Jeg kan, jeg vil, jeg ved

Advarsel: Denne blog er uhørt lang. Det beklager jeg. Eller … det gør jeg måske nok ikke. Men nu er du advaret.

Hvad skal der til for at få vores børn til at rydde op, vente for rødt lys og sige tak for gaven? Hvordan motiverer vi dem til at lade være med at slå, bide negle, smække med døre, ryge eller provokere deres søskende?

Det gør vi ved at møde tre almenmenneskelige behov, (…)

Jeg lover at komme tilbage (…) meget snart. Jeg går i gang med at skrive med det samme. Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan jeg vil gribe det an.

Sådan sluttede jeg min seneste blog af. Så fik jeg travlt med et eller andet, og der gik en dag, to dage, en uge, uden jeg gjorde som jeg havde lovet. Jeg tænkte på at gøre det; havde jo lovet det, og derfor skulle jeg. Men for hver dag der gik, fik jeg mindre lyst.

Jeg elsker at skrive. Jeg elsker at nørde med forældreskab. Jeg elsker at sætte ord på tanker og oversætte de kloges opdagelser til almindelig tale. Jeg elsker at skrive indlæg på bloggen. Hvorfor filan mærkede jeg så pludselig modstand mod at gøre det?

Det gjorde jeg (tror jeg), fordi jeg fik det til at handle om, at nogen forventede det af mig. Jeg fik det til at føles som et krav, og for hver dag der gik, blev det mere og mere til noget jeg skulle tage mig sammen til at gøre, selvom jeg ikke rigtig havde lyst.

Sikke en opdagelse: Jeg er helt almindelig. Og almindelig som jeg er, oplevede jeg en fuldkommen normal, forventelig psykologisk reaktion, som sjovt nok handler om emnet: Motivation.

Motivationsknap #1

Jeg ved ikke, hvor gammel du er. Måske var du slet ikke født i begyndelsen af 80’erne. Det var jeg for længst. Og mens jeg oplevede de første tegn på puberteten og begyndte at stille mig selv spørgsmål som, ”Hvorfor lever jeg egentlig?”, ”Er det normalt at føle sådan her?” og ”Holder min næse nogensinde op med at vokse?” stillede nogle forskere et andet (ikke vigtigere, men nok en anelse bredere) spørgsmål: ”Hvad motiverer Mennesket?” Og tro det eller lad være: Nu fire årtier senere er deres resultater kun blevet bekræftet af de hundredevis af forskere (og millioner af forældre og lærere) fra hele verden, som af forskellige grunde har fundet det interessant at undersøge det samme. Vi holder ikke op med at interessere os for, hvad der skal til for at vores børn trives. Og det er langt hen ad vejen dét, motivation handler om: At trives.

Selvbestemmelse. Menneskelig trivsel og motivation forudsætter at behovet for selvbestemmelse er opfyldt. Vi kan også kalde det for autonomi. Vi vil bestemme selv. Vores børn vil bestemme selv.

Det kan jo ikke komme bag på nogen. Vi oplever det hele tiden i livet med børn: Hun nægter at tage flyverdragten på. Han vil hellere puttes af far. Hun vil have skørtet uden på regnbukserne. Han vil køre på løbehjul til skole, men ikke hjem igen. Hun vil ikke med hjem til Bedste. Han vil vente med lektierne til i morgen tidlig. Hun vil ikke følges med dig. Han vil hellere fryse end have jakken fra sidste vinter på. Hun vil sms’e mens I spiser. Han bliver ved med at skrue op for musikken. Og så videre. Vi ved det godt: Vores børn vil (også) bestemme selv.

Hvorfor skrive om det, når vi alle sammen ved det i forvejen? For at sikre, at vi gør brug af den nøgle, som ligger gemt i vores viden. Så vi kan bruge den til at låse op for vores børns motivation, når de skal (holde op med at) gøre noget, selvom de ikke vil.

Skal de så bestemme det hele selv?

