og påtage os vores ansvar – også når vi har fucked up. Og dejligt sammen med ham at lægge mærke til, at det ikke var hans fejl, der fik mig op i det røde felt, men hans måde at forholde sig til den. Jeg vil jo så skide gerne have, at mine drenge kan komme og fortælle mig, hvis de nogensinde for alvor laver noget skidt. Uden at være bange for min reaktion. Gi’r det mening?

Hvad er det vigtigste, du har lært af at blive forælder?

Jeg ville ønske, mit svar kom prompte: Det vigtigste jeg har lært er, at kærlighed er det vigtigste, men det vidste jeg altså i forvejen. Eller at mine børn er vigtigere end alt andet. Men det er de vist aldrig rigtig blevet. Det hændte endda nogle gange, da de begge var helt små, at jeg tænkte “Jeg skulle aldrig have fået børn; jeg er alt alt for egoistisk. Og træt!” Hvilket jo ikke tydede på, at mine børn var vigtigere end alt andet.

Jeg har nok nærmere lært, at jeg er vigtigere end noget andet. Hvis jeg skal være en god mor for de her fantastiske, afhængige, små væsner, så skal jeg have det godt. Så er jeg nødt til at prioritere min egen trivsel og glæde for at have, hvad der skal til, for at kunne give dem hvad de behøver.

Så hvad er det vigtigste, jeg har lært af at blive mor?

Lige nu (og det kan være, det ændrer sig) tror jeg, at det vigtigste jeg har lært, er at være ligeglad med, hvad andre tænker. Det gik ret hurtigt op for mig, at børn tiltrækker opmærksomhed og det ikke længere var op til mig selv (som jeg bildte mig ind, at det havde været hidtil), hvornår folk kiggede på mig. På os. På min måde at være sammen med og håndtere mine unger. Og det gik op for mig, at uanset hvad jeg gjorde, ville nogen synes, det var i orden og andre, at det ikke var. Og den eneste måde jeg kunne være sikker på at trives i denne opmærksomhed var, hvis jeg til enhver tid kunne stå inde for, hvad jeg gjorde og sagde som mor.

Jeg kan til enhver tid stå inde for min adfærd, når jeg er sammen med mine børn. Den dag, vi stod udenfor børnehaven og jeg troede, min taske var blevet stjålet, stod jeg fuldkommen inde for, at jeg lærte to drenge på 3 og 4 hvordan 7 af de allerbedste eder i det danske sprog bare lyder bedst, når de bliver råbt. Og den dag jeg truede med at tage døren af til deres værelse, hvis de smækkede med den én gang til, stod jeg helt inde for mig selv, mens jeg kæmpede med at få den virkelig meget tunge fyldningsdør af.

Den eneste gang jeg (lige nu) kan huske, jeg for alvor ikke kunne stå inde for mig selv, var da Alfred røg på hospitalet efter at have spist to af mine slankepiller. Jeg blev straffet af min mands stilhed og af sygeplejerskens belærende “Den slags piller skal ligge uden for børns rækkevidde” (mens hun gloede op og ned ad min på ingen måde tykke krop). Og selv nu – 6 år senere kan jeg mærke varmen i kinderne, når jeg fortæller om det. Det er tydeligt for mig, når jeg ikke kan stå inde for, hvad jeg selv gør.

Jeg gør rigtig mange uhensigtsmæssige ting i mit forsøg på at skabe det gode liv for ungerne og mig. Jeg kommer til at skælde ud, jeg bliver for træt, jeg glemmer vigtige ting, jeg tager dumme beslutninger, som jeg så er nødt til at lave om, jeg læser ikke nok op for dem og jeg lader dem se for meget tv. Men fordi jeg altid kan forstå, hvor jeg kommer fra, når det sker – fordi jeg kan stoppe op (midt i det eller bagefter) og identificere de følelser, som får mig til at agere uhensigtsmæssigt – fordi jeg er i stand til at lære af mine fejl – fordi jeg ved, hvornår jeg bare må acceptere mine midlertidige valg – og ikke mindst fordi jeg kan finde ud af at sige undskyld – så kan jeg stå inde for, hvad jeg gør og siger som mor.

Og så er det jo lige meget, hvad alle andre tænker.

Hvad med dig? Har du ikke lyst til at fortælle, hvad det vigtigste er, du har lært af at blive forælder? Det ville være fedt at høre.