Luftakrobat i Følelsescirkus

Som nyskilt oplever vi ikke bare følelsesmæssige rutsjeture, men nærmest at rejse rundt med Følelsescirkus.

Som nyskilt var jeg Luftakrobat i Cirkus. Havde netop har sluppet min makkers hænder for at svæve gennem luften – i håbet om at fange trapezen. Så jeg igen kunne få fast grund under fødderne. Men mens den øvede akrobat har trænet rutinen tusind gange, var det nyt for mig at svæve frit – uden sikkerhedsnet eller erfaring nok til at vide, at det nok skulle lykkes.

Hver anden uge var jeg Jongløren, som balancerede med madpakker, børnenes (og egne) humørskift, cykelhjelme og regninger, jeg ikke anede fandtes. Hele tiden klar til at fange og tæmme springende bolde.

Når jeg mødte folk jeg (næsten) kendte, var jeg Den behårede Dame, som alle kiggede på en ekstra gang – nogle med medlidenhed, andre med afsky. Fandt min styrke i, at jeg selv havde valgt at lade skægget stå, velvidende at det kradsede mine drenges bløde, runde kinder.

I ugen uden børn holdt den dårlige samvittighed stadig oftere pause. Og jeg tillod mig at være CirkusPrinsessen på hestens ryg med armene over hovedet og et stort smil i ansigtet over min skrøbelige balance.

I ugen med børn var jeg alt fra Stærk Mand, som satte cykelsadler og hylder op til Klovnen som fjollede ubekymret rundt. Men hele tiden var jeg også Cirkusdirektør med overblik nok til at styre hverdagens gang.

Når jeg irriteredes over eks’ens valg og valgte at misforstå hans sms, tvang jeg mig til at trække i det grønne arbejdstøj og i høj fart skovle kilovis af lort væk fra området, så ungerne ikke fik lort op ad benene. Og så stanken ikke bredte sig.

Og når det hele voksede mig over hovedet og det blev svært at vente på, at normaliteten skulle indfinde sig, drømte jeg om med Tryllekunstnerens evne til at få ting til at forsvinde at kunne fjerne vreden, smerten og bekymringen over, om vores drenge nu var mærket for livet.

Og ved du hvad? Jeg har i virkeligheden aldrig haft en drøm om at rejse rundt med cirkus.

Reklamer

Tillykke med mors dag

Jeg kender en mor, som tog sine egne to børn og en ekstra dreng med i svømmeren i går. På vej hjem sagde hun “Husker I, hvad dag det er i dag?” (hun vidste, at den ældste i hvert fald gjorde. Han gav allerede lørdag aften sin hjemmesyede bold til moren – tjekket og utålmodig) “Det er mors dag. Mormor kommer forbi senere”. Den yngste, en dreng på 9, reagerede straks. Han havde glemt det. Han vidste det ikke. Han havde ikke noget til sin mor. Det hjalp ikke, at mor kun ønskede sig en skuldermassage. At hun intet forventede og bare var glad for, at de var sammen (og desuden ikke selv havde noget til sin mor). Han havde ikke nogen gave!

“Hvad kan du rigtig godt li’, som man kan få i Aldi?” holdt drengen fast.

(chokolade!)

“Jeg kan rigtig godt li’ chokolade, men jeg synes altså ikke, du skal bruge penge på det, skat”.

(ville sagtens kunne spise noget chokolade i aften)

Drengen havde besluttet sig. Så da cyklerne var parkeret foran hjemmet og legeaftalen mødt samme sted, gik den 9-årige afsted til Aldi (med 20 lånte kroner i lommen og vennen ved sin side). Normalt ikke meget for at gå alene i supermarked, men nu gjaldt det jo Mors Gave.

“Og drenge?”

Hun ventede på fuld opmærksomhed.

“Alle kigger selv!” Hvilket er sætningen, som moren bruger, når familien bevæger sig rundt sammen og den yngste lader til at forvente, at andre kigger for ham ved de mange små sideveje.

Sørgede for at få svar fra begge. Og “Vi ses”.

Hvor fedt er det lige, når vores børn kommer i den alder, hvor de går ud i verden på egen hånd, men efter ikke alt for længe vender tilbage til os igen? Nu kan vi rigtig øve os i at være tillidsfulde og tro på, at vi har rustet dem godt nok. Vi kan for alvor og uden ord vise dem, at vi ved, de har styr på det. At vi ved, de sagtens klarer det. Og så ellers holde øje med tiden og forholde os i ro den tid, vi ved det tager, før vi kan forvente dem tilbage.

(med chokolade i hånd)

Denne her mor har tidligt i sit moderskab besluttet, at hun ikke vil bekymre sig. For hvis hun bekymrede sig om alle de ting, der kunne gå galt for den 1-årige, ville hun aldrig få ro med en 6-årig i vandkanten eller søvn med en 15-årig ude til fest. Hun ville aldrig blive færdig med at bekymre sig om skrammer, sygdomme, bilister, stoffer og vold. Hvilket ikke alene ville gøre hendes eget liv til én lang bekymring, men som ville begrænse hendes børn. For hvis vi vælger at lade os bekymre af alt det, som kan gå galt (måske!), er vi tilbøjelige til at forsøge at begrænse mulighederne for bekymring så meget som muligt. Og dermed begrænses vores børn. Synes denne mor. Hvilket betyder, at hun ind imellem sender sine børn ud i situationer, som de kun lige kan forventes at klare. Hun taler med dem om den usikkerhed, de måtte føle ved den nye situation og ser det som sin opgave at hjælpe dem med at finde måder, hvorpå de kan gøre på trods. På trods af usikkerhed. På trods af frygten for det nye og ukendte. På trods af at det er første gang. Hvilket det jo er første gang.

Der gik tid. For lang tid, syntes moren i går. Hun hang lidt ud af vinduet og forsøgte at kigge om hjørnet. Og igen tænkte hun tanker om den fine balance mellem at være ubekymret og at være uansvarlig. Valgte til sidst at gå ruten mod Aldi for at komme drengene og sin vågnende bekymring i møde.

Helt henne ved butikken mødte hun de 9-årige. Sønnen gemte noget på ryggen.

(mmmmm….)

Og først da drengene var klar til i kor at sige “TILLYKKE MED MORS DAG!” rakte sønnike gaven frem.

Tre par sorte nylonstrømpebukser i én pakke. Til den skriggule pris af 12.95

Moren smilede (også af sin egen umiddelbare reaktion) og læste med begejstring i stemmen op fra pakken: “Med kile og forstærket tå. Størrelse 42-44 – den helt rigtige størrelse. Tre par!” Og drengen strålede over sin egen genialitet og morens tydelige overraskelse. Har endnu alderen til at turde sige “Var det ikke bare en vildt god idé, mor?” og uopfordret hæve hånden til en fortjent high five.

High five!

Senere om aftenen fik moren endnu en gave. Ved det sidste godnat sagde samme 9-årige: “Mor, hvis jeg skulle fortælle dig, hvor meget jeg elsker dig, ville jeg aldrig blive færdig. Jeg ville tale resten af livet. Så meget elsker jeg dig”.

Ud af det blå. Uden bagtanke. Og uafhængigt af, at det var Mors Dag.

En meget glad mor tog plads i sofaen og savnede slet ikke chokolade til kaffen.