Hold nu bare kæft, Camilla!

Jeg talte med en flok forældre i går. Havde kun ganske få minutter til at fortælle dem, hvordan de bedst kan støtte deres snart voksne børn i at træffe gode valg. Jeg kan tale i timevis (måske endda dagevis) om, hvad de unge fortæller mig, at de har brug for fra deres forældre. Så at skulle koge det ned til 3 minutter er som at give mig en pilleæske, sende mig ind i en chokoladebutik og lade mig fylde æsken med det, jeg allerhelst vil have.

Jeg valgte at tale om en af de største udfordringer, mange forældre har: at holde mund.

Vi har en mening om alt, hvad vores børn gør, siger og synes. Vores opgave er at guide dem, råde dem, anerkende dem, lede dem. Ruste dem til det liv, de står lige midt i og det voksenliv, de snart skal leve. Og det gør vi selvfølgelig også ved at fortælle dem, hvad vi synes, de bør gøre, sige og synes.

Vi kan ikke lade være med at have en mening. Jeg har jo også en mening om det tøj, en kollega har valgt at tage på, om hendes måde at leve sammen med sin mand på, om måden hun taler til sin datter i telefonen. Jeg har en mening om alt, hvad mine veninder gør, siger og synes. Når jeg ikke har en mening om noget, er det oftest, fordi jeg er af den mening, at det ikke er interessant for mig at synes noget om det.

Men fortæller jeg altid den anden, hvad jeg synes? Siger jeg uopfordret til min kollega, at hendes tøj ikke falder i min smag? At hun skal tale ordentligt til sin datter og give sin mand noget plads? Til tider, ja. Til tider nej. Helst kun når hun har spurgt mig, hvad jeg synes.

Mange forældre fortæller stort set altid, hvad vi synes om vores børns valg. Ned ad trappen kommer datteren i noget tøj, vi aldrig ville have valgt at tage på. Vi kommenterer det. Ud af munden på vores søn kommer en holdning, som er meget ulig vores. Vi smider lige 13 sætninger ind om vores holdning. Ind i stuen kommer vores barn – grædende, fordi veninden er blevet sur på hende. “Du skal se, I bliver gode venner igen. Det gør I jo altid. Måske kunne du …”

Stop!

Har hun bedt om din mening? Har han spurgt dig, hvad du synes?

Det er, som om mange af os tror, at fordi vi har født de her børn, så er vi i vores fulde ret til altid at fortælle dem, hvad vi synes. Så kan vi til enhver tid åbne munden og fylde rummet og deres hoveder med vores mening.

Retten har vi sikkert. Det har de fleste mennesker – ret til at mene og ret til at ytre sig. Og vi forældre har da retten til at fortælle, hvad vi synes om det, vores børn siger og gør. Spørgsmålet er bare, hvor meget vi vil bruge denne ret.

Som jeg sagde til forældrene i går: Hvis du drømmer om, at dit barn skal have lyst til at komme og hænge med dig, også efter hun er blevet voksen, så skal du måske ind imellem holde din mening for dig selv. Og så gav jeg dem en udfordring: Tag 10 dage, hvor du undlader at fortælle hvad du synes. Medmindre dit barn spørger til det selvfølgelig.

Det er en udfordring, jeg også har brug for at tage. Ikke alene synes jeg noget om alt, hvad mine drenge gør; jeg har så mange ord i mig, at jeg ind imellem nærmest taler dem til døde i mit forsøg på at forklare, hvordan man også kan gøre, sige eller mene.

Hold nu bare kæft, Camilla!

Reklamer

Det Helt Store (jule)Overblik

Julen kom til Amager i lørdags. Med juleoptog på Amagerbrogade.

Som hvert år styrtede vi rundt herhjemme for at nå hen og tage opstilling i tide. Sjovt nok er vi ofte i virkelig god tid og ender alligevel med at måtte skynde os. Vi pakkede os godt ind, overvejede kakao på termoen, måtte droppe det, talte om tidligere oplevelser med optoget. Ud af døren.

