Hvordan undgår vi at handle på en skidt følelse?

I en kommentar til boggen i går efterlyste Inge nogle råd og redskaber, som kan bruges, når vi bliver vrede sammen med vores børn. Når vi gerne vil noget andet end at skælde ud.

OM jeg har råd og redskaber! Det er da lige det, jeg har. I dag kunne jeg tænke mig at give dig et redskab, som ikke alene kan bruges, når vi vil undgå at slå på vores børn med ord, men også når vi sammen med andre bliver vrede, irriterede, frustrerede, …

Men lad mig tage udgangspunkt i de børn dér, som vi elsker så højt. Lad mig tage udgangspunkt i skæld ud.

Allerførst skal du tage en beslutning om, at du vil ændre på din adfærd. At du fra nu af vil tale i et almindeligt toneleje til dit barn. Med vilje siger jeg ikke ”Fra nu af vil jeg ikke råbe ad mit barn”. Det kan have en god effekt at sige, hvad vi gerne vil, i stedet for hvad vi vil holde op med. Så stræber vi efter noget, i stedet for blot at forsøge at undgå noget.

Dernæst er du nødt til at forstå en ting. Normalt synes jeg ikke, mennesker er nødt til en skid. Vi kan ville noget eller have brug for noget, men hvor tit er vi egentlig nødt til at gøre noget? Men det følgende er du altså nødt til at forstå, hvis du skal ændre på en adfærd, du har sammen med andre mennesker. Ellers bliver det en umulig opgave:

Andre mennesker kan ikke få dig til at føle, tænke eller gøre noget som helst.

Lad mig sige det igen: Andre mennesker (dine børn, dine kolleger, din kæreste, bilisten foran dig) kan ikke få dig til at føle, tænke eller gøre noget som helst.

Det er dine tanker omkring det, den anden siger eller gør, som får dig til at føle noget, som så styrer, hvordan du (re)agerer. Eksempel: Min søn har lavet sig en skål havregryn med mælk. Han forlader køkkenet og nu ligger der havregryn på køkkenbordet og –gulvet. Mælken er ikke sat tilbage i køleskabet.

Punktum – Pause

Hvad jeg i dette øjeblik vælger at tænke om det, har betydning for, hvad jeg føler og hvordan jeg (re)agerer. Vælger, ja! Det er (for pokker da) mig, der vælger mine tanker. Hvem skulle det ellers være?

Måske vælger jeg at tænke: ”For helvede da også, mand! Han er 9 år! Han må sgu da kunne se, hvordan her ser ud. Hvor mange gange skal jeg sige til ham, at han skal rydde op efter sig? Nu skal jeg bruge tid på at få ham til det eller selv gøre det. Og dét gider jeg ikke. Kæft, hvor er det pisseirriterende!”

Vælger jeg at tænke sådan, betyder det, at jeg kommer til at henvende mig til min søn – på forhånd irriteret, opgivende, vred eller med en anden følelse, som jeg lige har skabt med mine tanker. Ja, jeg har selv lige skabt den. Hvem ellers?

Så jeg ryger ind og siger alle mine tanker højt, taler mig varm, hidser mig selv op, mærker pulsen og tonelejet stige. Går i selvsving på den ufede måde. Og resultatet bliver derefter. Jeg får ham sikkert til at rydde op – denne gang, fordi han ikke gider høre mere på mig. Men jeg har sørget for at pumpe min vrede så meget op, at den formodentlig holder længere end det tager Drengen at rydde op. Og jeg tvivler på, at min måde at håndtere det på er med til at lære Drengen noget som helst, som han kan bruge næste gang, han går i køkkenet.

Tilbage til køkkenet. Tilbage til det øjeblik, hvor jeg først ser rodet.

Jeg ser rodet.

Punktum – Pause

Jeg vælger at tænke: ”For pokker, mand, her roder! Okay. Her roder altså. Gider jeg rydde det op? Nej. Så må jeg have Drengen til det”. Konstaterende. Luften helt ned i maven.

