Vi er ikke længere en skilsmissefamilie

“Har du dem i påsken?”

“Ja. Min eks havde dem i vinterferien. Vi skiftes til at have dem. Det har vi altid gjort”.

En flig af en samtale mellem to veninder. Jeg fangede denne lille udveksling og vidste: Den ene var skilt og havde nogle børn, som hun skulle være sammen med i påsken. Venindernes ordvalg fik mig igen til at tænke:

Hvorfor siger vi “Jeg skal have mine børn” og “Kan du tage børnene?”, når vi er blevet skilt? Vi siger jo ikke, “Jeg skal have Line i weekenden”, når vi skal være sammen med en veninde. Eller “Har du Peter i aften?”, når vi vil vide, om vores kæreste skal hænge med en ven.

Min kusine gjorde mig opmærksom på det, kort efter jeg var blevet skilt. Jeg ville sidde dér og forsøge at planlægge mit liv ud fra, om jeg havde drengene eller ej. Det var en periode, hvor vi ikke havde så nemt ved at være sammen. Vi var alle i gang med at vænne os til den nye måde at leve på. Når jeg så sagde, at jeg skulle “have dem”, kom det til at lyde som en byrde. Det var det på sin vis også, men mit ordvalg forstærkede den følelse. “Nej, jeg kan ikke komme med til fest; jeg har drengene”. Eller drengenes far ville ringe og høre, om jeg kunne “tage drengene”, fordi han skulle noget. “Hvis du tager dem næste weekend, så tager jeg dem, når du skal …” Vi tog dem og havde dem på skift.

Jeg begyndte at bruge “Jeg skal være sammen med drengene” og “I den weekend er drengene hos mig”. Livet bød selvfølgelig stadig på store udfordringer, som det gør i perioden omkring og efter en skilsmisse, men det føltes rarere at tænke på hver anden weekend som dage, hvor jeg var sammen med mine børn og den modsatte weekend som dage, hvor de var sammen med deres far.

Jeg forestiller mig et barn overhøre en telefonsamtale mellem sin mor og far. Mor siger: “Tager du hende så i påsken (når nu jeg har haft hende i vinterferien)?” Måske tænker barnet intet om det. Men det lyder altså en lille smule som “Tager du så opvasken (når nu jeg har knoklet med maden)?”

Den anden ting venindernes samtale fik mig til at tænke på, var: Hvor længe omtaler vi børnenes anden forælder som vores eks? “Ungerne er hos min eks”. Jeg tænker, at så længe vi omtaler ham eller hende som vores eks, holder vi os fast i, at vi er en skilsmissefamilie. Og hvor længe efter bruddet er vi egentlig det? Moren fra før sagde “Det har vi altid gjort”, hvilket må betyde, at de har været skilt i et godt stykke tid. Er de stadig en skilsmissefamilie?

Jeg tænker ikke på vores familie som en skilsmissefamilie længere. Mine drenge lever i en familie, som er delt i to. Som lever to forskellige steder. Seks år efter bruddet vil jeg ikke lade vores familie definere ud fra dét. Når drengene ikke er hos mig, er de derfor ikke hos min eks. De er hos deres far. Det er jo det, der holder os sammen – deres far og mig. At vi har børn sammen; ikke at vi engang har været gift og valgte at blive skilt. Gi’r det mening?

Lad mig lige gribe i egen barm her (virkelig spøjst udtryk egentlig): Hvad med den formulering, som jeg selv bruger: Mine drenge er hos mig hver anden uge og hos deres far den anden. Er de hos mig og hos deres far? Lyder det ikke lidt som om, de er på besøg? Er de ikke bare hjemme? Hjemme på K.vej og hjemme på G.vej. De er jo altid hjemme; bare to forskellige steder. Børn som bor sammen med begge deres forældre siger jo heller ikke “Jeg er hjemme hos min mor og far”. De er bare hjemme.

Det kan godt gå hen og blive besværligt. Men det er da en tanke værd.

_________________________________________________

GRATIS uundværlig læsning:

“Du fatter jo ikke en skid, mand!” er en uundværlig e-bog for uperfekte forældre til 10-19-årige. Den udkommer med ét kapitel ad gangen. Hvert kapitel er en uafhængig artikel om et emne eller en problemstilling, som de fleste forældre til (præ)teenagere vil støde på.

Bogen skriver jeg sammen med familieterapeut Peter Harboe.