Når vi placerer os på Amagerbrogade tættest på os selv, står vi af gode grunde blandt nærområdets børnefamilier. Og mens mine drenge bruger tiden på at gå frem og tilbage over cykelstien for at tjekke, om optoget er ved at være nær, benytter jeg mig af chancen for at studere forældreadfærd. Hygger mig, noterer mig, undrer mig.

“Moar? Moaar? Moar?” lyder det fra en pige, hvis mor står og taler med en anden voksen. Moren taler videre og pigen bliver utålmodig. “Moaaar?!” Moren kigger ned på hende og de veksler et par sætninger. Moren vender tilbage til sin voksensamtale. Et minut senere  lyder det igen: “Moar? Moaar?!” Moren taler lidt videre, afbryder sin samtale, taler kort med datteren, vender tilbage til den voksne.

Jeg går ud fra, at de fleste af os står her, fordi (vi mener) vores børn gerne vil se optoget. Og jeg tænker: hvis vi er her for børnenes skyld, hvorfor ER vi her så ikke? For vores børns skyld. Hvorfor vælger vi ikke at være fuldt ud til stede sammen med dem? Lege og sludre i ventetiden, så oplevelsen er god – også før orkestret og Fætter BR (!) endelig nuldrer forbi.

Jeg kigger rundt og ser de mange forældre, som står og taler med andre voksne. Nogle har nået at tage glögg og kaffe med. (Næste år vil vi være i endnu bedre tid) En far lyder irriteret nu: “Kom nu ind til siden! Der kommer cykler”. Moren til samme dreng overtager: “Nu skal du altså blive her. Ellers bliver du væk”. Tilbage til far: “Hvis du ikke kan høre efter, går vi hjem”.

Det har altid generet mig, når forældre vælger at være to om at irettesætte. Lader ordene lappe over. Som om den ene tænker, at den andens ord ikke helt er nok … Og barnet står eller sidder dér og bliver bombarderet. Fyldt med ord.

Drengen ser ud til at forsøge; hans ben vil ikke stå stille. Fra hans plads er der kun udsigt til voksennumser. Forældrene taler videre med hinanden.

“Hvornår kommer de, mor?” Min yngste begynder at miste tålmodigheden. Vi ender ude i en historie om, at juleoptoget skal nå landet rundt inden aften, så det bevæger sig så hurtigt forbi, at det måske har været der, uden vi har set det. Hvor lang tid vil der gå, før alle de andre opdager det?

Igen tænker jeg, at det kan være meget nemmere at hænge ud med drengene, når jeg er den eneste voksne. Så er det kun mine tanker, de afbryder, når noget falder dem ind.

Mine ører fanger en samtale mellem to mødre.

“… ikke fatte, det allerede er jul igen. Jeg gider simpelthen ikke i år. Alle de julearrangementer. Så er det skolen og så er det fritten. Og i år skal de gi’ nissegaver. Og i år er det os, der skal holde jul. Så det er gaver og indkøb og sidst glemte jeg fandme mandelgaven. Og jeg når sgu aldrig at købe gaverne i god tid, selvom jeg hvert år siger, jeg vil”. Hun sukker dybt; veninden tager over:

“Jeg har allerede købt til pigerne. Det var jeg nødt til. Jeg får slet ikke tid til noget i år. Jeg skal være færdig med en masse ting på arbejdet før ferien. Og så skal vi noget i alle weekender fra nu. Alle sammen. Og Peter vil bare ha’ den helt store juleaften, selvom det kun er os i år”.

Veninderne sukker i kor. Jeg er blevet helt travl indeni af at lytte til dem. Skynder mig mentalt at takke min søster for at holde julen igen i år.

Jeg kommer i tanker om noget, en kollega engang sagde til mig om julen:

“Hele måneden stresser jeg rundt for at nå det hele til juleaften. På arbejdet og hjemme. Alt er forberedelse til den aften. Som jeg dårligt nok kan finde ud af at nyde, fordi jeg er alt for træt”.

