Kæmp, flygt eller frys

Jeg hørte en far skælde sit barn ud i dag. Fra min plads i gården kunne jeg høre lyden af det fra en af de andre lejligheder. Jeg kunne kun høre farens ord og en mumlen fra barnet.

“Se nu dér, hvad du har gjort! Hvor mange gange har jeg sagt det til dig? Hva?! Hvor mange gange? Hundrede gange? Tusind? Hva?”

“Mumle mumle.”

“Jeg har sagt det tusind gange, og se nu dér! DU  MÅ IK-KE  …”

Udvekslingen fortsatte i nogle minutter, og mens farens stemme blev stadig mere skarp og høj, blev barnets mumlen lavere og mindre hørbar. Min umiddelbare reaktion var at springe op og finde det vindue hvorfra lyden kom og råbe op til faren. Et eller andet, hvad som helst som kunne få ham til at stoppe. Min næste reaktion var at sukke og resignere. Hvad skulle dét hjælpe?

Menneskets hjerne er udstyret med et område, som aktiveres når vi føler os pressede eller truede. Amygdala, eller Mandelkernen som vi kalder det på dansk. Amygdala slår alarm, og det har den gjort lige siden urtiden. Når en sabeltiger sprang frem, sørgede Amygdala for, at mennesket på et splitsekund løb i skjul. Amygdala holder os sikre. Den sikrer vores overlevelse, når der ikke er tid til at tænke. Kæmp, flygt eller frys!

Barnet deroppe var jo ikke i livsfare, ikke sådan direkte i hvert fald. Han (hun?) skal nok overleve. Men ikke desto mindre aktiveres hans Amygdala, fordi han føler sig truet af sin voksne. Angrebet.

Når Amygdala aktiveres, reserveres al energi og hjernefokus til flugten eller kampen. Hjertet banker. Pulsen stiger. Vi sveder. Adrenalinen pumpes ud i kroppen. Den langsommere del af hjernen – den der skal hjælpe os med at fordøje, fortolke og reagere fornuftsstyret på det der sker, lukkes ned. I stedet forsvarer vi os selv. Vi går til modangreb. Vi melder os ud. Vi sendes i forsvarsberedskab.

Du kender det nok selv. En pludselig hvinen fra en bil, en hund der springer frem, toget der er forsinket den dag du skal til et vigtigt møde, en bevægelse inde i mørket, dit barn der falder ned fra et højt sted, en kollega der angriber dig verbalt. Hver eneste dag oplever vi aktivitet i Amygdala i højere og lavere grad. Som oftest vurderer vi hurtigt, at faren er til at overskue og overleve. Vores fornuft tager over. Vi trækker på vores erfaringer, går over på den anden side af gaden, ringer til en kollega og melder en senere ankomst, trækker vejret dybt ned i lungerne og spørger os selv: Hvad har jeg af muligheder? Vi formår at sætte gang i den mere langsomme del af hjernen. Vi er voksne.

Når vi skælder vores børn ud, udgør vi en trussel for dem. Når de bliver bange, stressede, føler sig truede og pressede, aktiveres deres Amygdala. Og når den gør det, er det yderst begrænset hvor megen anden hjerneaktivitet vi kan forvente hos dem. Faren i den anden lejlighed havde helt sikkert en intension om at lære sit barn et eller andet, som han allerede havde forsøgt at lære ham tusind (!) gange. Men barnet kommer ikke til at lære det her til morgen. Hans hjerne tillader ham ikke at lære det lige nu. Den kan ikke tænke, lære eller lagre, så længe den er i alarmberedskab.

Når vi råber af vores børn og skælder dem ud, gør vi det ikke alene sværere for dem at lære i øjeblikket; vi skader vores relation til dem. Det kræver en god relation til et menneske, hvis vi vil gøre os forhåbninger om, at de vil lade os lære dem noget.

Lad os trække vejret, kære forældre. Få ro på vores egen Amygdala, og på vores tilstand i det hele taget. Lad os tage en time-out. Gøre hvad end der skal til for at vi kan tale med vores børn på en ordentlig måde.

Camilla

 

Reklamer