Kan man flirte med en gryde at skum og plast på hovedet?

Har du lagt mærke til, hvor udbredt det er blevet at cykle med hjelm? De kommer i guld og klar grøn, med fartstriber og prikker. Nogle er sågar camouflerede som kasketter og blomstrede sommerhatte. Det bliver mere og mere udbredt, at børn, unge og voksne beskytter hovedet på turen rundt i trafikken med en hovedbeklædning, der som udgangspunkt bare ikke er smart.

Så langt så godt.

Jeg kender en kvinde (meget godt), hvis børn på et tidspunkt blev bevidste om, at mens de selv blev påtvunget den stramme ukomfortable hovedbeklædning, så var deres mors hoved sært upåklædt, når turen gik til institutionen om morgenen. De begyndte at udtrykke undren over forskellen på morens flagrende lokker og deres egne flade parykker. ”Mor, hvorfor skal du så ikke have hjelm på?”

”Åh, du ved, jeg har ikke lige fundet en, der passer”.

”Der er forskel på, hvad børnehoveder og voksenhoveder kan tåle”.

”Det er mit job at passe på jer; jeg skal nok selv passe på mig”.

”Voksne falder ikke så tit som børn”.

Sådan formåede kvinden morgen efter morgen at undgå at iføre sig hjelm. Selvfølgelig ikke fordi hendes voksenhoved var mere solidt end børnenes. Ej heller fordi hjelmene ikke kom i hendes størrelse. Men simpelthen på grund af forfængelighed. Det ville pine hende at bruge 12 minutter på at få håret til at sidde for så at klemme en stram gryde af skum og plast ned over frisuren, så den resten af dagen ville have en tot siddende den helt gale vej og en sær fladhed i en ring omkring hovedet. For ikke at tale om at bevæge sig rundt i verden med en hjelm spændt ned om hagen. Hvordan skulle hun nogensinde kunne smile til (og flirte med) de forbipasserende i sådan en sag?

Indtil det en dag gik op for hende: Hvis uheldet var ude – og uheldet behøver ikke være særligt stort, før et hoved taber kampen mod en fortovskant – ville hendes børn skulle fortsætte livet uden hende. Eller med hende siddende med en pind i munden til at taste sine kærlighedserklæringer og moderlige formaninger ind på kørestolens påmonterede computerskærm. Hvis hendes hoved blev smadret ved sammenstødet med en bil eller et stykke asfalt, ville børnenes liv forandres for altid. De ville fremover skulle nøjes med deres ellers nok så dejlige far. Og hun ville gå glip af børnenes første forelskelse, sidste skoledag, (for alle så) lærerige teenageår og (forhåbentlig) møgromantiske bryllupsfester.

Efter mangen en søgning på nettet og endnu flere prøvninger i butikker rundt om i byen fandt hun til sidst en hjelm, som hun selv syntes, kunne gå an. Hun fik endda frisøren til at klippe hende, så håret kunne klare turen i hjelmen og hun selv klare resten af dagen. Og nu hang hjelmen dér i gangen – ikke ved siden af børnenes, men på en knage højt oppe, så ingen små mennesker ville lægge mærke til den. Hun skulle liiige tage sig sammen. I nogle måneder. Hun var så vant til at smile til de forbipasserende og havde svært ved at forestille sig at gøre det med et lillebitte hoved stikkende ud under en kæmpestor gryde. Det satte sgu nærmest gang i eksistentielle funderinger for den forfængelige kvinde.

Børn ser alt. Rettelse: nogle børn ser alt. Hendes ene barn så alt. Også hjelmen. ”Mor, skal du ikke have din hjelm på?”

(Ikke endnu) (Jeg kan ikke) (I dag er ikke den rigtige dag) (Jeg har også det møde senere, hvor det eneste, jeg kan have helt styr på, er mit udseende) (Hjææælp!)

Som mange andre forældre begynder også denne mor mange af sine morgensætninger med ”Husk din …” Og som vi ved, så gør børn, hvad vi gør (og ikke hvad vi siger), så det ene barn sagde hver morgen ordene ”Husk din cykelhjelm”, lige inden familien forlod hjemmet for at gå ned til cyklerne. Og der var ikke længere en vej udenom. Foran spejlet kom hjelmen på (og foran skolen kom den straks af). Med et lidt fjoget grin overlevede hun de første måneder og kunne ikke sige sig fri for at føle en vis stolthed ved tanken om, at hun gjorde sit til, at hendes børn ikke blev moderløse. Og virkelig meget stolthed over at være en god rollemodel for sine børn.

Nu lægger hun om morgenen på skolevejen mærke til, hvor mange forældre der kører med bare hoveder bag deres hjelmklædte børn og hun tænker tit tanken: hvor er det egentlig egoistisk af dem. På grund af forfængelighed, ubetænksomhed eller uvidenhed udsætter de hver dag dem selv for fare. Hvert øjeblik kan en bil komme forkert omkring et hjørne, ramme dem og sende dem i kantstenen. Sende dem i døden. Sende deres børn videre i livet med en forældre mindre.

Så afleverer hun børnene i skolen, tager hjem og lægger hjelmen  – og kører ud til dagens opgaver med det udækkede hår flagrende i vinden. For én ting er at være en god rollemodel, en anden er at frarøve sig selv følelsen af at se godt ud på turen gennem byen. Og der sker jo nok ikke noget alligevel. Selvom hun kører meget hurtigere, når ungerne ikke er med.

PS: Det sidste nye er en hjelm med indbyggede kapsler, som går i stykker, hvis hjelmen er blevet så beskadiget, at den ikke længere yder den nødvendige beskyttelse. Tager du den beskadigede hjelm på, advarer den dig ved at udsende en stank af sure sokker og råddent æg.

PPS: Måske finder de også snart ud af at designe en hjelm med isyet, langt, lyst hår. Det er vel ikke værre at score en mand på cykelstien og først senere lade ham vide, at jeg har kort, gråsprængt, kommunefarvet hår end at score en mand i byen og først senere lade ham vide, at min fyldige barm helt af sig selv ruller ned på maven, når jeg tager min wonderbra af.

Reklamer