Og pas nu på, kære læser, for dette går nu hen og bliver en slet (ikke) skjult reklame for noget, der kan synes uopnåeligt: Det Helt Store Juleoverblik.

Dengang brugte jeg en del tid på at hjælpe overbebyrdede institutionsledere med at strukturere deres arbejde. Så alt blev nået og de kunne nyde deres arbejde i højere grad. Og ikke mindst så de kunne holde fri i weekenden – også mentalt. Og det faldt mig ind, at samme metode måske kunne bruges til en overbebyrdet mor i december. Som gerne ville nå alt, nyde processen og tage anden portion ris a la mande med følelsen af at have fri.

Jeg fik lov til at prøve det på min kollega. Og mens jeg skubber Jante ned af min skulder, får du her den sms, hun sendte til mig juleaftensdag klokken lidt i 16: “Camilla, for Julen da! Sidder med fødderne oppe i sofaen. Styr på alt. Også tiden. Og vejrtrækningen. Bedste jul nogen sinde! Tak!”

Siden da har jeg hver december tilbudt julestressede mennesker at hjælpe med at skabe ro og overblik. Og det virker sgu, det skidt! 

Jeg mødes med hende (ofte er det kvinder, der stresser mest i december; det kan vi komme tilbage til en anden gang) og i løbet af to timer får vi alt pillet fra hinanden. Alle opgaver bliver vendt, vurderet, valgt eller valgt fra, sat i system. Vi drysser lidt nydelse ned over planen, ønsker hinanden en helt vidunderlig jul og skilles. Hun med en sund rød farve i kinderne, et helt anderledes blik i øjnene, end da hun kom og ikke mindst med Det Helt Store (jule)Overblik.

Som det allermeste af det jeg laver, er dette simpelt. Ikke nødvendigvis nemt, men simpelt. Og med større effekt end mange tør håbe på, før vi går i gang. Og effekten? Den mærker også børnene. De elsker at have forældre, som kan finde ud af at være ordentligt nærværende.

Tilbage til lørdagens (venten på) juleoptog.

Jeg bed mig selvfølgelig i tungen og undlod at fortælle de fremmede, forpinte mødre om det virkeligt simple. Meget få ting er værre end folk, der fortæller én, hvad man har brug for, ikk? Altså før man har bedt om deres råd.

Ved siden af os meddelte en dreng fra sin plads på farens skuldre, at optoget var i syne.

Hele tre julemænd (sig mig, var den ene en kvinde?) fik vi råbt vores gaveønsker til (BMX!!! Nintendo-et-eller-andet-sært-spillenavn!!! Kokkepiiiige!!!). Så han da forstå det.

Da vi også havde vinket til (ikke storsmilende) folk i en række personbiler, som var landet bag optoget og ikke kunne finde et mennesketomt hjørne at dreje af ved, smuttede vi hjem igen. I gåsegang med områdets andre børnefamilier. En time efter vi var kommet; tyve minutter efter optoget viste sig. Det er sgu da godt, vi har øvet os i at nyde ventetid i vores familie. Husk mig på, at jeg skal fortælle dig om vores Tivoli-sommer en dag.

Advarsel! Reklamen fortsætter:

Kender du nogen (rigtig godt), som ville få en meget rarere december måned, hvis de fik skabt et overblik, så send dem endelig min vej. Men advar dem lige: Det kan ikke undgås, at vi får rodet lidt ved “man” og “plejer”. Det er ekstra sjovt (og ekstra vigtigt) at gøre i juletiden.

Woopsedaisy

Lovede for nogen tid siden at give dig et minitrick, som kan hjælpe dig med at styre dit temperament sammen med ungerne (og alle andre).

Kort sagt hedder det: Lad være med at bande.

Simpelt, men ikke nødvendigvis nemt. Som de fleste af de ting, der bare virker. Som at rumme et andet menneskes følelsesudbrud med et “Nå” og et punktum. Det er simpelt og det virker; men det er bestemt ikke altid nemt.

Så så man jo lige mig i mit køkken en morgen for 5 år siden. Mælkeskummeren af glas tog turen ned i vasken i en forkert vinkel og smadrede.

