“JEG VIL JEG VIL JEG VIL!”

Alle følelser er.

Punktum

Min kloge ven bliver ved med at huske mig på det. Og nu husker jeg dig på det. Alle følelser er bare. De kan ikke være forkerte eller rigtige, negative eller positive. De kan være nemme eller svære at være i. Men som udgangspunkt er de bare. Punktum.

Lad os tage den tanke med ned i supermarkedet klokken 17.11 på en onsdag i marts. Hvor en mor har placeret den yngste i indkøbsvognen og den 4-årige nuldrer frit omkring. Eller frit og frit, det er nu så meget sagt. Han mærker jo, hvordan den usynlige snor hiver ham hen mod kiksene og kagerne, mod chipsene og hen mod slikket, så smukt og så velsmagende. Så helt fri er han ikke.

Mor bliver heller ikke fri for spørgsmålet: “Må jeg få sådan én?” Da han holder en rulle chokoladekiks i hånden. Og ved siden af mælken, hvor Kinder Mælkeshit lokker. Igen ved tilbudshylderne med mini-chokolader i storkøb. Og ved hylderne med knitrende chipsposer i de smukkeste farver. Spørgsmålet lyder igen og igen. Og svaret bliver ved med at være det samme: “Nej”. Kort og (mindre) godt (for drengen).

På den sidste del af turen frem mod kassen ved drengen af erfaring, at nu er det absolut sidste chance. Derhenne venter varebåndet og når først indkøbene ligger på det, er løbet kørt. Det er altså nu eller aldrig. I drengens hoved; vi voksne ved, at det er nu eller på fredag.

“Må jeg få sådan en?” spørger den 4-årige og holder en familiepose Matadormix frem mod moren. Denne gang har han stillet sig helt tæt på hende, så hun kigger lige ned i hans opadvendte ansigt. Store øjne og håbefuldt smil.

“Nej”.

Ordet er det samme som før, nu blot en anelse mere artikuleret; tonen noget fastere, øjenbrynene tættere på hårgrænsen og denne gang kommer nej’et med et enkelt, fast nik. Det skal være indkøbsturens sidste nej. Og det skal drengen forstå.

Og han forstår. Verden falder sammen. Den sidste rest af håb ryger ud af hans lille krop, som nu spænder helt op. Han knytter hænderne og ansigtet. Og skriger “JEG VIL HA’ DEN!” “JEG VIL HA’ DEN!” “JEG VIL JEG VIL JEG VIL!”

Også morens kropsholdning og ansigt gennemgår en øjeblikkelig forandring. Hun ranker sig, kniber munden sammen; varernes fart fra vogn til varebånd sættes op; kun æggene er hun forsigtig med. Hendes ord ryger ud i samme tempo, nærmest i takt med hendes bevægelser.

“Du kan godt droppe det! Stop det! Det er onsdag. Du får ikke noget. Og du ved det godt. Hold op med det skrigeri! Du får ikke noget”.

Drengen græder nu. Bliver ved med at gentage sit ønske. Smider et “dumme mor!” ind og nægter at bevæge sig videre. Det bliver for meget for hans mor, som skal pakke varer, betale og have styr på lillesøster. Hun vil bare ud og hjem.

“Nu stopper du altså! Det er jo ikke verdens undergang. Du ved, vi ikke spiser slik i hverdagene. Stop det!” Forståelig reaktion fra en presset mor. For sikke en larm. På det tidspunkt af dagen. Med alle de mennesker i butikken.

Men husker du, at vi tog en tanke med ind i supermarkedet? Tanken om, at der ikke findes forkerte følelser. At følelser bare er. Drengen vil vildt gerne have slik og det kan han ikke få. Det skaber følelser i ham – følelser af skuffelse og vrede. Og det udtrykker han. Det er muligt, han udtrykker vrede og skuffelse anderledes, end hans mor ville gøre. Og det er helt sikkert, at det larmer. Men når alt kommer til alt, fortæller drengen bare sin mor, hvad han føler. Og det er så svært for ham at være i de følelser lige nu, at det larmer. Han er ikke gammel nok til på en rolig måde at fortælle, at han er skuffet over hendes svar og vred over ikke at måtte få slik. Så han råber og larmer.

Og mor fortæller ham, at det ikke er i orden at være vred. Det skal han stoppe med nu!

Hvis følelser bare er. Og hvis vi tror, at børn hele tiden er i gang med at lære. Lære at være, lære at leve sammen med os, lære hvad der er hensigtsmæssigt og hvad der ikke er. Er det så ikke vores opgave også at lære dem at være i de svære følelser?

Det kommer vel tilbage til, hvilken betydning moren tillægger drengens reaktion. Hvis hun tror, han er i gang med at prøve at overtale hende, bliver hun irriteret over, at han ikke respekterer hendes nej. Men hvad nu hvis han ganske simpelt er i gang med at fortælle hende, hvordan han har det med hendes afslag? Så er det armene over hovedet, mor! Så er dit barn i gang med at øve sig i at udtrykke sine følelser. Sundt og godt. Så kan mor bare sige:

“Jeg kan godt se, at du bliver vred over ikke at få det slik (og jeg kan også høre det)” Punktum

Så er drengen blevet hørt. Moren får ikke talt sig selv op i det endnu rødere felt. Drengen har øvet sig i at udtrykke nogle følelser. Følelser som kan være svære at være i. Men som moren nu har vist ham, er helt naturlige at have, når vi bliver afvist.