Nu har jeg i det mindste ikke tænkt mig selv op i det orange felt. Min temperatur har ikke ændret sig. Jeg har konstateret, at der roder i mit køkken og at jeg vil have Drengen til selv at rydde op. Det efterlader plads i mit hoved til at kunne tænke konstruktive tanker, tænke løsninger, handle rationelt i stedet for på en følelse. Hvordan jeg (Camilla) ville løse situationen, kan vi vende tilbage til en dag.

Fordi lige nu vil jeg tale til dig, som tænker ”Yeah right! Som om jeg kan være konstaterende og rationel, når mine børn igen og igen gør noget, som de ved, jeg ikke bryder mig om! Eller når min chef igen overser det, jeg har gjort!”

Her kommer det redskab, jeg lovede til at begynde med. Et spørgsmål, du kan stille i enhver situation, hvor du får en ubehagelig følelse af, hvad andre gør eller siger:

Hvad er det for en betydning, jeg tillægger det, han (ikke) siger eller (ikke) gør?

Betydningen afspejler sig i dine tanker og dér kan du fange den. Tilbage til køkkenet, hvor jeg ser, at Drengen igen ikke har ryddet op efter sig. Hvad er det for en betydning, jeg tillægger det?

Hvis jeg tænker: ”Det kan han fandme ikke være bekendt. Jeg har lige ordnet herude. Han burde tage hensyn. Det her er bare total mangel på respekt” så tillægger jeg hans handling den betydning, at han ikke respekterer mig. Hvilket får betydning for, hvordan jeg (re)agerer.

Tænker jeg: ”Han har igen ikke ryddet op. Der er åbenbart et eller andet, han stadig ikke har lært” så tillægger jeg hans handling den betydning, at han mangler at lære noget. Hvilket får betydning for, hvordan jeg (re)agerer.

Jeg kan også tænke: ”Han har ikke ryddet op. Nå. Godt jeg har lidt tid, inden jeg skal lave mad” Så tillægger jeg det måske ingen betydning overhovedet. Og det præger min måde at (re)agere på.

Jeg bliver ved med at sige til mig selv: Hvis andre kan reagere anderledes end mig i denne situation, så findes der åbenbart andre måder at reagere på end min. Hvilken tanke kunne støtte mig i (re)agere mere hensigtsmæssigt?

Et andet hverdagseksempel: Din datter har en veninde på besøg, men vil ikke lade hende lege med sit legetøj. Hver gang veninden tager noget op, tager din datter det fra hende med råb og magt.

Du kan tænke: ”Det kan hun altså ikke være bekendt. Når man har gæster, har man sagt ja til, at de må lege med ens legetøj. Det er virkelig synd for veninden. Hvor er det egentlig tarveligt”. Og du får sikkert lyst til at blande dig og sige en del af dine tanker højt.

Eller du tænker: ”Det er godt nok svært for min datter at lade veninden lege med sit legetøj. Hun synes, hun er nødt til at tage det fra hende. Gad vide, hvorfor hun reagerer sådan herhjemme, når pædagogerne siger, hun er god til at dele i børnehaven?” Måske får du lyst til at spørge andre forældre, om det samme sker for deres børn, når de har besøg.

Du kan også tænke: ”Kæft, hvor det larmer, det min datter har gang i. Gad vide, hvor længe veninden holder det ud”. Du tænder måske radioen i køkkenet, så larmen fra pigerne ikke generer dig, mens du ordner maden. Pigerne henter dig nok, hvis de får brug for dig.

Hvis andre kan (re)agere anderledes end dig i den situation, så kan du også. Hvis du har lyst. Hvis du virkelig gerne vil ændre på din adfærd, så den bliver rar for dig selv og for dine børn. Og så den fører dig mod målet: at støtte dine børn i at blive stærke, selvstændige, tolerante mennesker – eller hvad du nu ønsker for dine børn.

Det er med vilje, jeg skriver (re)agere, som du sikkert har regnet ud. Jeg har gjort det til mit evige studie som mor og menneske at lægge mærke til, hvornår jeg agerer og hvornår jeg reagerer. Og har efterhånden fundet ud af, at jo mindre (eller jo mere positiv) betydning jeg lægger i det, alle andre gør, jo nemmere er det at agere i stedet for at reagere. Når jeg reagerer, lader jeg jo nærmest de andre bestemme over mig, ikk? Og jeg vil altså helst selv bestemme.