“For helvede da også, mand! Nu skete det kraftedme igen! Det er fandeme den tredje mælkeskummer, jeg får smadret!” Fra 0 til 8 på raseriskalaen på under 5 sekunder. I løbet af de samme 5 sekunder blev viskestykket smidt hen i hjørnet af rummet og drengene blev tre cm lavere på køkkenbænken bag mig. “Sådan noget forbandet lort!” Op på 9 med mig. Kunne ikke være helt så voldsom i mine bevægelser, som jeg havde lyst til, mens jeg ryddede op, fordi det var glasskår, jeg håndterede. Der var stille bag mig.

Jeg er ikke stolt af det. Allerede mens det stod på, var jeg mig pinagtigt bevidst, at jeg var i gang med at lære mine drenge en lang række ord, som de sagtens kunne leve foruden. Jeg vidste, at jeg overreagerede. Jeg kunne selv mærke, hvordan jeg kørte mig selv op. Men netop fordi jeg kørte mig selv op for hver sætning jeg sagde, kunne jeg ikke stoppe det. Jeg tog magten over mig. Lidt som ved et hormon-rush under en graviditet. Ustyrligt. Og jeg kunne i situationen ikke finde ud af andet end at lade mig rive med.

Lad os gå et skridt (og få sekunder) tilbage.

Mælkeskummeren ryger i vasken og smadrer. Det er jo bare, hvad det er. Det er en ting, der ved et uheld går i stykker. Hjemme hos os er tingene til for at blive brugt. Vi kaster ikke rundt med tallerkenerne, men det betyder ikke noget, at en pude ligger på gulvet. Vi finder på at skrive regnestykker med blyant på bordet og øve saltoer i sofaen. Jeg er Stabler, hvilket betyder, at jeg hellere bruger et helt minut på at stable de ting, jeg skal transportere til et andet sted i hjemmet, end at gå flere gange. Og det koster altså ind imellem en ting. Så jeg har aldrig rigtig kunnet tillade mig at skænde, hvis ungerne kom til at ødelægge noget. Og ser heller ikke rigtig nogen grund til det.

Så når mælkeskummeren smadres i vasken, handler min reaktion meget lidt om dén og rigtig meget om alt muligt andet. Hvis jeg kunne sætte min hjerne på slow motion, ville jeg sikkert kunne fange flere af disse tanker:

Det er synd for mig. Nu skal jeg til at bruge tid på at rydde op. Hvordan skal jeg få råd til en ny? Jeg har ikke tid til det her. Hvad er klokken? Nu kommer vi for sent ud af døren. Der er glasskår over det hele. Hvor er det bare typisk, at det sker for mig. Og så lige nu. Om morgenen. Kan jeg aldrig få lov til at have en rolig morgen. Jeg skulle aldrig have købt den i glas. Hvorfor skal det hele være så besværligt?

En helt masse tanker om alt muligt andet, end at mælkeskummeren gik i stykker. Tanker som afspejler, hvordan jeg havde det i den periode. Jeg syntes i virkeligheden, at livet var hårdt. Det var ikke nemt at skabe et nyt liv efter skilsmissen. Jeg var overvældet – af gøremål, tanker og af følelser som skiftede mellem alt fra frihed til dårlig samvittighed.

Med uheldet fik jeg en undskyldning for at lukke noget damp ud. For at rase. Råbe. Brokke mig over noget helt konkret, når nu jeg ikke syntes, jeg kunne brokke mig over en skilsmisse, jeg selv havde været med til at vælge. Fuldkommen forståeligt, men ikke desto mindre virkelig uhensigtsmæssigt.

Jeg elsker det ord: Uhensigtsmæssigt. Jeg handlede på en måde, som ikke passede til den hensigt jeg havde med mit liv med drengene. Hensigten var jo at skabe et liv, hvor begge deres forældre var glade. Hensigten var at skabe tryghed for dem i alt det nye. Hensigten var (og er) at vise dem, at ting er ting og at de kan gå i stykker ved brug. Hvis dét var min hensigt, så var min reaktion uhensigtsmæssig. Jeg viste med al tydelighed, at jeg var frustreret, at man ikke kan føle sig tryg i sit eget køkken og at det er ganske forfærdeligt, når noget går i stykker. Tre ud af tre.