Selvbestemmelse handler ikke om, at dit barn skal bestemme det hele selv. Det handler mere om at få ham til at købe ind på det, du vil have ham til at gøre. Og igen: Du vil ikke have ham til at gøre det, fordi du ikke gider gøre det selv. Eller fordi du siger det! Du vil have ham til at gøre det, fordi du vurderer, at han har brug for at lære et eller andet. Eller fordi det han ellers gør, er uhensigtsmæssigt. Du tager lederskab.

Som forældre (og ledere) kan vi hjælpe os selv ved at huske, at selvbestemmelse grundlæggende handler om to ting: Hvad har det her med mig at gøre, og hvad har jeg at skulle have sagt?

Lad mig vende tilbage til de huslige pligter, som jeg har talt om for nylig. Det optager mig for tiden. Det er det, der motiverer mig til at skrive om motivation på bloggen. Jeg skriver ikke det her, fordi jeg har lovet dig det. Jeg skriver det, fordi det har betydning for mig og måske kan få betydning for dig. Jeg skriver det i håbet om, at flere unge voksne kan rejse mere forberedte hjemmefra. Så de kan klare alle de øvrige udfordringer, dét indebærer. Så de kan trives i voksenlivet uden at ramle sammen under stress og angst og depressioner. Så de kan leve det gode liv og bidrage positivt til fællesskabet.

Det var et sidespring til Camillas følelse af selvbestemmelse: Hvad har dét med mig at gøre? Jeg får et kick ud af at give noget værdi til vores børn og unge.

Hvad får en teenager ud af at lave huslige pligter?

Tilbage til de huslige pligter og vores børns deltagelse i dem. Jeg lever jo sammen med to næsten voksne unge mænd, så det bliver mit udgangspunkt. Hvad har madlavning og opvask med den næsten voksne teenager at gøre?

For nylig skrev jeg: Hvis jeg skal tage ansvaret som forælder og gøre to unge mænd parate til livet som voksne mænd, så er det ikke nok at lære dem at løse den enkelte opgave. Det gik (lige vel sent) op for mig, at jeg var langt bagud i forhold til at overdrage ansvaret for opgaverne til dem.

Jeg sidder jo her som forælder, helt voksen med min færdigudviklede hjerne og store erfaring. Lige som andre forældre kan jeg sagtens se, hvad mine drenge får ud af at lære at tage ansvaret for vores hjem. I bund og grund synes jeg, at det er børns ret at føle, at de er en værdifuld del af familien. Og det kan de føle ved at være med til at sikre dens opretholdelse.

Hvis jeg er smart, hvis jeg tager mit lederskab alvorligt, så undlader jeg at falde i ”Det er for jeres egen skyld … En dag vil I takke mig… Vi skal alle bidrage, kan I nok forstå”-fælden. Hvis jeg er smart, så gør jeg mere ud af at få dem til at se, på hvilken måde det kan komme dem til gode. For godt og vel et år siden spurgte jeg derfor mig selv: What’s in it for them?

Undskyld drenge

Jeg spurgte mine drenge, hvornår det ville passe dem at holde et familiemøde. Det ville nok tage en times tid. Læg mærke til, at jeg som leder havde vurderet at det var nødvendigt med et møde; de ikke kunne vælge det fra. Normalt ville jeg have sagt, ”Drenge. Møde. Kommer I lige ind i stuen?” Men velvidende at selvbestemmelse også handler om at have noget at skulle have sagt, kunne de vælge hvornår. Som når den 4-årige kan vælge mellem de blå og de røde bukser; hun kan ikke vælge bukserne helt fra.

Samtalen forløb nogenlunde sådan her. Jeg har kaldt os C (Camilla), S (storebror, 16 år) og L (lillebror, 15 år).

C: Jeg ville tale med jer, fordi jeg har brug for at sige undskyld. Der er simpelthen noget, jeg har glemt at lære jer, og det må I virkelig undskylde.

S: Åh nej, hva’ nu?

