For stor til kys

 “Mor, efter du har fået en kæreste, får jeg ikke så mange kys mere”, sagde den otte-årige den anden dag. Jeg mærkede med det samme, at han havde ret. Jeg kysser løs på Kæresten i disse dage og når ikke så mange drengekys. “Hvor er jeg glad for, at du siger det. Det skal jeg nok lave om på”, var derfor mit svar.

“Men måske er det okay, mor. Jeg er jo ved at være stor”.

GULP! Helt ny reaktion: har jeg uforvarende givet min lille (bitte) søn på otte muligheden for at mærke, hvor rart det er at slippe for mors mange våde kys og lange kram? Har han nu opdaget frihedens sødme – bare fordi jeg glemte ham et øjeblik? “Okay… Vil du helst være fri for kys?” spurgte jeg – tæt på grådkvalt ved tanken om for evigt at have mistet en væsentlig del af båndet mellem os.

Han tænkte lidt. “Hmmm… Nej, det gør faktisk lidt ondt, at jeg ikke får så mange kys af dig”.

Sikke en lettelse. Jeg mener, hellere have såret drengen dybt end at have givet ham lyst til at undvære kys fra sin mor. “Så kan du bande på, at jeg vil gøre mig umage for at lave om på det, min skat”, sagde jeg lettet. Stort (vådt! jeg forstår ikke selv hvorfor, for det er godt nok tyndt med læberne i mit ansigt) kys til drengen og en ny mission til moren: retfærdig kysfordeling i det lille hjem. Dælme en positiv udfordring for en kysseglad kvinde.

De næste dage gjorde jeg mig umage med fordelingen og syntes selv, det gik rigtig fint. Den morgen drengene skulle over til deres far, spurgte jeg så den otte-årige, om han nu også husker, at jeg elsker ham. Han svarede ved at fortælle, at han stadig ikke syntes, han fik kys nok.

Denne gang var jeg ikke enig, så jeg sagde “Er det rigtigt?! Jeg har da …” og tog mig så i det. Jeg er nemlig ved sådan for alvor at lære (og med det mener jeg, at jeg er i gang med også at bruge min viden om), at en følelse jo ikke kan være forkert. Hvis drengen har følelsen af at mangle, så er det hans følelse: han mangler. Heldigvis opdagede jeg det (denne gang) i tide, og kunne lave min sætning om: “Nej, ved du hvad, Johannes? Hvis det er din oplevelse, så er det jo sådan. Så får du ikke kys nok, og så vil jeg gøre mig endnu mere umage med at lave det om. Og jeg elsker at kysse dig. Nu vil jeg glæde mig endnu mere, til du kommer hjem til mig igen, så jeg kan kysse på dig”.

Vi var stille resten af den korte cykeltur, så jeg havde tid til at klappe mig selv på skulderen for at jeg denne gang (én ud af tyve er jo bedre end … én ud af fyrre) nåede at stoppe mig selv og anerkende mit barns følelse, selvom jeg egentlig mente, kysfordelingen havde været helt god. Og så lykønskede jeg også lige mig selv for at være blevet husket på, hvor vigtig det er at nyde nærheden, så længe den varer.

Øjeblik, jeg spørger ham lige, hvordan han nu synes, det går.

“Hvordan synes du nu, det går med kyssene? Får du nok?”

“Ja! Eller … ikke så mange. Jeg vil gerne have flere”.

Det får han så. Og hans mor vil nyde det.

Vælger du blommen eller livet?

På cykelturen hjem til min søster i eftermiddags talte jeg, hvor mange voksne mennesker jeg egentlig har grædt sammen med, mens jeg selv har været voksen. Seks, kom jeg frem til. Jeg har grædt sammen med 6 voksne gennem de sidste tyve år. Indtil i dag, hvor jeg fuldkommen uventet femdoblede antallet.

Jeg har været på kursus i dag med en del mennesker, jeg har mødt kort i forskellige sammenhænge før, en del jeg aldrig har mødt og et par stykker, jeg så småt er i gang med at lære at kende. Det har været en meget lærerig, hyggelig (og oven i købet solrig) dag, hvor jeg har lært en hel masse mere om min måde at møde andre mennesker på. I morgen og i overmorgen skal jeg lære endnu mere. Jeg elsker det.

En halv time før afslutningen skulle vi lave en aktivitet, som vi intet fik at vide om på forhånd. Elleve af os skulle sætte os på gulvet i en cirkel og de resterende tyve skulle sætte sig på cirklen af stole omkring dem. Jeg valgte at sætte mig på gulvet. Inde i midten lå der 6 blommer.

