Hold nu bare kæft, Camilla!

Jeg talte med en flok forældre i går. Havde kun ganske få minutter til at fortælle dem, hvordan de bedst kan støtte deres snart voksne børn i at træffe gode valg. Jeg kan tale i timevis (måske endda dagevis) om, hvad de unge fortæller mig, at de har brug for fra deres forældre. Så at skulle koge det ned til 3 minutter er som at give mig en pilleæske, sende mig ind i en chokoladebutik og lade mig fylde æsken med det, jeg allerhelst vil have.

Jeg valgte at tale om en af de største udfordringer, mange forældre har: at holde mund.

Vi har en mening om alt, hvad vores børn gør, siger og synes. Vores opgave er at guide dem, råde dem, anerkende dem, lede dem. Ruste dem til det liv, de står lige midt i og det voksenliv, de snart skal leve. Og det gør vi selvfølgelig også ved at fortælle dem, hvad vi synes, de bør gøre, sige og synes.

Vi kan ikke lade være med at have en mening. Jeg har jo også en mening om det tøj, en kollega har valgt at tage på, om hendes måde at leve sammen med sin mand på, om måden hun taler til sin datter i telefonen. Jeg har en mening om alt, hvad mine veninder gør, siger og synes. Når jeg ikke har en mening om noget, er det oftest, fordi jeg er af den mening, at det ikke er interessant for mig at synes noget om det.

Men fortæller jeg altid den anden, hvad jeg synes? Siger jeg uopfordret til min kollega, at hendes tøj ikke falder i min smag? At hun skal tale ordentligt til sin datter og give sin mand noget plads? Til tider, ja. Til tider nej. Helst kun når hun har spurgt mig, hvad jeg synes.

Mange forældre fortæller stort set altid, hvad vi synes om vores børns valg. Ned ad trappen kommer datteren i noget tøj, vi aldrig ville have valgt at tage på. Vi kommenterer det. Ud af munden på vores søn kommer en holdning, som er meget ulig vores. Vi smider lige 13 sætninger ind om vores holdning. Ind i stuen kommer vores barn – grædende, fordi veninden er blevet sur på hende. “Du skal se, I bliver gode venner igen. Det gør I jo altid. Måske kunne du …”

Stop!

Har hun bedt om din mening? Har han spurgt dig, hvad du synes?

Det er, som om mange af os tror, at fordi vi har født de her børn, så er vi i vores fulde ret til altid at fortælle dem, hvad vi synes. Så kan vi til enhver tid åbne munden og fylde rummet og deres hoveder med vores mening.

Retten har vi sikkert. Det har de fleste mennesker – ret til at mene og ret til at ytre sig. Og vi forældre har da retten til at fortælle, hvad vi synes om det, vores børn siger og gør. Spørgsmålet er bare, hvor meget vi vil bruge denne ret.

Som jeg sagde til forældrene i går: Hvis du drømmer om, at dit barn skal have lyst til at komme og hænge med dig, også efter hun er blevet voksen, så skal du måske ind imellem holde din mening for dig selv. Og så gav jeg dem en udfordring: Tag 10 dage, hvor du undlader at fortælle hvad du synes. Medmindre dit barn spørger til det selvfølgelig.

Det er en udfordring, jeg også har brug for at tage. Ikke alene synes jeg noget om alt, hvad mine drenge gør; jeg har så mange ord i mig, at jeg ind imellem nærmest taler dem til døde i mit forsøg på at forklare, hvordan man også kan gøre, sige eller mene.

Hold nu bare kæft, Camilla!

Reklamer

21 thoughts on “Hold nu bare kæft, Camilla!