C: Altså allerførst: Jeg går sgu rundt og er rimelig stolt af os alle tre. Jeg synes, vi er gode til at bo sammen. Jeg nyder, at uanset hvad jeg beder jer om at gøre, så gør I det. I brokker jer ikke. Vi behøver ikke skændes. Jeg synes, vi er gode til at få det til at fungere.

(S og L nikker, men særligt S ser lidt skeptisk ud. Det er jo ikke første familiemøde på G-vej. Gad vide hvad moren er ude i)

C: I princippet kan I jo flytte hjemmefra om 2-3 år. Så er I 18. Jeg siger ikke, at I skal; det har vi talt om, men når I er 18, så skal I kunne klare jer selv. Der er simpelthen så mange ting, I allerede kan. Vaske op og lave madpakker og lave æg og…

L: Købe ind.

C: Ja

L: Vaske tøj. Gå med skrald.

(Der var blevet trykket på L’s knap. Han er en sucker for anerkendelser, så han nød vist processen. Jeg lod ham nævne et par ting mere. S forholdt sig afventende)  

C: Det er jo det. I er virkelig godt på vej. Men lad os lige tale om, hvad det ellers kræver at have et hjem. Hvad skal der til for at få et hjem til at fungere?

S: Altså man skal jo betale husleje.

C (som slet ikke havde regnet med, at vi så hurtigt ville komme videre, og nu glædede sig til, hvad der ellers ville komme): Nemlig. Hvad ellers?

S: …

L: …

(Okay, det gik sgu lidt trægt, og i stedet for at slå mig selv oven i hovedet med, at jeg så sent i forløbet stadig ikke havde gjort mine drenge klar, hvad der forventes af en voksen mand, hjalp jeg os på vej.)

C: Når I flytter hjemmefra og sammen med en ven eller en kæreste, er der en masse, I skal have styr på. I skal aflæse el & gas for eksempel. Rense afløbet. Lægge et budget, altså holde styr på jeres penge og betale jeres regninger. Ja, husleje, som du sagde. Netforbindelse. Telefon. Som vi talte om før, så kan I en hel masse allerede, og det er virkelig godt at vide. Men som sagt er der særligt én ting, jeg ikke har givet jer mulighed for at lære, og det er jeg altså virkelig ked af.

S (ser igen pænt skeptisk ud): …

L (sidder bare): …

C: Jeg har ikke givet jer mulighed for at mærke, hvor vigtige I er for at tingene fungerer herhjemme. Jeg har ikke vist jer, hvor vigtige jeres bidrag er. Jeg har ikke lært jer at tage ansvaret for noget. Jeg har ligesom bare taget styringen. Jeg betaler og jeg bestemmer. Og så er I nærmest bare mine hjælpere. Og det er sgu ikke i orden.

L: Det er okay, mor.

(Hvad fanden stiller man op med et barn, der går lige lovligt meget op i, at hans forældre er okay? En anden dag…)

C: Tak, skat. Og nej, det er ikke okay. Det vil jeg gerne rette op på.

S: Hvordan?

C: Virkeligheden er, at vi bor tre mennesker herhjemme. Ingen af os kan undværes. Vi har en bunke ting, som skal gøres, og vi har en bunke penge, der skal hentes hjem. Hvad siger I til at være dem, der finder ud af at fordele opgaverne? Jeg hjælper jer, men I tager ansvaret. Så får I øvet jer i det, inden I skal flytte hjemmefra. Hvad siger I til det?

L: Det kan vi godt.

S: Fint.

Sådan startede det. De fordelte opgaverne ligeligt imellem os, og i året der er gået, har vi hver især klaret vores del – uden konflikter. Drengene mødes regelmæssigt for at evaluere, og når en af dem bliver forhindret i at tage sin opvask, spørger han i god tid sin bror, om han kan træde til.

SOM OM!

A eller B?