Jo mere jeg formår at sige ”Nå!” og sætte punktum, når folk har sagt eller gjort noget, jo mere er det op til mig selv, hvordan jeg vil agere.

En mand skubber liiige lidt ekstra til mig på sin vej gennem bussen

Punktum

”Nå (han har nok haft en dårlig dag)!”

Min søn råber og smækker med døre

Punktum

”Nå (gad vide, om det er hormonerne, der allerede er begyndt at suse? Det virker ikke så rart for ham, så hvordan hjælper jeg ham bedst?)!”

Min veninde kommer (igen!) for sent til en aftale.

Punktum

”Nå (godt jeg vidste det fra alle de andre gange og derfor har taget min bog med)!”

Lad mig høre, kære forælder, hvad du tænker om det. Lad mig høre, om det giver mening. Om du kan bruge det. Eller om det er fuldkommen ude i hampen.

Til gengæld så smider jeg en af dagene et minitrick, som jeg lærte for nogle år siden. Så nemt, at du tror, det er lyv. Og så effektivt, at det bør være en del af det (ikke-eksisterende) Kursus, vi forældre går på for at opgradere vores forældreskab, efterhånden som vores børns behov ændrer sig.

Hmmm…

_______________________________________

Og så hørte man jo mig for et par uger siden brøle af mine lungers fulde kraft ad min søn. Fordi han ikke ville undskylde overfor en kammerat for noget, som vi alle vidste, han havde gjort. Jeg råbte, som jeg ikke har gjort det i flere år. Blev selvfølgelig helt vildt overrasket selv. Og ked af det. Men jeg kunne ikke stoppe. Bagefter fik jeg tid til at kigge på min reaktion og undersøge, hvad fanden der gik galt for mig. Og det gik op for mig, at jeg smed en betydning ind i hans adfærd, der hed: ”Han tager ikke ansvar, når han har gjort noget, han godt selv ved, ikke var okay. Han er en kujon”.

Fedt at vide. Og endnu federe at kunne fortælle til min søn. At det åbenbart er helt vildt vigtigt for mig, at vi herhjemme kan finde ud af at stå frem og påtage os vores ansvar – også når vi har fucked up. Og dejligt sammen med ham at lægge mærke til, at det ikke var hans fejl, der fik mig op i det røde felt, men hans måde at forholde sig til den. Jeg vil jo så skide gerne have, at mine drenge kan komme og fortælle mig, hvis de nogensinde for alvor laver noget skidt. Uden at være bange for min reaktion. Gi’r det mening?

At blive skældt ud er som at blive slået med ord

Jeg hørte dem, da jeg var på vej hen til kiosken. Eller hørte hende. En mor, som talte til sit barn. De fleste ord blev væk i lyden fra en bil, men jeg opfattede tonen som irriteret. ” … holde øje med bilerne…” var nogle af ordene. Og ”… hurtigere…” Hun brugte en masse ord og en hel del stemme.

Jeg nåede kun at tænke, ”Gad vide, hvor gammelt barnet er”, før jeg gik ind til kioskmanden, som strålede af at have holdt lang ferie nede hos sin store familie.

Tilbage på gaden så jeg, at de to var nået hen til næste hjørne og moren til næste niveau af sin irritation. Hendes ord hørtes tydeligt de mange meter hen til mig. Mens jeg gik mod min gadedør – og nærmere dem, hørte jeg:

”Nu kommer du her hen!” Hun pegede på jorden lige foran sig.

Sekunders pause. Måske sagde sønnen noget, jeg ikke kunne høre. Jeg så nu, at han var omkring 9-10 år. Han stod med skoletasken på ryggen halvanden meter fra sin mor. Gik ikke tættere på hende.

”Kom her hen!” Hvert ord blev nærmest udtalt for tydeligt. Endnu højere end før.

”KOM HER HEN! NU!”

Jeg var nået til min gadedør, men låste mig ikke ind. Ville se, hvordan drengen reagerede (Ville jeg turde nærme mig, hvis jeg var ham? Ville jeg turde lade være?). Fik lyst til at passe på ham. Så jeg stod der bare – 10-15 meter fra dem. Og kiggede.

