Jeg må bare acceptere, at det larmer

Den vigtigste ting, jeg er i gang med at lære, er denne: at tage ansvaret for mit eget. For mine reaktioner, mine følelser, min adfærd. For mit liv. Når jeg skriver det, ser jeg, hvor klichéagtigt det kan fremstå, men det er alt andet end fortærsket – for mig i hvert fald. Det er nemlig ikke noget, jeg har gjort det særligt meget i – sådan for alvor at tage ansvaret i mit liv.

Jeg tror egentlig, det begyndte med en indsigt. Du ved, en af dem der bare springer ud af en sammenhæng og lissom hager sig fast i tankerne. Det gik op for mig, at jeg hvert øjeblik har muligheden for at vælge. Lad os nu sige, at min dengang 3-årige søn ville bæres op ad trappen, hvilket jeg selvfølgelig ikke syntes, han skulle. Så kunne jeg vælge at lade være eller jeg kunne bære ham. Simpelt. Sådan da.

På det tidspunkt gik det for alvor op for mig, hvilken frihed der ligger i erkendelsen af, at alle valg har konsekvenser, positive og negative. Selv sådan et lille et som det på trappen. Friheden ligger i den vurdering, som det er op til mig at foretage, når jeg står overfor et valg. Det er op til mig selv at vurdere, hvilken af mine valgmuligheder, der byder på den blanding af konsekvenser, jeg bedst kan leve med. Giver det mening?

Valgte jeg at lade være med at bære min søn, betød det larm – sådan bogstaveligt talt. Han ville græde og skrige og plage og jeg ville svede, komme i tvivl om mit valg og tænke på de andre mennesker i opgangen og på, at drengen jo også havde haft en lang dag. Samtidig ville jeg være tro mod et princip om, at drengen skulle gå selv.

Valgte jeg at bære ham, havde det selvfølgelig også nogle konsekvenser. Han ville blive tilfreds og glad. Jeg ville svede og allerede da vide, at i morgen ville han forvente samme behandling. Jeg ville få lyst til at brokke mig på vej op ad trappen. Over vægten, hans ønske og i virkeligheden over mit eget valg.

Min indsigt handlede om nødvendigheden af to ting: til fulde at forstå, at jeg altid havde et valg. Og til fulde at acceptere konsekvenserne af mine valg, når jeg traf dem. Bære drengen og være okay med det. Være okay med, at jeg fraveg mit princip den dag. Være okay med vægten og være okay med hans ønske. Eller lade være med at bære drengen og være okay med dét. Være okay med, at han reagerede. Og ja, det larmede hos naboerne. Være okay med, at han lige da syntes, jeg var en lortemor.

Hvis jeg ikke til fulde træffer et valg, skaber jeg smerte hos mig selv. Hvis jeg ikke accepterer mit eget valg og de konsekvenser det har, bliver det umuligt for mig at være i situationen på en god måde. Så bitcher jeg – i eksemplet med trappen enten over, at han larmer eller over, at jeg er i gang med at bære ham. Og uanset hvad, så placerer jeg mig selv i min absolut hade-følelse: følelsen af at være et offer. Den følelse jeg får, hver gang jeg glemmer, at jeg kan vælge selv.

Til tider kan det selvfølgelig synes som om, jeg slet ikke har et valg. Jeg kan blive fyret, min kæreste kan vælge at gøre det forbi, banken kan sige nej til at forhøje mit lån eller det kan begynde at regne, lige når jeg skal ud af døren. Jeg kan ikke ændre på min chefs eller bankens beslutning, tvinge min kæreste til at komme tilbage eller få regnen til at stoppe. Sandt nok. Men jeg kan vælge, hvordan jeg vil forholde mig til det, jeg ikke kan ændre på. Dér ligger min mulighed for at vurdere og træffe et valg.

Vil jeg bruge en masse tid på at fortælle mig selv og alle dem, der vil lytte, hvor synd det er for mig? Hvor uretfærdigt og tarveligt og irriterende? Eller vil jeg acceptere, at nu er det sådan, det er? Og lede efter de handlemuligheder, der dog er? Det skal lige siges, at jeg ikke synes, der er noget galt med at vælge det første. Det er helt okay, hvis jeg vælger at bruge en periode på at synes, det er skide synd for mig, så længe jeg accepterer de konsekvenser, dét har: jeg mister nok lidt energi, får svært ved at føle mig rigtig glad, ser måske ikke de muligheder, jeg har for at komme videre, bliver mindre sjov at være sammen med og så videre. Det er et helt fint valg at træffe. Jeg skal bare træffe det fuldt ud. Det er mit ansvar i mit liv.

Jeg får sådan en lyst til at skrive lidt om accept. Om at acceptere det, vi ikke er enige i, acceptere når andre vælger for os, acceptere det uacceptable. Det må blive et andet indlæg, selvom accept hænger uløseligt sammen med følelsen af til enhver tid at have et valg. Og selvom det er gennem accept, jeg finder vejen til at tage ansvaret for det, der er mit.