Tilbage til selvbestemmelsen. Jeg bestemte som den helt voksne og dermed lederen i familien, at det var tid til en forandring. Jeg vurderede, at det var vigtigt (og på tide), at drengene lærte at tage ansvaret for hjemmets opretholdelse. Det kunne ikke diskuteres. Jeg spurgte godt nok, hvad de ville sige til det, men det var en del af strategien: Fordi jeg kendte til behovet for selvbestemmelse, forventede jeg, at de ville sige ja. Ja til at være dem, der bestemte på G-vej. Ja fordi de vidste hvorfor: De vidste hvad det havde med dem at gøre, og de vidste hvad de kunne få ud af det.

Og jeg fik ret: De sagde ja til at tage ansvaret. Sådan startede det.

Jeg havde på forhånd regnet ud, præcis hvor mange tusinde kroner, det koster os at bo, hvor vi bor, at være på nettet, have lys i lamperne og gas i komfuret, være forsikrede og kunne holde varmen. Jeg havde også på forhånd regnet ud, hvor mange timer jeg arbejdede for at hive de penge hjem.

Som du måske husker, så handler selvbestemmelse også om at have noget at skulle have sagt. Det handler om fri vilje og initiativ. Om at kunne vælge mellem flere muligheder.

Tilbage til de mange tusinde kroner, de mange timer og til at give drengene mulighed for at vælge.

Som en del af grundlaget for fordelingen af opgaverne i hjemmet delte jeg tallet og min timeudregning med drengene, så de kunne tage det med i deres planlægning.

C: At opretholde vores hjem handler altså på den ene side om at hente de penge hjem, som det koster os at bo her, og på den anden side om at få hjemmet til at fungere. Som sagt lægger jeg med den timeløn jeg får for tiden, 60 timer i opretholdelsen af vores hjem, allerede inden jeg tager den første opvask. I kan i virkeligheden vælge, om I vil tage opgaven med at hive pengene hjem eller om I vil tage opgaven med at få hjemmet til at fungere.

S: Jeg vil helst tage opgaver herhjemme.

L: Det vil jeg også.

Det kan virke helt fjollet at sætte det op som et valg. De gik henholdsvis i 8. klasse og på grundforløb. Den ene havde et fritidsjob. Både de og jeg vidste, at valget rimeligt meget gav sig selv. Men ikke desto mindre føles det som et valg. Sådan er vi indrettet som mennesker. Når vi kan vælge mellem to eller flere ting, føles det i højere grad som om vi bestemmer selv. Den viden brugte jeg.

Og ganske rigtigt: De blev motiveret til at tage ansvaret for at fordele opgaverne i hjemmet. Jeg så til i forundring, mens to unge mænd sad med post-its i forskellige farver og talte om smarte fordelinger, hvor tit vasker vi tøj, skal skralderen ned hver dag og skal man vaske op samme dag som man laver mad? Jeg sagde kun noget, hvis de glemte en opgave og da de glemte at tænke fritidsjobbet ind.

Det tog dem vel ti minutter. Så hævede vi mødet og gik hver til sit igen. Og jeg ringede til nogen og fortalte hvor godt livet med teenagere er.

Jeg vidste godt (og er blevet bekræftet i det siden), at det ikke bare ville komme til at køre. Men jeg vidste også (og er mange gange blevet bekræftet i siden), at fordi de grundlæggende var motiverede til at tage ansvaret, så ville det blive meget nemmere for os alle at leve med fordelingen af ansvaret i vores hjem.

Så langt så godt.

Hvad der siden skete, når de alligevel ikke gjorde, som planen foreskrev (de er mennesker!), det kan vi komme tilbage til. Jeg siger ikke hvornår. Jeg lover ikke noget. Jeg gør alt hvad jeg kan for fortsat at trives med mit bloggeri.

I mellemtiden: Alt efter hvor gamle vores børn er, skal de have så mange muligheder som overhovedet muligt for at vælge selv. De har brug for at føle, at de har kontrol, at de har noget at skulle have sagt. Måske har dine børn en alder, hvor de selv kan bestemme hvilket noget tøj (af det du har lagt i deres skab) de vil have på. Måske skal de selv styre, hvordan de vil klippes. Hvis der kun er sunde madvarer i køleskabet, kan de måske selv bestemme morgenmaden. Vil de lave lektierne nu eller om en halv time? Vil de vaske eller tørre? Skal der være musik i stuen, mens de rydder op efter sig, eller vil de gøre det i stilhed?