Det viste sig, at vi elleve på gulvet skulle forestille os følgende scenarium: “I sidder i en gummibåd midt ude på vandet efter en kæmpe naturkatastrofe. I kan ikke regne med at blive reddet. Der er desværre kun plads til fem af jer i båden, ellers synker den, og I vil alle dø. Find nu ud af, hvem er jer der tager de 6 blommer – og dermed vælger døden”.

Med det samme vidste jeg, at før jeg kunne vælge, om jeg ville leve eller dø, måtte jeg vælge, om jeg overhovedet kunne være med i øvelsen eller om jeg måtte trække mig. For hvis jeg blev, skulle jeg være parat til at græde foran en hel masse mennesker.

Tanken om at græde foran andre mennesker skræmmer mig fra vid og sans. Selv sammen med min egen coach kan jeg finde på at holde det tilbage, også selvom jeg ved, at det vil forringe effekten af min proces. Min kusine spurgte mig den anden dag, hvorfor det er sådan og jeg kom ned til to ting: jeg er pisse forfængelig og jeg vil ikke vise svaghed. Det er selvfølgelig to fuldkommen latterlige forklaringer, for hvor er det dog ligegyldigt, hvordan jeg ser ud, hvis jeg har behov for at græde og hvor er det dog bare langt fra et tegn på svaghed at lade andre se mine følelser. Tværtimod, ikk? Jeg ved det godt, men ikke desto mindre…

Jeg blev i øvelsen, velvidende (og fyldt med frygt over) at jeg nu måtte bryde denne meget gamle, meget sejlivede grænse. For jeg vidste, at jeg ikke kunne tage en blomme. Og skulle jeg overbevise de andre om det rigtige i mit valg, måtte jeg blev helt ærlig omkring det. Jeg ville blive nødt til at fortælle de andre ti i båden at jeg ikke kan forlade mine børn; at de har brug for det, jeg har at give; at jeg måske nok har fucked dem en lille smule op, før jeg vidste, hvad jeg ved i dag, så jeg har brug for at gøre det godt igen; at de ikke vil klare sig godt uden mig. Og at fortælle noget så væsentligt, så ærligt, så meget fra mit hjerte, det går kun med gråd.

Jeg kunne mærke, at fordi jeg har gennemgået så stor en udvikling gennem de sidste fem år, fordi jeg er nået så langt med at skabe mig det liv, jeg gerne vil leve, fordi hver en opgave jeg udfører i mit arbejde er valgt ud fra lyst og interesse, så er jeg lige nu et sted i mit liv, hvor jeg er tilfreds. Så hvis jeg ikke havde børn, ville jeg tage en blomme. Og lade kvinden med det 1-årige barn leve, lade kvinden som endnu ikke har oplevet den helt store kærlighed, leve og lade kvinden som netop er gået i gang med at give alt det videre til andre mennesker, som hun selv har fået, leve. Hvis jeg ikke havde børn, ville jeg tage en blomme.

Men bare tanken om at vælge døden og mine børn så en dag skulle finde ud af, hvad jeg havde gjort!

Tanken om, at mine børn kun ville have deres far.

Tanken om at mine drenges liv ikke ville blive præget af mine værdier, mine måder at være med dem på, mine holdninger og … mig.

Ved du, hvad jeg mener, hvis jeg siger, at jeg tudetalte? Jeg talte tudende for føste gang nogensinde overfor fremmede mennesker. Og jeg overlevede.

Jeg kommer ikke til at fortælle dig, om jeg i sidste ende valgte livet eller døden, for 6 mennesker skulle vælge døden og de 6 blommer blev taget. Men jeg kan fortælle dig, hvad et af formålene med øvelsen var. Det var at spørge os selv, om vores kæres liv virkelig ville blive så meget værre, hvis vi ikke var her længere. Har vi virkelig så meget betydning for andre mennesker, at deres liv (selvfølgelig efter den værste sorg er gennemlevet) ville blive ødelagt, hvis vi ikke længere var? Det er ret meget magt at have over andre menneskers liv, ikk?

Vel hjemme hos min søster fik jeg indenfor den første time mulighed for en brydekamp på gulvet med mine drenge og jeg sørgede selvfølgelig for at gøre det til en leg, hvor de skulle forsøge at undslippe mine største, længste kram og en helvedes masse kys, kærlige ord og kærtegn. Og hele tiden tænkte jeg (og den har langt fra sluppet mig endnu): jeg må bare blive ved med at fokusere på at gøre mit til, at de er glade, selvhjulpne, kærlige mennesker, så de kan klare sig uden mig. Hvornår de så end skal det.

Og nu tænker jeg på underviserens sidste ord: Hvis der er noget, du gerne vil, noget du vil nå, noget du vil give, så gør det nu! Lige nu.