Hent første kapitel GRATIS her. “Fat det nu! Jeg fryser ikke”. Her møder vi Lukas på 14 og hans mor Lene, som er uenige om, hvorvidt det er okay at gå ud uden hue og i gummisko – i minusgrader. Sammen med dem kan du lære, hvordan du bedst støtter dit barns frigørelsesproces. 
Til april kommer en artikel om anerkendelse. Hvordan anerkender man egentlig noget, som man dybest set ikke fatter en skid af?

Når alle mennesker er, præcis som de skal være

“Jeg kan mærke, jeg bliver irriteret, når hun har sagt, at hun gerne ville være mere udadvendt og tale mere med de andre. Og hun så går rundt i pauserne uden at smile; og intet gør for at komme i kontakt med de andre”.

I sidste uge fik jeg en af de helt store gaver. En af dem, jeg får nogle gange om året. Jeg var med til at lave camp for 125 teenagere, undervise dem i personligt lederskab og sociale kompetencer, danse og grine med dem, støtte dem i deres læring og udvikling. Gennem ugen så jeg, hvordan de stille og roligt (eller larmende og hurtigt) voksede og udviklede sig, sparkede nervøsiteten hen i hjørnet, byggede relationer, lod skjoldet falde og deres personlighed træde tydeligere frem.

Som staff placerer vi mentalt et 10-tal i panden på hver og én, når vi møder dem. Vores udgangspunkt er, at alle er præcis, som de skal være. Kompetente, kloge og kærlige unge mennesker. De mangler blot at lære eller mestre nogle ting for selv at kunne se deres eget potentiale og udnytte det. Mange af dem har brug for at se, at andre kæmper med de samme problematikker som dem. Nogle mangler at mærke den tryghed, som et stærkt fællesskab skaber. Og de muligheder for at vokse, som denne tryghed åbner for. Stort set alle frygter at blive udstillet, grinet af, udstødt og bekræftet i, at de bestemt er helt forkerte.  Alle bliver de opfordret til at træde ud i læringszonen – med vores støtte – så de kan vokse som mennesker.

Vi havde talt om det med staffet: Hvilke muligheder har vi, når vi møder nogen, der får os til at reagere? Møder deltagere, som trigger noget i os. Når vi ikke ved, hvad vi skal stille op med en modvillig, en stille eller en forstyrrende deltager.

Tilbage til 10-tallet. Hvis alle mennesker (og ja, det gælder selvfølgelig alle mennesker, vi møder i vores liv) som udgangspunkt er 10-taller; hvis de er præcis, som de skal være. Så kan vi slippe tanken om at skulle lave om på dem. Og hvis vi ikke har til hensigt at lave om på dem, kan vi koncentrere os om os selv. Om vores egne reaktioner i mødet med dem. Måske lagde du mærke til, at jeg lige før skrev “…når vi møder nogen, der får os til at reagere”. I den sætning ligger en vigtig nøgle til at adskille os fra den anden. Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen (bestemt også for at huske mig selv på det): Der er ikke nogen, der kan få os til at føle noget som helst. Vores reaktion i mødet med andre er helt vores eget ansvar. Så sætningen skal snarere hedde “Når vi møder nogen, hvis adfærd vi reagerer på”. Lille forskel med stor betydning.

Blogindlæggets indledende replik blev sagt af en person fra staffet, som mærkede, at han blev irriteret, når en camper gjorde noget andet, end det hun sagde, hun ville arbejde på at kunne. Nu ledte han efter en måde, hvorpå han kunne få hende til at gøre noget andet. Gøre det, hun gerne ville. Han havde en idé om, at hvis han fandt ind til det, som fik ham til at reagere på hendes adfærd, ville han måske finde ind til det, som kunne hjælpe hende med at gøre noget andet.

Han holdt sig helt ovre hos sig selv. Hans hensigt var at undersøge sin egen reaktion, så den ikke forstyrrede hans arbejde med at finde ind til det, pigen havde brug for. Det formåede han af flere grunde: Han havde placeret et 10-tal i pigens pande og på den måde adskilt hendes personlighed fra hendes adfærd. Han huskede på, at hans reaktion på hendes adfærd var hans eget ansvar. Og hans hensigt var at finde det, hun havde brug for, hvis hun skulle rykke sig.

Professionelt.