Mange af os forældre kan godt øve os i at stille os selv spørgsmålet: Er det her en af de ting, jeg absolut skal bestemme? Hvis ikke, så lader vi børnene selv. Bonus er, at jo mere de får følelsen af at bestemme, jo nemmere er det for dem at acceptere, når vi gør det.

Reklamer

Nogle ting gør vi af lyst; andre af nødvendighed

Jeg havde på et tidspunkt en kollega, som elskede at gøre rent. Hun kunne helt glæde sig til at komme hjem og gøre det. En god weekend var en weekend, hvor der havde været tid til at støvsuge lofterne eller give badeværelset en ordentlig omgang. Mens hun gjorde rent, var hun tilfreds; til tider nærmest lykkelig. Hun havde det godt med at svede, møde en særligt genstridig plet kalk, rykke på ting for bedre at komme ind i hjørnerne og give filteret i emhætten noget kærlighed. Hvis hun kunne finde tid til at gøre lidt rent hver dag: Oh bliss!

Jeg har det lidt anderledes med rengøring. Jeg kan godt lide, når det er overstået. Jojo, der kan være en vis tilfredsstillelse i at skrubbe et trægulv bræt for bræt, men jeg kan sagtens (og gerne) finde noget andet at hygge mig med. De daglige eller ugentlige rengøringsopgaver finder jeg absolut ingen glæde ved at udføre. Fri mig (særligt) for opvask, toiletrens og afstøvning. Skidtet kommer jo tilbage igen med det samme!

Alligevel har jeg løst den slags opgaver tusindvis af gange gennem de sidste fire årtier. Til at begynde med var det med hiv & sving, brok og forsøg på undvigelse. Siden fik jeg mit eget sted, og det blev efterhånden noget jeg bare gjorde. Ikke tit, ikke grundigt, ikke særligt godt, men jeg gjorde det.

Og er det ikke en del af dét at blive voksen? At vi gør flere og flere ting, som vi egentlig helst vil være fri for, men som skal til for at få tingene til at køre? Ting som vi ikke gør af lyst, men af nødvendighed.
Det er vel (også) det, vi forældre har gang i: At lære vores børn at gøre ting, som de ikke umiddelbart har lyst eller er motiverede til at gøre. For sådan er livet også. I børnehaven skal de med hjem, selvom de lige er i gang med en leg. De skal tage overtøj på, selvom det er besværligt. De skal lave lektier, selvom de har fri. De skal af sted i skole, selvom det regner og håret lige er sat. De lever med lærere, som nok skulle have valgt et andet job. Sidder på bænken, når de hellere vil være inde på banen. Går i seng selvom de hellere vil være oppe. Står op selvom de hellere vil sove. Spiser brun pasta selvom de hellere vil have hvide ris. Deler med søster selvom de gerne vil have det hele selv. Går ned med skralderen selvom.

En dag kommer de til at skulle holde jul hos svigerforældrene, selvom de selvfølgelig (!) hellere vil være sammen med os. De skal arbejde sammen med Jens, selvom de hellere er fri. Skifte til vinterdæk selvom det er besværligt. Bruge pengene på mad selvom de hellere vil have flere sko.

Selvom.

At hjælpe vores børn til at kunne leve som ansvarlige og tilfredse voksne om 2, 7 eller 16 år, handler også om at lære dem at gøre ting, selvom de ikke umiddelbart har lyst. Og vil vi gøre den proces nemmere for os selv og for dem, så finder vi ud af, hvad der kan motivere dem til at gøre, selvom…

Lad os derfor tale lidt om motivation.

