Når ferien skubber på skilsmissen

”Vores ferie sidste sommer var helt sikkert første skridt på vejen til den skilsmisse, vi nu er midt i”. Noget i den stil har jeg hørt flere mennesker sige om det tidspunkt, hvor tankerne om Skilsmisse først begyndte at forme sig.

Præcis som efter juleferien oplever en masse mennesker nu efter sommerferien, hvordan tanker om Skilsmisse er dukket helt op til overfladen. Det der skulle være en tid, hvor familien rigtig kunne sætte farten ned, hygge og komme hinanden nær på ny, viste sig i stedet at blive en tid med alt for mange muligheder for at gå hinanden på nerverne. I stedet for en oplevelse af ferien som en mulighed for at samles om noget fælles, blev det til oplevelsen af modsætningsfyldte ønsker og uopfyldte forventninger.

Mange af os tæller ned til ferien lang tid i forvejen, planlægger den, taler om den, drømmer om den. Drømmer om tid til os selv, til selv at bestemme fart, form og indhold på vores dage, til at have tid til at tale sammen om andet end madpakker, mødetider og kalenderkoordinering. I disse få uger af året helliger vi os  forventningsfuldt familien. Den familie vi selv har ønsket, skabt og nu er kørt en smule surt i hverdagen med.

Og fandme om ungernes skænderier så ikke allerede tager til på feriens anden dag! Og Han sætter godt nok farten lige lovlig langt ned og har desuden en virkelig irriterende vane med at ville fikse hende, når hun i virkeligheden bare vil dele med ham, hvordan hun har det. Mens Hun insisterer på, at hele familien tager sammen på loppemarked, selvom kun hun nyder alt det gamle ragelse og alligevel beder ham tage stilling til lamper, puder og skåle, som de efter hendes mening altid har manglet. Og ugen efter, på den surt sammensparede ferie i Kroatien, går det op for dem, hvor dyrt det er at spise ude hver dag, og konstant plager ungerne om is og luftmadrasser og opmærksomhed. Begge får de tanken, at de skulle have delt sig op, så Hun og den yngste kunne have fået deres solferie og Han sammen med den ældste kunne gøre ferien mere aktiv.

For de taler alligevel ikke sammen om andet end spisesteder, solcreme og priser. Og om hvorvidt det er forsvarligt at lade ungerne løbe af sted selv. De bliver ikke enige om særligt meget, for de fleste samtaler udvikler sig til småskænderier, nærmest inden de er kommet helt i gang.

På feriens sidste dag, mens vaskemaskinen kører sin fjerde tur og Han skuffet kigger sig omkring på alle de projekter, han alligevel ikke nåede i huset, så kigger Hun på ham og kan for alt i verden ikke huske, hvorfor pokker hun nogensinde fandt på at gifte sig med ham. De har intet til fælles; ikke engang en ferie kan de nyde sammen. I morgen er det igen hverdag og de er længere fra hinanden end nogensinde før. De taler kun lidt sammen i dag. Om hvem der smutter i Aldi efter ting til ungernes madpakker. Om hvem der møder en time senere i morgen, for ungerne møder først klokken 9 den første dag efter ferien.

Og tanken dukker op: Er det her virkelig det menneske, jeg har lyst til at dele mit liv sammen med?

Skal du ha’ det på?

Jeg talte med en mor den anden dag om, hvorvidt og hvordan vi forældre vejleder vores børn udi påklædning. Vi blev hurtigt enige om, at der ikke er noget, der hedder Den helt Rigtige Stil; smag varierer jo. Spørgsmålet er så, om vi overhovedet kan råde og vejlede uden at trække vores egen personlige smag ned over vores børns spæde kroppe.

Jeg kender en mand, der slet ikke kunne have, at hans søn i en periode yndede at trække sine ankelsokker helt op til midt på underbenet – så tæt som muligt på de lidt for korte shorts. Det var så pinefuldt for faren, at han argumenterede, indtil drengen gav sig og hev sokkerne ned. ”Sådan kan han jo ikke gå rundt! Han skal da vide, det ser åndssvagt ud”, lød forklaringen, da drengens mor talte for drengens ret til selv at bestemme noget så ligegyldigt og for ham dog så vigtigt. Hun mente da nok, at disse små beslutninger var vigtige for drengen selv at træffe i processen frem mod at blive selvhjulpen og bevidst. Mens drengens far fandt det vigtigere, at drengen ikke tiltrak sig unødig, negativ opmærksomhed og da skulle lære, at nogle ting kan man altså bare ikke gå med. Jeg siger ikke, at der er noget galt med nogen af holdningerne.

I vores samtale forleden røg vi omkring dilemmaet: skal vores børn bare fyre den af i klædeskabet eller skal vi bekymre om andre børns drillerier – nok til at vi fortæller dem, hvad generelt-god stil er, når de dukker op i noget vi aldrig selv ville vise os i?