Tanke: Hvad med privat? Hvad når det sker for os derhjemme med vores egne børn? Er det så muligt at adskille vores egne reaktioner fra deres adfærd? At adskille det, de er, fra det, de gør? Og holde os for øje, at vores hensigt til stadighed må være at finde ind til det, vores barn har brug for (fra os), hvis han skal kunne rykke sig?

Det gør det bestemt sværere, at der er helt andre følelser blandet ind i relationen til vores egne børn. Det er bestemt sværere for mig at adskille mig fra mine drenges adfærd end fra andre menneskers. Når en dreng hjemme hos mig styrter ud af rummet og smækker døren, så huset ryster, er det bestemt svært at huske på, at jeg selv er ansvarlig for min reaktion. Men er det svært som i umuligt? Eller svært som i udfordrende?

For mig kan det være udfordrende. Men ikke desto mindre ønskværdigt. Og muligt. Hvis jeg skal kunne støtte mine børn i deres frigørelsesproces, må jeg finde ud af at adskille mig fra dem. Jeg må finde ud af, hvordan jeg kan undgå, at mine følelser omkring det de gør, bliver deres ansvar. Tænk, hvis de skulle begynde at træffe valg ud fra, hvad de ønsker, jeg skal føle – eller undgå at føle! Tænk, hvis en af mine drenge syntes, han var nødt til at behage mig for at kunne holde til være sammen med mig! Det er ikke mine børns opgave at sørge for, at jeg er okay. Det er min egen.

Det er min opgave at skifte “Han provokerer mig” ud med “Jeg bliver provokeret” og “Det kan du ikke være bekendt” med “Jeg kan ikke være i det her lige nu”. Udfordrende, ja, men langt fra umuligt.  Og heldigvis giver ungerne os jo masser af muligheder for at øve.

_______________________________________________________

GRATIS: “Fat det nu! Jeg fryser ikke” – inspirerende læsning for uperfekte forældre til 10-19-årige.

Sammen med Peter Harboe, som er familieterapeut, er jeg i gang med at skrive en e-bog til forældre til 10-19-årige. “Du fatter jo ikke en skid, mand! (og andre sandheder om livet i teenagefamilier)”. Hver måned fra april til december kommer et (uafhængigt) kapitel.

Første kapitel er dog allerede ude nu. Du kan lige her gratis hente “Fat det nu! Jeg fryser ikke”, hvor du blandt andet møder Lukas og Lene, som er uenige om, hvorvidt det er okay at gå ud uden hue og i gummisko – i minusgrader. Læs, hvordan du kan adskille dig fra dit barn, så du støtter frigørelsesprocessen snarere end at hæmme den.

1. april kan du købe næste kapitel, hvor vi blandt andet besvarer spørgsmålet: Hvordan bliver det muligt at anerkende noget, som vi i virkeligheden ikke fatter en dyt af?

Man skal da savne sine børn

Min 10-årige søn og jeg spiste morgenmad udenfor i går. I minusgrader. På en lav mur lige ved Amagerbrogade. Normalt går vi jo hjemmefra i god tid om morgenen, når der er sne. For at have tid til at træne vores kast. Og nyde den sjælne stilhed på skolevejen. Men da julen var gået uden sne, gav drengene op; de vidste bare, at det ikke ville komme til at ske denne vinter.

Og så kom sneen. Lige da mine drenge skulle hjem til deres far i tre uger. Hvad så med det helt specielle samvær vi har, når der er sne, når det bliver naturligt for mig at lege og konkurrere og slås? Om tre uger er der måske ikke mere sne.

Det er gået op for mig, at jeg kan måle min tilfredshed med mig selv som mor ud fra den følelse, jeg har, når drengene er hos deres far. I en periode som denne, hvor jeg har for meget arbejde til at kunne være helt nærværende sammen med dem, når de er her, savner jeg dem, når de ikke er her.

Savnet er en spøjs blanding af følelser. Beklagelse over stadig ikke at have hjulpet den ene med at skille hans seng ad og den anden med at male graffitien på væggen over. Følelsen af at have en række ufærdige samtaler hængende, ventende. Jeg føler mig ude af trit med deres skole. Kan ikke huske, om vi overhovedet grinede sammen sidst, sådan rigtigt.