På det tidspunkt mødte jeg på min uddannelse Chris Manning. Som påstod, at hvis man skifter bandeordene ud med et fjollet ord – som for eksempel “Woopsedaisy”, så er det umuligt at hidse sig selv op i samme grad. Dengang troede jeg stadig, at en ændring af noget vigtigt nødvendigvis måtte være svær, så det provokerede mig gevaldigt, at han mente, løsningen kunne være så simpel. Men da jeg i samme periode var begyndt at lægge mærke til, at når noget provokerede mig, så var der ofte noget i det, så gav jeg det en chance.

Jeg havde gennem nogen tid arbejdet med min 2. klasse om, hvordan de kunne gøre konflikterne i frikvarteret mindre og færre. Vi lavede et forsøg, som gik ud på at undersøge, om man kan være vred, mens man hopper. Det kan man ikke. Prøv selv, hvis du ikke tror mig. Nu besluttede jeg at kombinere hop med “Woopsedaisy”. Jeg fortalte min søn på 6 om klassens forsøg og bad ham sige “Hop, mor!” hvis han om morgenen kunne mærke, at jeg fik min travle stemme på (han kendte den jo så godt). Jeg skrev “Woopsedaisy” på tavlen i køkkenet – synligt og ganske provokerende.

Nu ville jeg jo elske at sige til dig, at drengen en morgen sagde “Hop, mor!”. Og jeg hoppede, mens jeg sagde “Woopsedaisy”. Og vi smilede til hinanden, mens fuglene sang og skyerne drev væk. Sådan blev det ikke.

For jeg vidste, at hvis jeg mærkede morgenstressen komme; hvis jeg begyndte at få den velkendte kriblen i brystkassen; hvis jeg hørte mine sætninger blive kortere og kommanderende, så ville det virke mod hensigten. Jeg ville blive endnu mere irriteret, hvis min søn sagde “Hop, mor!” Og jeg ville ikke have lyst til at hoppe. Eller stoppe. Jeg ville barnagtigt og offeragtigt have lyst til at hidse mig op og bande og råbe. For hvor var det hele dog synd for mig. Og så om morgenen!

Derfor kom det til at handle om at mærke, hvornår jeg var liiige ved at være der. Når jeg mærkede det, messede jeg Woopsedaisy – højt og inde i hovedet, i forskellige tonearter og med forskellige stemmer. “Woopsedaisy, woopse-woopse-woopsedaisy”. Og så skabte jeg lidt ekstra motivation ved at indlede en konkurrence med drengene (hvoraf den ene aldrig bandede og den anden netop var begyndt i fritidshjem og derfor hang med de store) om, hvem der kunne bande mindst. Hvert bandeord gav en streg på tavlen. En streg kostede en krone.

Og det virkede!

Simpelt. Ikke nemt. Og helt vildt fjollet, mens det stod på. Det virkede at gøre noget andet, end det jeg havde gjort indtil da. det virkede at fokusere på løsninger i stedet for at blive ved med at føle, at jeg ikke selv kunne vælge. Måske fortæller jeg dig en dag, hvordan jeg endte med for alvor at tage livet af min morgenstress. Det er nemlig også muligt og også dét kan være ganske simpelt.

Hvad skal jeg lære af mit barn i dag?

Tager man en bestemt bus i et bestemt tidsrum om morgenen, møder man eleverne fra Sankt Annæ Sangskole. Børn i alle aldre. Som på turen skiftes til spontant at bryde ud i (enkelte strofer af en) sang.

Denne morgen var det en flok piger og drenge på cirka 9 år, som fyldte sæderne bag i bussen. Tilsyneladende var det tid til at øve julesange på skolen, for på turen nåede jeg at nyde tre af slagsen.

