At blive skældt ud er som at blive slået med ord

Jeg hørte dem, da jeg var på vej hen til kiosken. Eller hørte hende. En mor, som talte til sit barn. De fleste ord blev væk i lyden fra en bil, men jeg opfattede tonen som irriteret. ” … holde øje med bilerne…” var nogle af ordene. Og ”… hurtigere…” Hun brugte en masse ord og en hel del stemme.

Jeg nåede kun at tænke, ”Gad vide, hvor gammelt barnet er”, før jeg gik ind til kioskmanden, som strålede af at have holdt lang ferie nede hos sin store familie.

Tilbage på gaden så jeg, at de to var nået hen til næste hjørne og moren til næste niveau af sin irritation. Hendes ord hørtes tydeligt de mange meter hen til mig. Mens jeg gik mod min gadedør – og nærmere dem, hørte jeg:

”Nu kommer du her hen!” Hun pegede på jorden lige foran sig.

Sekunders pause. Måske sagde sønnen noget, jeg ikke kunne høre. Jeg så nu, at han var omkring 9-10 år. Han stod med skoletasken på ryggen halvanden meter fra sin mor. Gik ikke tættere på hende.

”Kom her hen!” Hvert ord blev nærmest udtalt for tydeligt. Endnu højere end før.

”KOM HER HEN! NU!”

Jeg var nået til min gadedør, men låste mig ikke ind. Ville se, hvordan drengen reagerede (Ville jeg turde nærme mig, hvis jeg var ham? Ville jeg turde lade være?). Fik lyst til at passe på ham. Så jeg stod der bare – 10-15 meter fra dem. Og kiggede.

”Nu kommer du herhen, når jeg siger det til dig!” Morens ansigt, kropsholdning og stemme fik mig til at tænke, at hun nu havde talt sig selv fra irritation til vrede. Helt selv. Drengen rykkede hen foran hende – med ryggen til mig og ansigtet vendt bort fra sin mor.

”Når jeg siger, du skal komme hen til mig, så skal du komme hen til mig. Hører du?” Nu pegede hun på ham, mens hun kiggede ned på ham. Jeg kunne ikke høre hans svar.

Jeg vendte mig væk fra min dør og stillede mig med fronten direkte mod hende. Havde brug for at vise, at jeg holdt øje med hende. Som om det kunne hjælpe noget. Som om det ville hjælpe ham. Mest af alt havde jeg lyst til at gå hen og stoppe hende.

”Kig på mig, når jeg taler til dig! Kig på mig!” (Hun blev ved!)

Drengen vendte ansigtet op mod hende. Og i det samme lagde moren mærke til mig. Tror jeg. Hun kiggede i hvert fald lige på mig, sagde ikke noget til sønnens opadvendte ansigt, vendte ryggen til os begge og begyndte at gå over vejen.

”Så går vi!” var det sidste, jeg hørte. Og de gik videre – uden at tale sammen. Drengen et par skridt bag moren.

Og jeg gik op i lejligheden, mens jeg tænke på, om jeg kunne have gjort noget for at hjælpe drengen. Tænkte endda et øjeblik på, hvor meget nemmere det havde været, hvis moren havde langet ud efter ham. Så kunne jeg i det mindste have anmeldt hende. Haft loven bag mig, når jeg blandede mig i hendes opførsel. Som det var nu, kunne jeg kun bruge oplevelsen til at blive mindet om et barns ord, som jeg har læst i en bog om skæld ud: ”Det er som at blive slået med ord”. At blive skældt ud er som at blive slået. Med ord.

Jeg havde netop været vidne til, at en dreng blev slået med ord. Råbt ad på åben gade. Af sin egen mor! Og ikke bare det. Ikke alene trak moren sit magt-kort, den voksnes magt-kort, da hun valgte at råbe og skænde i sit forsøg på at få barnet til at makke ret. Hun bad ham (fandme!) også om at kigge hende lige op i ansigtet, mens hun spyttede sine ord ud. Kan det blive mere konfronterende? Mere ydmygende?

Tænk at være det barn, som skal opleve sådan noget, mens han bevæger sig rundt i sit nærmiljø, på sin egen skolevej, hvor kammerater og lærere og naboer kan komme forbi. Og være vidner til hans ydmygelse.

Jeg er egentlig fuldkommen ligeglad med, hvad der er sket forud for morens skæld ud. Drengen kan have sagt eller gjort noget, som moren ikke brød sig om. Brudt regler og løfter og loven. Men intet han kan have gjort, giver hende ret til at handle, som hun gjorde. Intet giver os ret til at ydmyge vores børn.

Han skal nok overleve. Børn overlever det meste.

Men hvad med hans selvværd?

Hvad sker der med det lille menneske, som af sine vigtigste voksne bliver råbt ad, skældt ud, irettesat, ydmyget – hjemme eller ude? Hvad sker der, udover at han måske selv råber og skælder ud og ydmyger andre?

Jeg har et bud på, hvad der kommer til at ske med drengens og morens relation. Snart vil drengen vælge at være så lidt sammen med sin mor som muligt. Ikke bare fordi det hører sig puberteten til. Også fordi det gør alt for ondt på ham at være sammen med hende. For at redde sig selv, redde sin selvfølelse, må han vælge hende fra. Hvis han ellers har styrken til det. Han vil komme til at frygte eller hade (eller bare forsøge at undgå at kigge på) hendes ansigt, som hun har tvunget ham til at kigge lige ind i, når det er allermest ubehageligt at være ham.