Som udgangspunkt har mine børn fuld råderet over det tøj, jeg vælger at have liggende til dem. De kan sætte det sammen, præcis som de ønsker. Det eneste jeg kræver at bestemme, er hvor mange lag de har på, når det er koldt. Og så er det op til mig at lægge shortsene væk, når jeg ikke længere synes, det valg skal være muligt.

Et argument for en anden måde handler netop om andre folks opfattelse af vores børn. Jeg delte min samtalepartners ønske om, at vores børn møder velvillighed fra de mennesker, de møder. Mine drenge ved da også, hvad almindelig høflighed er, og jeg ser med glæde, at de bringer den i spil, når det giver mening for dem. Jeg har da også samtaler med dem om, at et eller andet de finder på at gøre eller måder de reagerer på i forskellige situationer, er deres valg, men at de skal vide, at andre mennesker kan finde det usympatisk eller irriterende. Og så er det op til dem at vurdere, hvornår det er smart at overveje en adfærd en ekstra gang. Så ja, jeg går op i, hvad andre mennesker tænker om mine børn. Jeg ønsker jo at klæde dem på (!) til at møde verden og få en forståelse for andre menneskers holdninger.

Så tænker jeg på min 8-årige, som tydeligvis er stærkt kinæstetisk. Det viser sig i alt, hvad han gør. Også i hvordan han klæder sig. Han går meget lidt op i, hvordan han ser ud, men så meget desto mere i, hvordan han har det i det tøj, han vælger at tage på. Generes han den mindste smule af et mærke i nakken eller en indvendig lomme, vælger han det tøj fra. Han skal kunne bevæge sig. Intet må genere, skære eller stramme.  Joggingrør, en løs bluse og behagelige sko foretrækkes. Når han da ikke er hjemme, smider strømper og sko og trækker i nattøj, så han kan hoppe i sofaen og mærke gulvet under sig. Og farvesammensætningen? Den er ikke så vigtig. Og et hul på knæet må accepteres, når nu det er de mest behagelige bukser til rådighed.

Skal jeg nu som mor begynde at gøre ham opmærksom på, at andre menneskers tanker om hans måde at se ud på kan have en betydning for, hvad de tænker om ham som person? Risikerer jeg ikke bare at fjerne den umiddelbarhed, hvormed han klæder sig på om morgenen, hvor hans overvejelser mest har form af følelser af velvære ved at vælge det rigtige tøj og følelsen af beslutsomhed, når han for en kort bemærkning fik valgt det forkerte? Hvor han udelukkende retter sig efter sit ønske om at have det godt.

Jeg tænker sådan her: alle vil vi gerne accepteres af andre mennesker og tidligt i livet lærer vi at indrette os således, at vi har størst chance for at blive det. Vi måler langt hen ad vejen vores succes i livet på andres reaktioner på det vi siger, gør og er. Hvilket vel er fint så langt hen ad vejen, at det skaber en eller anden form for harmoni og tilfredsstillelse hos os selv. Samtidig er det vel vigtigt at vi i processen (ideelt set hele tiden) mærker efter, hvad der er rigtigt for os selv.

Det ville være ganske pinefuldt for mig at se min dreng få en oplevelse af, at det der føles rigtigt for ham, ikke kan accepteres af andre. Sat på spidsen kan det betyde, at han får følelsen af, at han er forkert, når han lytter til sin krops signaler og træffer sine valg ud fra dem. Langt mere pinefuldt for denne mor end tanken om, at andre mennesker finder på at tænke, jeg er en ravnemor sådan at lade min søn gå med hullet, umage, krøllet tøj.

Herhjemme er vi altså ligeglade med, hvad andre tænker. Så længe vi gør os umage med at være imødekommende og kærlige mennesker. Eller … jeg er i hvert fald.

________________________________________________________________

Advarsel! REKLAME!

Igen?!

Ja, fordi så vigtigt er det.

Vil du grine og inspireres, så kig ind til Nicolas foredrag på onsdag (torsdag, hvis du er bedsteforælder). Hun har (også) en holdning til, om ungerne selv skal finde tøj frem. Tilmelding her

Og for forældre til teenagere er der mulighed for inspiration, refleksion og provokation på torsdag i næste uge. Jeg har helt sikkert en holdning til, hvornår vi forældre skal råde, coache eller holde vores mund. Tilmeldning her

 

Hundetræning til forældre

Det er jo ikke hunden, der er noget galt med; det er ejeren, som ikke gør det godt nok”, sagde en ven den anden dag, da vi talte om, hvordan visse hunderacer nu er ulovlige i Danmark.

Efter hans mening er det simpelt: Når du ved, hvilken hund du vil anskaffe dig, skal du have et kørekort, som passer til netop den hunderace. Du skal gennemgå træning, som er tilrettelagt efter netop den races kendetegn og temperament, have undervisning og bestå en eller anden form for prøve, hvor du beviser dine evner som hundeejer.