En dag bliver denne dreng 14 år. Han vil blive stillet over for svære valg: skal han være med til at smadre busstoppestedet? Tager han imod den joint, der går på omgang? Tænk om han lige siden han var lille, havde lært at mærke og rumme sine egne følelser. Tænk, om han nu kunne mærke og handle på den følelse af frygt, han har. Tænk, om dét er, hvad der får ham til at forlade gaden og lade jointen passere.

Min kloge ven plejer at sige: hver gang vi får en svær følelse, er det en fantastisk mulighed for at øve os i at være i den. Vil vores børn opleve skuffelse og vrede flere gange i deres liv? Ja, mon ikk? Så lad os hjælpe dem med at øve. Lad os vise dem, at vi godt kan rumme alle deres følelser. Og at det kan de også lære.

Så armene over hovedet! Dit barn er i gang med at øve.

Punktum

___________________________________________________________

Advarsel! Reklame! Foredrag for forældre til de 0-6 årige

Torsdag den 26. marts klokken 19-21 siger vi Farvel til Ulvetimen i Kvarterhuset på Amager

Med inspiration og et par småjusteringer kan vi gøre hverdagene til årets bedste dage.

Vi taler netop om supermarkeder og følelser, om afhentning i institutionen og om hvad du egentlig gerne vil give dit barn med videre i livet.

Denne gang er inspirationen ganske gratis. Tag din partner, veninde, søns vens far eller dine egne forældre med. Du kan tilmelde dig på camilla@ligefremcoaching.dk

Kom og giv ulvetimen et ordentligt los i røven!

Reklamer

Skærmfri Måned – et familieeksperiment

Denne her mor har på familiens vegne taget en beslutning om at gennemføre et eksperiment: Eksperiment Skærmfri Måned. I en hel måned hviler hjemmets computere og fjernsyn. Moren synes nemlig, der den sidste lange periode er gået så mange timer med, at familiens medlemmer sidder med ansigtet vendt mod hver sin skærm. Da hun samtidig er i gang med at opøve sin evne til at være mentalt nærværende sammen med sine børn, er det oplagt at køre eksperimentet af nu.

Familiens 9-årige er helt okay med det. Hun er den umiddelbare type, så hun savner sjældent det, der har været eller bekymrer sig om det, der vil komme. Lige nu nyder hun at spille spil med sin mor, at sidde længe ved aftensmaden, fordi hun ikke trækkes mod pc’en og i det hele taget bare at være i hjemmet uden så mange forskellige lydspor og lukkede døre.

Den 10-årige er ikke kun tilfreds. Forklaringen på, hvorfor eksperimentet overhovedet skal gennemføres, køber hun til dels, for også hun har lagt mærke til, hvordan tiden kan smuldre væk, når tv’et kører. Tre dage inde i eksperimentet nyder hun tydeligvis at have ro til at tale længe om de ting, der er begyndt at undre hende ved verden, livet og forskellen mellem piger og drenge. Hun er dog ikke tilfreds med, at hendes mor tillader sig at træffe så stor en beslutning på alles vegne. Hvis mor vil eksperimentere, må hun gøre det selv. Hvorfor skal det gå ud over de andre? Hvorfor kan de ikke bare se en lille smule – en halv time om dagen? Eller have to skærmfri dage om ugen?

Moren må overveje: Gør jeg dette for deres skyld eller for min egen? Går det ud over dem, at jeg er et enten-eller menneske, som ikke formår at holde fast i aftalerne om kun-en-halv-time-om-dagen-og-først-når-lektierne-er-lavet? Har jeg i virkeligheden stillet tv’et væk, fordi jeg selv kommer til at bruge aftenerne på junk-tv og fordi jeg har brug for at kunne skelne mellem arbejdstid og fritid?

Måske ja. Måske er det mest for hendes egen skyld – som udgangspunkt. Måske har hun brug for at nulstille, før hun kan finde ud af at skabe et passende leje for familiens skærmtid. Og hvad så? Hvad så, hvis det er for hendes skyld? Skal hun have det skidt over det? Eller er det bare sådan, det er i en familie – at alle til tider må være med i et forsøg for et enkelt familiemedlems skyld? Som når hele familien lægger kosten om og nulstiller sukkerforbruget, hvis et enkelt barn ser ud til at have brug for det.

Indtil videre sker der ting, som moren har forventet. Der opstår sære tomrum, hvor en eller anden uden de store overvejelser normalt ville tænde for tv’et. Tiden mellem institution og spisning synes nu noget længere. Der er ingen diskussioner om spisning foran computer eller tv. Og moren går en smule tidligere i seng om aftenen.

Der sker også ting, som hun ikke havde forudset. Der opstår samtaler om, hvornår forældre bestemmer, fordi de er voksne, og hvornår de forsøger at bestemme, blot fordi de ønsker at få deres vilje – i situationer, hvor alle medlemmer af fællesskabet i virkeligheden har lige meget ret til at bestemme. De to børn taler mere sammen, fjoller mere sammen og tager sig tid til opvasken (og de lege, der hører med til sådan en). Moren er gået i gang med en 500 sider lang oplæsningsbog, fordi det nu virker realistisk at nå gennem den på denne side af den yngstes konfirmation. Og hun har en sær fornemmelse af at være mere opdateret på pigernes liv, end hun længe har været.

Og lige nu lyder den afsluttende bemærkning på familiens (og på morens interne) samtaler om forsøget: Det er et eksperiment. Lad os se, hvad der sker. Når måneden er gået, finder vi ud af, hvad vi så gør. Det drejer sig om en måned.