Tænk lige et øjeblik: Hvilke ting gør du af den simple grund at du har lyst til det? Og pas nu på: Lad det være ting, som bærer værdien i sig selv. Ting som du nyder, værdsætter, elsker at lave. Ikke ting som du kan lide at lave, fordi de fører til noget, du kan nyde. Ikke ting som du gør, fordi andre forventer det eller fordi du vil opnå deres påskønnelse eller undgå at de bliver skuffede.
Hvad gør du, simpelthen fordi du synes det er interessant, rart, sjovt, meningsfuldt, … ?

Når vi udfører en aktivitet for dens egen skyld, er vi indre motiverede. Jeg læser en kærlighedsroman for min fornøjelses skyld. Jeg nørder af ren interesse med at forstå, hvordan usikkerhed spiller ind på evnen til at lære. At jeg så udvider mit ordforråd eller opnår en viden, jeg kan bruge i andres interesse, er en bonus. Det er ikke det, der driver mig.

Tænk på dine børn: Hvad gør de af ren og skær lyst? De bygger Lego, klæder sig ud, spiller FIFA, danser, synger, laver hule, læser, brydes, følger en YouTuber, gemmer sig og bygger en ulækker mad. Alt sammen fører læring med sig, men det er ikke derfor de gør det. De gør det bare fordi. De har lyst. De nyder det. Det falder dem ind at gøre det.

Vi kan ikke udelukkende gøre ting, vi har lyst til. Ind imellem må vi gøre noget, selvom vi ikke har lyst. Uden at være indre motiverede. Her får vi som børn brug for noget støtte udefra. Fra forældre, lærere, pædagoger. Forventninger, krav, gulerødder og udsigten til straf hvis ikke vi gør. Vi taler stadig om motivation, men nu om at være ydre motiveret.

Tænk igen på dig selv: Hvilke ting gør du for at opnå en belønning eller undgå en straf?

Jeg træner flere morgener om ugen. Ind imellem gør jeg det, fordi det føles virkelig godt undervejs. Men det meste af tiden er jeg motiveret af, at rygsmerterne holder sig væk, jeg får mere energi og jeg kan passe mine yndlingsbukser. Hvis jeg kunne opnå de samme ting uden at træne, ville jeg sgu nok vælge at sove en time længere om morgenen. Jeg er ydre motiveret til at træne. Det er der ikke noget galt i. Jeg får det jo gjort. Selvom det kan føles meget tidligt at stå op klokken 05.05 en vintermorgen.

Selvom. Når vi gør noget selvom, så har vi ladet os motivere af det, vi kan opnå eller undgå ved at gøre det.

Tilbage til vores børn.

Læg mærke til, hvad dine børn gør, selvom de ikke har lyst. Og læg særligt mærke til din egen rolle i det: Hvordan støtter du dem, når de skal det dér, de egentlig ikke gider? Hvad får dem til at blive ved med at kæmpe med regnbukserne, spise ærterne, lave lektierne og børste tænderne?

Hvad skal der til for at få vores børn til at rydde op, vente for rødt lys og sige tak for gaven? Hvordan motiverer vi dem til at lade være med at slå, bide negle, smække med døre, ryge eller provokere deres søskende?

Det gør vi ved at møde tre almenmenneskelige behov, som de har tilfælles med os og med børn i Polen – ja, med alle mennesker på tværs af kulturer og landegrænser, alder og køn. Der findes simpelthen tre knapper, som vi kan trykke på, når vi vil hjælpe vores børn (og os selv) til at gøre de ting, som skal gøres selvom.

 

Kort pause påkrævet
Jeg lover at komme tilbage til de tre knapper meget snart. Jeg går i gang med at skrive med det samme. Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan jeg vil gribe det an.

Du kan måske bruge tiden på et lille studie: Kom i tanke om og læg mærke til alle de tidspunkter, hvor du lykkes med at motivere dine børn til at handle eller lade være med at handle. Hvad siger du? Hvad gør du? Hvad lader du være med at sige og gøre? Du kan også lade være; det er op til dig. Uanset hvad så er du velkommen til at læse med, når jeg vender tilbage med de tre knapper.

Tak for at du har været med indtil nu.