En tanke dukker op: Hvad vil moren sige, den dag sønnen har gjort noget, som er virkelig forkert? Når han siger, han er blevet presset af vennerne til at bryde loven? De har sagt, ”Nu gør du det! (Fordi vi siger det!)” Vil hun vide, at hun selv har lært ham det? Eller vil hun skælde ham ud for at være ufornuftig og for at lade sig lokke?

Det giver mig lyst til igen at spørge mig selv og andre forældre: Ville vi nogensinde tale til vores venner, som vi taler til vores børn? Og hvis vi gjorde, hvor længe mon de ville blive i vores liv?

Reklamer

7 thoughts on “At blive skældt ud er som at blive slået med ord

  1. Det er rigtigt. Altså at Erik S sagde det først. Ved du, at han har skrevet en bog til forældre, mens hans første mere var til professionelt voksne? “Skæld Mindre Ud” hedder den nyeste (meget kreativt). Ville elske at kunne sige, jeg havde læst den. Lige som med alle andre fagbøger, der kommer gennem mine hænder, så blev den skimmet og de obligatoriske æselører blev sat. Den virker rigtig god og meget nemmere at gå til end den første.
    Og tak!

  2. Kære Camilla
    Puha, barsk læsning! Og jeg kan desværre godt genkende mig selv som moren der skælder ud på sit barn – og ydmyger og nedgører og skader selvværdet. Måske ikke i samme grad, men alligevel… Og vi ved det jo godt, når vi står der og skælder ud. Vi ved jo godt, at det er forkert og ukonstruktivt og dumt, og vi går fra situationen med en dårlig smag i munden og sort, sort samvittighed. For vi har, måske igen, ikke forsået at styre vores vrede og ladet det gå ud over vores højselskede børn, som, vel for alle forældre, er de mennesker vi mindst af alt ønsker at skade.
    Derfor er det godt at læse historier som denne og blive mindet om at det ikke er den rigtige vej at gå. Måske strækker vores tålmodighedsmuskel sig lidt længere næste gang vi står i en lignende situation, eller vi når at stoppe op og tænke før vi handler/skælder.
    Men hvad skal vi sætte i stedet? For mit eget vedkommende ved jeg, at viden og forståelse for barnets synspunkt er en af de bedste redskaber til at undgå at havne i situationen. Men ind i mellem savner jeg flere redskaber der kan hjælpe mig.
    Så Camilla, har du ikke nogle fantastiske og gode råd og redskaber vi kan trække op, når vi er havnet i en situation, hvor vi er blevet vrede og det er ved at eskalere? Sådan et par gode tricks der er nemme at huske og anvende lige når vi har brug for det?
    Tak for bloggen!
    Kh. Inge

  3. Hmm….vigtige pointer og virkelig stof til eftertanke. Jeg er til stadighed nysgerrig på mine egne reaktioner i det offemtlige rum – skal jeg reagere eller samtykker jeg ved netop ikke at reagere – og hvad tænker mine egne børn, hvis de også har været vidne til mentale lussinger. I enkelte tilfælde har jeg prøvet at afvæbne situationen ved at bevidne, det jeg hører og ser uden ophidset indblanding. Det gav en pause i de mentale lussinger. Det bedste der skete var, at en mor pludselig kunne se situationen udefra, og greb chancen for at ændre den, og gik derfra med en storgrinende dreng – det værste var en far som benyttede lejligheden til at fortælle mig om hans ret til at opdrage “lorteungen”, som han fandt bedst – drengen forholdt sig tavs og udtryksløs.
    Jeg er helt enig i, at vi som voksne ikke ville finde os i at blive talt til på en ydmygende måde. Desværre er børn til en vis alder underlagt magtrelationen og kan kun vente på at de voksne/forældrene ændrer situationen – en situation som sjældent er opstået ud af det blå, men ofte i forbindelse med påvirkning fra noget, som ligger forud.
    Mic

  4. Inge: Tak for opfordringen. Jeg poster senere ét bud på et redskab, som kan være med til at ændre vores forældreadfærd til det bedre. Så ungerne får færre ord-bank.

    Her bare et trick: Hop! Det er absolut umuligt at (for)blive vred, når du hopper. Det kræver selvfølgelig, at du virkelig gerne VIL ud af vreden. Og at du husker det. Jeg fik engang min ældste søn til at huske mig på det, når morgenstressen var ved at tage over: “Hop, mor!”

    Mic: Også tak til dig. For at du blander dig derude. Fik en kommentar på Facebook på mine ord. Fra en kvinde, som selv blev slået med ord som barn og som ville ønske, at en voksen ind imellem havde blandet sig. Så hun havde kunnet mærke, at det ikke var okay, det hendes forældre gjorde.
    Jeg frygter jo, at min indblanding skal gøre det værre for barnet. Til det sagde kvinden fra før, at måske ja, men stadig er det rart at mærke den lille sejr ved at en voksen offentligt siger, at det ikke er okay at behandle sine børn sådan.

  5. Pingback: Hvordan undgår vi at handle på en skidt følelse? | Gi'r det mening?

  6. Jeg synes desværre, at vi oplever alt for mange af den slags episoder, og hvad kan vi som tilskuere egentlig gøre? Intet! Vi kan ikke begynde at blande os i, hvordan andre forældre vælger at opdrage deres børn, eller det kan vi godt, men det får vi intet ud af. Men helt sikkert stof til eftertanke.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s