Når jeg har forstået, har alle forstået

Jeg laver ofte den fejl at tro, at alle andre ved det samme, som jeg ved. Det hænger nok sammen med, at jeg ved, jeg ikke er et af de mest vidende mennesker i landet (bevidst inkompetence, du ved), så når jeg har forstået, regner jeg med, at alle har forstået. Og så undrer det mig, når de gør noget, som vi da ved, ikke er okay.

Forleden videregav en gruppe forældre til deres børns lærere, at mange af børnene er bange for at sige, hvis de ikke har forstået det, læreren netop har forklaret. De synes, lærerne bliver sure. Responsen fra lærerne var, at det kunne de slet ikke genkende, og det skulle børnene da ikke være. Om forældrene ville sige videre til børnene, at de selvfølgelig må spørge, når der er noget, de ikke forstår.

På sin vis er det jo fint, at lærerne ønsker at udsende det signal, at det er okay at spørge. Og jeg går ud fra, at de den næste tid vil gøre mere for at sikre sig, at flere har forstået. Og alligevel mærkede jeg en reaktion, da jeg hørte det.

Hvis et menneske siger til mig, at han er bange for at spørge mig om noget, er det en reaktion på det, jeg udsender. Uanset hvad min intension har været, er hans reaktion resultatet af min kommunikation. Skulle 9 andre reagere, som jeg havde ønsket, er den tiendes følelse stadig frygt. Og hans følelse er præcis lige så rigtig som de andres. Det er den ene del af det. Hans følelse er bare, som hans følelse er.

Den anden del er min reaktion på hans følelse. Når jeg finder ud af, at han er bange for at spørge mig om noget, kan jeg vælge enten at forsøge at ændre på hans følelse eller at ændre på min kommunikation. Mange mennesker kommer desværre ofte til at forsøge det første. Jeg er jo mor, og når mit barn er ked af det eller bange, får jeg lyst til at gøre ham okay igen. Men han er okay; han er bare bange. Hvilket jeg ikke behøver ændre på. Hvis det er mig, der gør ham bange, kan jeg selvfølgelig vælge at ændre på den adfærd, som udløser hans frygt – altså ændre på min kommunikation.

Tilbage til klassen. Hvis en gruppe forældre fortæller mig, at deres børn er bange for at spørge mig, når der er noget, de ikke forstår, må min ideelle respons vel være: “Jeg er virkelig ked af at høre, at jeres børn ikke tør spørge mig, når de er i tvivl. Det er ikke min intension at blive sur. Men hvis det er deres oplevelse, at jeg bliver sur, når de spørger, så kan jeg godt forestille mig, at de må blive bange. Og så er der vist noget, jeg skal have ændret på”. Og så er det min opgave som lærer at finde ud af, hvad i min kommunikation der skaber frygt. Helt personligt ville jeg spørge dem “Hey, der er et eller andet, der gør, at I ikke tør spørge, når der er noget, I ikke forstår. Jeg vil rigtig gerne have, I spørger, så kunne I ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre anderledes, for at I kan det?”

Men det kræver selvfølgelig, at jeg virkelig synes, det er okay, at de spørger, når de er i tvivl. Hvilket kræver, at jeg er parat til at høre, hvor mange, der ikke fanger mine beskeder. Hvilket igen kræver (hvis jeg vil udvikle mig), at jeg er villig til at indrette min kommunikation efter dem, som er afhængige af at kunne modtage den. Og dét kræver vilje.

Det var egentlig ganske fint at blive mindet om, at jeg skal lade være med at ville forsøge at ændre på andre folks følelser – også mine børns. Også de af mine børns følelser, som er mindre hyggelige.

Reklamer

2 thoughts on “Når jeg har forstået, har alle forstået

  1. Hej Camilla
    HOV! Jeg har lige opdaget denne, din blog. Jeg har ellers ikke tid til flere blogs..læser kun 2-3 fast, og så 3-4 en GANG imellem….MEN nu har jeg opdaget din. Shit. Den er interessant. Jeg har lige læst dine sidste 4-5 indlæg.
    Jeg kan helt sikkert bruge meget tid på at kommentere dine indlæg. Lige nu nøjes jeg med at sige:
    – kloge ord du tænker, bruger (ment positivt!).
    – enig i meget du siger (sørme om jeg så ikke lige fik insinueret, at Jeg også er klog ;-)….)
    – emner jeg virkelig kan relatere mig til.
    – glæder mig til at læse mere en anden dag.
    – ift dette indlæg: Du har ret i, at man skal tage ansvar for egen del af en kommunikation. At man skal tage på sig, at der kan være noget, man kan ændre istedet for at ville ændre modtagerens reaktion. Jeg oplever desværre, at mange ikke er dette bevidst. Og de pågældende lærere du omtaler er det tydeligvist ikke. Nogle mennesker kommunikerer og tænker bare på et helt anderledes en-strenget plan. De ser ikke bag om tingene, ind i sig selv, overvejer ikke hvad de selv sender ud men forholder sig kun til det konkrete: at de syntes, at børnene godt må spørge. Og ikke, om der kan være situationer, hvor de synes det er forstyrrende eks. Og ikke til, om en del af dem (lærerne) eks føler sig inkompetente, hvis eleverne ikke kan forstå deres forklaringer osv. Sådan at forstå, at et spørgsmål kan få en lærer til at føle sig dårlig til at formidle stoffet.

    Jeg ved godt, det lyder lidt arrogant (Du forklarede det meget bedre!), men man oplever tit det der med, at der er så mange ubevidste lag i en kommunikation, og at folk ikke er villige til at se på dem…..

  2. Velkommen til Fru Gosch
    Jeg finder det ikke arrogant (hos andre) at påpege andre begrænsninger i andre menneskers kommunikation (eller andet). Jeg bliver bare glad for, at du findes. Og elsker termen “et-strenget plan”. Det er jo dét!
    Velkommen tilbage en anden gang.
    Camilla

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s