”Nu kommer du herhen, når jeg siger det til dig!” Morens ansigt, kropsholdning og stemme fik mig til at tænke, at hun nu havde talt sig selv fra irritation til vrede. Helt selv. Drengen rykkede hen foran hende – med ryggen til mig og ansigtet vendt bort fra sin mor.

”Når jeg siger, du skal komme hen til mig, så skal du komme hen til mig. Hører du?” Nu pegede hun på ham, mens hun kiggede ned på ham. Jeg kunne ikke høre hans svar.

Jeg vendte mig væk fra min dør og stillede mig med fronten direkte mod hende. Havde brug for at vise, at jeg holdt øje med hende. Som om det kunne hjælpe noget. Som om det ville hjælpe ham. Mest af alt havde jeg lyst til at gå hen og stoppe hende.

”Kig på mig, når jeg taler til dig! Kig på mig!” (Hun blev ved!)

Drengen vendte ansigtet op mod hende. Og i det samme lagde moren mærke til mig. Tror jeg. Hun kiggede i hvert fald lige på mig, sagde ikke noget til sønnens opadvendte ansigt, vendte ryggen til os begge og begyndte at gå over vejen.

”Så går vi!” var det sidste, jeg hørte. Og de gik videre – uden at tale sammen. Drengen et par skridt bag moren.

Og jeg gik op i lejligheden, mens jeg tænke på, om jeg kunne have gjort noget for at hjælpe drengen. Tænkte endda et øjeblik på, hvor meget nemmere det havde været, hvis moren havde langet ud efter ham. Så kunne jeg i det mindste have anmeldt hende. Haft loven bag mig, når jeg blandede mig i hendes opførsel. Som det var nu, kunne jeg kun bruge oplevelsen til at blive mindet om et barns ord, som jeg har læst i en bog om skæld ud: ”Det er som at blive slået med ord”. At blive skældt ud er som at blive slået. Med ord.

Jeg havde netop været vidne til, at en dreng blev slået med ord. Råbt ad på åben gade. Af sin egen mor! Og ikke bare det. Ikke alene trak moren sit magt-kort, den voksnes magt-kort, da hun valgte at råbe og skænde i sit forsøg på at få barnet til at makke ret. Hun bad ham (fandme!) også om at kigge hende lige op i ansigtet, mens hun spyttede sine ord ud. Kan det blive mere konfronterende? Mere ydmygende?

Tænk at være det barn, som skal opleve sådan noget, mens han bevæger sig rundt i sit nærmiljø, på sin egen skolevej, hvor kammerater og lærere og naboer kan komme forbi. Og være vidner til hans ydmygelse.

Jeg er egentlig fuldkommen ligeglad med, hvad der er sket forud for morens skæld ud. Drengen kan have sagt eller gjort noget, som moren ikke brød sig om. Brudt regler og løfter og loven. Men intet han kan have gjort, giver hende ret til at handle, som hun gjorde. Intet giver os ret til at ydmyge vores børn.

Han skal nok overleve. Børn overlever det meste.

Men hvad med hans selvværd?

Hvad sker der med det lille menneske, som af sine vigtigste voksne bliver råbt ad, skældt ud, irettesat, ydmyget – hjemme eller ude? Hvad sker der, udover at han måske selv råber og skælder ud og ydmyger andre?

Jeg har et bud på, hvad der kommer til at ske med drengens og morens relation. Snart vil drengen vælge at være så lidt sammen med sin mor som muligt. Ikke bare fordi det hører sig puberteten til. Også fordi det gør alt for ondt på ham at være sammen med hende. For at redde sig selv, redde sin selvfølelse, må han vælge hende fra. Hvis han ellers har styrken til det. Han vil komme til at frygte eller hade (eller bare forsøge at undgå at kigge på) hendes ansigt, som hun har tvunget ham til at kigge lige ind i, når det er allermest ubehageligt at være ham.

En tanke dukker op: Hvad vil moren sige, den dag sønnen har gjort noget, som er virkelig forkert? Når han siger, han er blevet presset af vennerne til at bryde loven? De har sagt, ”Nu gør du det! (Fordi vi siger det!)” Vil hun vide, at hun selv har lært ham det? Eller vil hun skælde ham ud for at være ufornuftig og for at lade sig lokke?