  1. Den udfordring snupper jeg sq… ikke at jeg forventer at jeg kan holde 10 dage ( det er laaaang tid at skulle holde K….) men for sportens og (måske) mine børns skyld.
    Men vi er enige om reglerner ikk`?:
    Det gælder kune mine børn… Ikke min elskede kone, mine medarbejdere, naboen eller alle de andre vel ?? :o)

  2. Hvor har du dog ret, Camilla! Og hold kæft, hvor er det svært at holde kæft! De gange det lykkes mig, kan jeg se at det virker! Tak for påmindelsen! ; )

  3. Jeg er bare helt uenig…
    Når barnet kommer grædende da veninden er blevet sur på hende er det vel netop et råb… min veninde er sur på mig hjælp mig så det bliver godt igen……
    Hilsen Lars

  4. Det kan være, det er et råb – et et råb om at blive set og hørt.

    At hjælpe vores børn, så det hele bliver godt igen, behøver bestemt ikke betyde, at vi skal fortælle dem, hvad vi synes. Vi skal snarere skabe plads til, at de kan finde frem til, hvad de selv synes.

    Jeg tror, det er rigtig vigtigt at skele mellem, hvornår vi støtter vores børn i at være i en svær følelse og hvornår vi forsøger at få følelsen til at gå væk, så det ikke længere skal gøre ondt på vores barn.
    Hvem siger, at den grædende piges følelse ikke er god? Det kan godt være, den ikke føles nem lige nu, men hvad er der dårligt ved at være ked af det og have en far, som kan hjælpe én med at være i den følelse? Det er snarere en gave, at far har en mulighed for at træne følelsen til næste gang, den dukker op.

    Gi’r det mening?

  5. Enig i vi måske retter for meget på vores børn og deres beslutninger om lige fra hvad de har på af tøj, til hvad de blander sammen på tallerkenen….. men er enig med Lars.
    Jeg ser det også som et råb om hjælp hvis min søn kommer ind i stuen og er ked af det. Der syntes jeg det er min opgave at lytte til ham, vende situationen og give råd så vi sammen kan finde en mulig løsning.
    Hvis han er ked af det men mener, at han selv kan klare det, melder han ud med: mor, jeg er ok.

    Hvis jeg en dag er rigtig ked af det og ringer til en ven eller veninde, ønsker jeg også dennes mening og råd….ellers havde jeg ikke ringet.

    :o) Dorthe

    • Tak for din kommentar, Dorthe

      Hvor er det fint, at din søn kan finde ud af at melde ud, når han ikke har brug for dig til at klare tingene for ham. Jeg gætter på, at det er fordi, du har vist ham, at du kan finde ud af at holde din mening for dig selv. Og fordi han ved, du er klar med råd, de gange han har brug for dét.

      Du siger, det er din opgave at lytte, vende situationen og give råd. Der rammer du lige min yndlings-tredeling. Den jeg bruger, når et ungt menneske (andres eller egne) vil fortælle mig noget. Jeg spørger: “Hvad har du brug for fra mig? Skal jeg bare lytte (fordi du bare skal have det ud)? Skal jeg hjælpe dig med bedre at forstå det hele (ved at stille dig spørgsmål)? Eller vil du høre, hvad jeg mener (og så kan du bruge det eller lade være)?” Så kan hun selv vælge.
      Ofte lægger de ud med bare at ville have luft. Og når jeg kan finde ud af at give dem pladsen til det – altså ikke undervejs kommer med råd og vejledning – så når de til en forståelse og en vej at gå (en ny ting at tænke), eller de finder ud af, at de alligevel har brug for at høre, hvad jeg synes.

      Vi er vist ikke uenige i, at vi skal støtte vores børn med vores mening. Når de beder om den. Jeg plæderer blot for, at vi forældre ikke automatisk tror, at vores mening vil hjælpe vores børn – med den aktuelle situation eller med at skabe sig selv.

      C

  6. Helt enig:o)
    Børnene skal naturligvis lære at bedømme en situation for selv at finde frem til en mulig løsning. Vi som forældre skal lytte, give råd og vejlede….men aldrig diktere.

    :o)Dorthe

  7. Hvilken aldersklasse snakker vi egentlig om eller er det underordnet….
    synes godt nok at det er lidt afsporet hvis vi taler børn fra 3 til ihvertfald 7 mindst, at man skal holde kæft for de kan være i den følelse og lære udfra det. Godt min barndom ikke blev sådan…. men det er selvfølgelig frit for hvad forældre gør og synes, det er der jo i princippet ikke nogen der skal forhindre dem i……j

  8. Stop!

    Har hun bedt om din mening? Har han spurgt dig, hvad du synes?