Savnet dukker op i ganske korte øjeblikke. Nogle fraskilte ville misunde mig længden på de øjeblikke. Nogle forældre savner deres børn hele tiden, når de hos den anden forælder. Hele tiden! Savnet ligger som en dyne over alt andet. Eller under alt andet. For nogle er det forbundet med store samvittighedskvaler at skulle give slip på det. For hvis vi ikke savner vores børn, må vi da være dårlige forældre.

Jeg savner normalt ikke mine drenge. Det hænger delvist sammen med min tro på, at de har det godt hos deres far. Og det hænger sammen med, at jeg meget tidligt efter skilsmissen traf en beslutning: Jeg VIL leve et helt liv. I den ene uge vil jeg leve sammen med mine drenge på en god måde. Den anden uge vil jeg leve på en god måde uden dem. Det virkede ikke for mig at rende rundt hver anden uge og have følelsen af at mangle noget for at kunne blive lykkelig. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at halvdelen af mit liv blev … mangelfuldt.

Jeg skulle selvfølgelig lige gennem perioden med dårlig samvittighed over, at jeg ikke savnede dem. For ikke savne dem var jeg nemlig nødt til at lade være med at tænke på dem hele tiden. Og hvilken mor tænker ikke på sine børn hele tiden? I det mindste hele tiden, når hun har fri. Denne mor. Åbenbart.

Jeg kan se det fra drengenes perspektiv: Jeg er en meget bedre mor i de uger, de er her, hvis jeg lever fuldt ud, når de ikke er her. Hvilket er sandt; jeg har ingen tvivl. Glade forældre er bare bedre forældre.

Jeg kan også se på det fra mit perspektiv, fra mig som et helt menneske – ikke bare som mor: Jeg lever et meget bedre liv, når jeg lever fuldt ud i alle uger. Jeg er gladere; mit liv er bedre; det hele giver bedre mening for mig. At jeg så bliver sjovere og nemmere at være sammen med for mine børn, er jo en dejlig bonus.

Det er bare ikke helt tilladt at sige åbent, hvis vi lever et fuldt, tilfredsstillende, meningsfuldt liv, når vi ikke er sammen med vores børn. Ikke desto mindre er det efter min mening det mål, vi bør stræbe efter. Det er ønskværdigt, muligt og fuldkommen tilladt. Nogle mennesker vil endda sige, at det er vores pligt – ikke som forældre, men som mennesker. Det er vores pligt at leve fuldt ud.

Hvis jeg ikke er tilfreds i ulige uger, præger det de lige uger. Og omvendt. Jeg bliver en skidt mor (efter min standard), når jeg er utilfreds med mit liv som Camilla. Jeg bliver ikke tilfreds i mit liv som Camilla, når jeg ikke lever op til min egen standard som mor.

Jeg arbejder for meget for tiden. Normalt sørger jeg for at fyre den af, når drengene er hos deres far, så jeg kan arbejde indenfor normal arbejdstid, når de er hos mig. Men for tiden fylder arbejdet så meget, at jeg også arbejder, når de er hjemme. Jeg glemmer at holde fri – om aftenen og i weekenden. Jojo, vi spiller da lidt brætspil og vi sludrer da en smule. Men det meste af tiden passer vi bare hver vores skærm. Og jeg er kun nærværende med mit arbejde.

Så tog de hjem til deres far, sneen kom og med den kom savnet. Sms til faren: Må jeg følge drengene i skole i morgen tidlig?

Lidt over syv i går morges kom min 10-årige derfor hjem og hentede mig i stedet for at gå på morgenfrit (storebror skulle møde senere og lå og fedede den under dynen). Jeg havde pakket morgenmaden og et tæppe i en taske og mig selv i tre lag tøj. Desværre var det meste af weekendens sne væk, men det kom ikke til at betyde noget. Jeg hørte om kammeratens fødselsdag i weekenden, om skolen og om, hvor mange dåsesodavand, de havde stående hjemme hos far. Han valgte en lav mur ved Amagerbrogade, hvor vi kunne sætte os med vores frugtsalat og amagermadder. Før jeg fulgte ham helt ind i varmen i klassen.

50 minutters nærvær mandag morgen gjorde hele forskellen. Mens vi frøs og fantaserede, blev savnet erstattet af en følelse af tilfredshed. Og beslutsomhed: Perioder hvor arbejdet fylder mere end normalt, er tilladte, men de må ikke være så lange som denne er blevet.

Jeg er kun tilfreds som Camilla, når jeg er tilfreds med mig som mor. Og omvendt.