Holdende ved et stoppested så vi fra vores pladser, at en dreng var faldet på sin cykel på cykelstien lige uden for bussen. Han sad og ømmede sig på jorden. Alene. Idet jeg tænkte nøjagtig samme tanke, sagde den ene 9-årige “Hvorfor er der ikke nogen, der hjælper ham?” og en klassekammerat sagde (igen i takt med mine tanker) “Skal vi stå af og hjælpe?”

Nu tænker jeg: er de to børns ytringer tegn på, at de er specielt socialt intelligente – eller på børnesprog: er de menneskekloge og dermed i stand til på den ene side at se, hvad drengen kan have brug for og på den anden side se, hvor de selv kunne opfylde hans behov?

Og endnu en tanke: kan jeg lægge nogen betydning i, at det netop var de to piger i flokken, der reagerede?

Ingen af os stod af. Heldigvis kom en forbipasserende fodgænger drengen til hjælp og vi kunne fortsætte vores tur. 30 sekunder senere var de to piger igen fordybet i samtale med de andre i flokken. Hvilken telefon er den absolut fedeste på markedet lige nu? Og hvem er så heldig at eje sådan én?

Ved stoppestedet ud for skolen trådte den ene pige til side for kammeraterne og blev den sidste, der forlod bussen. Lige inden hun begyndte at gå ned ad trappen, kiggede hun sig tilbage og skannede bagsædet for glemte sager. Vi fangede lige hinanden i et lille smil. Og så var hun ude af bussen.

Jeg kender en dreng, som altid har styr på sine ting. Han ved, hvor de er og han husker at tage det med, han skal bruge. Han finder på at vende sig i døren for at sikre sig, at han har det hele med. Slukker lyset, når han forlader et rum. Ja, faktisk har han så meget styr på, hvor alting er, at hans mor kan spørge ham “Har du set mit blå tørklæde?” og regne med, at han ved, hvor det er. Hvis han altså på noget tidspunkt har set det. Hun tænker, at det nok er fordi, han er så visuel. Og at han har så meget brug for tryghed, at han har været nødt til at lære, hvordan han kan sikre sig den.

Jeg kender en anden dreng, som stort set aldrig ved, hvor noget som helst befinder sig. Han kan have lagt en ting fra sig for tre minutter siden, og nu kan hverken lokken eller trusler få ham til at huske, hvor det nu er henne. Morens forsøg: “Hvor havde du det sidst?” irriterer ham, for han ved det ikke. Han husker det ikke. Han lagde det og da han trådte væk fra dét, trådte han videre i tiden. Nu er han til stede i en ny tid – tre minutter senere. Denne dreng vil til enhver tid have en fornemmelse af, hvordan du har det. Han er sammen med dig lige nu, så for ham er det ganske naturligt at sikre sig, at du er okay. Fordi kun hvis du er det, kan han være det til fulde.

Den første dreng ville have set den faldne dreng på cykelstien. Den anden dreng ville have mærket drengens smerte. Den første dreng ville blive siddende, for ellers ville han selv komme for sent. Den anden dreng ville være stået af for at hjælpe – og have glemt sin taske i bussen.

Forældrene til den ene dreng kan vælge at tænke “Gid han var lidt mere omsorgsfuld. Og gid han ikke hele tiden havde brug for at vide i detaljer, hvad der skal ske resten af dagen og i morgen. Kan han ikke bare slappe lidt af?” Eller de kan vælge at tænke “Hvor vildt! Han ser alt. Og derfor kan han altid finde vej i nærområdet”.

Forældrene til den anden dreng kan vælge at tænke: “For helvede sgu da også! Han mister alting. Vi skal altid lede efter noget”. Eller de kan vælge at tænke: “Hvor er det fantastisk med den evne, han har til at være til stede lige her og nu”.

Forældrene til begge drenge kan vælge at tænke “Interessant! Og interessant, at jeg reagerer. Hvad er det, jeg kan lære? Af min søn og af min reaktion”

Forunderlige, interessante forskellighed.

Hvad kunne du tænke dig at lære af dit barn?