”Præcis som når du vil køre bil”, sagde han. ”Til en personbil skal du have én slags kørekort. Vil du køre lastbil, kræver det et andet. Men du skal bevise, at du er i stand til at håndtere køretøjet”.

Med undervisning, øvelse og beståelse af en prøve i en eller anden form forsøger vi at sikre os, at et menneske ved og kan hvad der skal til for at være bilist, livredder, lærer eller pædagog. For blot at nævne nogle få beskæftigelser, som har væsentlig betydning for andre menneskers liv.

Og så kom jeg (igen) til at tænke: Hvad med forældre? Findes der en beskæftigelse, som har større indflydelse på andre menneskers liv end lige den?

Vi ville aldrig sende et menneske uden kørekort ud i en bil i myldretidstrafikken. For vi ved, at det kan betyde liv eller død for ham selv og for de mennesker, han møder på sin vej. Og vi har indrettet os derefter. Uddannede, habile, erfarne bilister underviser os i trafiksikkerhed og bilkørsel og mange bruger endda flere forsøg på at bestå den prøve, som skal give os en eller anden sikkerhed for at ingen bringes i fare, når vi slippes løs i trafikken.

Da jeg sammen med manden jeg elskede, besluttede at skabe en familie, gik vi bare i gang. Vi skabte det lille liv, købte en puslemåtte og satte et menneske i verden. Og fra den ene dag til den anden var vi forældre. Ingen undervisning, ingen forældretræning og ingen prøve til at sikre, at vi vidste bare den mindste smule om, hvordan man tager ansvaret for et andet menneske.

Vi forældre laver alle fejl, i perioder rigtig mange. En del af dem lever vores børn fint videre på trods (og til tider i kraft) af og heldigvis lærer vi hen ad vejen en masse af dem. Om os selv, vores børn, livet og om hvad vi åbenbart ikke skal gøre en anden gang. Og det er, som det skal være. Visse andre fejl vil til gengæld – om vi er os dem bevidste eller ej – have skræmmende uhensigtsmæssig indflydelse på børnenes selvværd, trivsel eller helbred lige nu og trække dybe spor op gennem deres voksenliv.

Tænk om jeg havde haft muligheden for i min opdragelse at sparre mine bekymringer, frustrationer og problematikker med en professionelt voksen. I stedet for bare at nuldre derudad, så godt mit eget liv ellers havde rustet mig til opgaven. På forhånd kun advaret om et par af de tusinder af ting, der er gode at kunne, vide og lære for at skabe et forældreskab, som ikke er alt for tilfældigt. Jeg er resultatet af mine forældres opdragelse af mig og hvad jeg ellers har taget med mig gennem livet. Men nogen egentlig forældretræning har jeg aldrig modtaget.

Jeg har heller aldrig fået kørekort. Hvis jeg om morgenen satte mig ind i en bil for at køre rundt i byen efter ikke at have sovet nok i månedsvis. Hvis jeg begav mig ud i eftermiddagsmyldretrafikken og sågar om natten, så ville jeg foreslå dig at blive hjemme, indtil bilen stod stille igen. Mens mine børn må leve med en mor, der i perioder famler i blinde, lader sig stresse af nye opdragelsesmæssige udfordringer, reagerer fuldkommen uhensigtsmæssigt og lader sig styre af ubevidste, gamle mønstre.

Jeg er så møg-priviligeret, at jeg til hverdag får lov til at arbejde med forældre, som er bevidste om den begrænsning som manglende forældreuddannelse udgør. Som vælger at opsøge mig eller andre professionelle, der kan støtte dem i at udvikle deres forældreskab. Ikke fordi de er dårlige forældre, men fordi de vil vide, være og kunne endnu mere. Fordi de er bevidste, ansvarlige forældre. Og selv har jeg heldigvis også adgang til kompetente fagfolk, som kan hjælpe mig, når jeg synes (livet med) mine drenge udfordrer mig lige lovligt meget.

Tænk om det en eller anden dag blev almindeligt ved forskellige faser af vores børns opvækst at opgradere vores forældreskab. Som vi opgraderes på arbejdet, hvis vores arbejdsopgaver ændrer karakter. Tænk om det en dag endda blev lovpligtigt. Det er da en tanke værd.

________________________________________________

Advarsel! Reklame!

Vil du blive endnu bedre til at støtte dit barn til at blive selvhjulpen, så mød op til Nicolas foredrag på onsdag den 25. august. Læs mere og tilmeld dig her

Vil du inspireres til det gode liv med teenagere, så mød op til min forældreworkshop på torsdag den 26. august. Læs mere og tilmeld dig her

Samme dag kan bedsteforældre lade sig inspirere til at støtte børnebørnene til selvhjulpenhed. Det er hos Nicola. Læs mere og tilmeld dig her