Det giver mig lyst til igen at spørge mig selv og andre forældre: Ville vi nogensinde tale til vores venner, som vi taler til vores børn? Og hvis vi gjorde, hvor længe mon de ville blive i vores liv?

Når teenageren øver sig i at være uenig

Jeg blev forleden ringet op af moren til en 14-årig pige. Hun bad mig tale med datteren, for “den er helt gal herhjemme”, som moren sagde. “Vi bestiller snart ikke andet end at skændes”.

Jeg har hørt lignende en del gange efterhånden. Forældre ringer og beder mig hjælpe deres store børn med at opføre sig anderledes eller blive bedre til at fokusere, hjælpe derhjemme, udtrykke sig eller forstå noget, som forældrene finder det vigtigt at forstå. Og jeg hjælper gerne. Selvfølgelig. Og jeg har endnu til gode at møde en teenager, der ikke nyder at tale om sig selv, sine udfordringer, drømme og bekymringer med en voksen, som ikke har part i hans eller hendes liv. Som ikke har en holdning til, hvad der er det rigtige at synes, tænke eller gøre.

Vi taler selvfølgelig også om, hvad der fik forældrene til at ringe til mig. Skænderierne. Skæld ud. Råb og skrig. Smækken med dørene. De daglige konflikter. Og den unge er enig: Den er helt gal derhjemme. De bestiller ikke andet end at skændes.

Den unge ønsker lige så brændende at undgå de ubehagelige konflikter, som forældrene gør. Så hun begynder at øve sig – i nye konflikthåndteringsredskaber, i at tælle til 10 og blive på egen banehalvdel. I at tage sin del af ansvaret.

Og her møder den unge så ofte en udfordring: Mens hun ændrer på sin adfærd, hænger mor og far fast i en adfærd og en forældrerolle, der fungerede engang. Som ikke rækker længere. Nu hvor den unge for alvor er ved at gøre sig fri og skabe sig selv. Hvilket kræver at hun netop tager afstand fra forældrenes holdninger, udfordrer dem og skaber sine egne. Gennem tvivl og diskussioner.

Med andre mennesker forventer vi nærmest, at de har en anden mening end os. Vi fortæller hinanden, hvad vi mener og undrer os over forskellen. Men lige så snart det er vores børn, får denne forskel en større betydning. Forskellen synes at fortælle os, at vores (lige før så små) børn ikke vil os længere. Fordi de ikke er enige i vores beslutninger, deler vores holdninger, prioriterer på samme måde. Udfordrer os på vores værdier. Men de vil os gerne – os som mennesker. Det er ikke os, de tager afstand fra; det er vores holdninger. Og så tager de (bestemt og heldigvis) afstand fra måden, vi nogle gange forsøger at gennemtrumfe disse holdninger på.

Jeg spørger ind imellem mig selv og andre forældre: ville vi nogensinde forsøge at gennemtrumfe vores mening overfor vores venner, på samme måde som vi forsøger at gennemtrumfe den overfor vores børn? Og hvis vi gjorde, ville de så gide hænge ud med os?

Måske skulle flere af os øve os i kun at diskutere med vores børn, når vi for alvor er interesserede i at vide, hvad de mener. Måske skal vi kun bede om deres mening, hvis vi er interesserede i svaret – og ikke fordi vi vil have dem til at synes det samme som os. Tænk om mit svar til min søns (fra min så) forskellige holdning noget oftere kunne være: ”interessant!” Punktum.

Mit svar til moren, der ringede, blev: “Jeg vil gerne tale med din datter. Selvfølgelig. Men jeg vil også gerne tale med dig, så vi kan sikre os, at dit forældreskab passer til den alder, hun har nu”.

_________________________________________

ADVARSEL: Reklame

Så er der workshop for 15-19-årige piger. Teenagecoach Mie Juul Ingerslev og familielivredder Camilla Mørk (det er mig) tilrettelægger de tre aftener, så hver pige kan finde ind til sig selv, så hun kan møde verden med en sund og stærk kerne. Se mere her:

http://www.sofiamanning.com/nm/201109/nyhedsmail.html