    Det er, som om mange af os tror, at fordi vi har født de her børn, så er vi i vores fulde ret til altid at fortælle dem, hvad vi synes. Så kan vi til enhver tid åbne munden og fylde rummet og deres hoveder med vores mening.

    Du skrev
    Retten har vi sikkert. Det har de fleste mennesker – ret til at mene og ret til at ytre sig. Og vi forældre har da retten til at fortælle, hvad vi synes om det, vores børn siger og gør. Spørgsmålet er bare, hvor meget vi vil bruge denne ret.
    Jeg mener at vi skal bruge denne “ret” for hvis børn mellem 3 og 7 kommer ind grædende pga en veninde ja så skal vi da IKKE holde kæft…. vi skal da trøste og hjælpe så de kan blive gode veninder igen hvis vi kan.

    Som du ville skrive………gir det mening….. he he

    • Det giver fuldkommen mening, Lars.
      Jeg har aldrig ment, at vi skal undlade at hjælpe vores børn med at blive gode venner igen efter en konflikt eller undlade at trøste. Jeg mener dog, at vores hjælp i mange situationer kan blive endnu bedre, hvis den støvsuges for “Jeg synes, du skal…” “Hvis det var mig, ville jeg …” og “Du skal bare …” Eksempel:
      Datter på 6 – lad os kalde hende Lina – kommer hjem fra frit og fortæller, at hun og veninden er blevet uvenner og “Sofie er bare så tarvelig”.
      Mor spørger ind: “Hvad er der sket?” og datteren forklarer, hvordan Sofie tog Linas tegning, som hun havde gjort sig vildt umage med og så sagde hun, at den var grim og så tegnede hun på den og så … og så …

      Mulighed 1: Mor siger “Aj, det kan hun da heller ikke være bekendt” eller “Det kan jeg godt forstå, du blev ked af” og “Så må du sige til Sofie, at hun skal …” eller “Kan du ikke bede en af de voksne om …”

      Mulighed 2: Mor siger “Så hun tog den tegning, du havde gjort dig så umage med? Og tegnede på den? Er det det, du blev ked af, eller var det, at hun sagde, den var grim?” Eller noget andet i den stil, som giver Lina mulighed for at mærke mere efter, hvordan hun har det med det skete. Som hjælper hende med at forstå sine følelser og sætte ord på dem. Hvor mor holder sine råd og sin vurdering ude af samtalen, så der er plads til Lina.
      Efterhånden som ordene kommer og moren viser, at hun kan være sammen med Lina i de svære følelser, vil Lina opleve, at følelsen bliver nemmere at være i.
      Mange forældre har lidt for travlt med at forsøge at fikse problemet og tage den svære følelse væk fra deres børn. Naturligt nok. Vi vil helst ikke have, at det skal gøre ondt på de små mennesker. Men lad mig spørge dig: Vil Lina opleve at blive ked af det igen i sit liv? Og vil vi ikke gerne, at hun skal finde ud af at være i den følelse? Mærke den, genkende den, sætte ord på den?

      Når Lina har mærket og udtrykt følelsen, bliver der plads i hende til at tænke videre – i løsninger af konflikten. Og man kan sagtens spørge en 5-6-årig “Hvad vil du gøre, når I ses igen?” eller en 7-årig “Hvad har brug for (fra mig/fra Sofie) nu?”

      På et tidspunkt – senere i samtalen – er der måske brug for nogle forslag fra moren. Måske. Efter min mening er det langt vigtigere (og meget mere bæredygtigt) at hjælpe Lina med at håndtere sine følelser end det er at finde en løsning så hurtigt som muligt.

      Selvfølgelig skal vi hjælpe (og trøste, hvis trøste ikke er at Nåååh’e og forsøge at fjerne den svære følelse). Det er (også) vores job som forældre. Vi skal bare holde kæft med vores mening, indtil de virkelig har brug for den.

      Gav dét mening?

      C

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s