Hvad nu hvis jeg ikke bliver spottet?

I går aftes gik det for første gang op for min 9-årige søn, at han risikerer ikke at blive professionel fodboldspiller. Ved puttetid begyndte han at græde, og det viste sig, at det var af frygt for ikke at blive spottet af talentspejdere.

For Alfred er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt han er dygtig nok eller ej. Det er han slet ikke i tvivl om, at han er. Min søn har det mest vidunderligt sunde selvværd – hvilket langt (langt) hen ad vejen er fantastisk (jeg klapper lige mig selv – og i tankerne drengenes – på skulderen). Til tider tager det form som påståelighed i ekstrem grad. Nogle gange er han direkte urealistisk i sin vurdering af sig selv. Men altså: han er klart dygtig nok til med tiden at kunne leve af fodbolden.

Og så var han alligevel ikke så skråsikker, viste det sig i løbet af samtalen i går. Han fortalte nemlig om, hvordan han ville ønske, at hans far ville træne med ham og om, at han ville ønske, de lærte mere teknik og taktik til træning i klubben i stedet for bare at spille kampe. For han vil lære mere, end han lærer nu. “Jeg ser bare for mig, hvordan Silas bliver professionel fodboldspiller og jeg ikke gør. Så kan jeg stå og se ham løbe rundt og være rigtig glad på banen. Og hvad så med mig?”

Jeg opfattede det ikke som nogen tilfældighed, at det var Silas, han nævnte. Silas’ far træder nogle gange til som hjælpetræner i klubben og han spiller med Silas, når de er sammen i weekenden. Silas er helt klart en af de dygtigste på holdet. Og Alfred ved, at træning gør bedre.

Jeg har ikke den store viden om (eller umiddelbart nogen særlig interesse i) fodbold, men jeg kan sagtens spotte talenterne på et hold af 9-årige. Min søn er ikke et af dem. Han er virkelig god til fodbold. Han er stædig, er ikke bange for at lave fejl, han knokler på i timevis, har overblik og den vildeste kontrol over sin krop. Og samtidig har han bare ikke det dér gudsbenådede  talent, som nogle drenge har – og som selv den mest intense træning ikke kan opveje hos os almindeligt dødelige. Og det vil han opdage. Om nogle år. Og på det tidspunkt vil det sikkert være helt okay at opdage det. Det sker jo for de allerfleste drenge og hvor mange mænd render ikke stadig rundt og synes det er skideskægt at spille fodbold? Til den tid interesserer også Alfred sig for andre ting (og væsner), og han vil ikke bryde sammen som i går, da han grædende sagde, at han jo slet ikke ved, hvad han ellers kunne tænke sig at arbejde med, hvis han ikke bliver opdaget og bliver professionel fodboldspiller.

Lige nu er alt muligt for Alfred. Og fordi det endnu er muligt for ham at komme til at leve af fodbold, har han lysten til at give alt hvad han har i sig – til træning, i gården, i alle frikvarterer. Han lever for fodbold. Placér en tæt-på-rund isklump på fortovet, og han får den med tre blokke uden at bruge hænderne. Til fastelavn var han klædt ud som fodboldspiller. Han kan ikke stave til havde, men har ingen problemer med straffespark, målmand og angriber. Han har altid fodboldsokker på og husker spilleres navne og klubber som vi andre husker samtaler.

På et tidspunkt i vores samtale i går sagde han, at han ville ønske, at han vidste, hvad de professionelle fodboldspillere havde gjort for at nå dértil. Og jeg fik mulighed for at dele med ham min tro på, hvordan vi bliver gode til noget: vi gør os umage. Og så gør vi som dem der allerede kan det, gør. Vi aber efter. Som Alfred gør, når han finder et klip med Ronaldo på YouTube og forsøger at kopiere hans tricks. Bare i endnu højere grad.

Jeg foreslog ham at finde en professionel fodboldspiller – ung eller gammel, én han beundrer, en dansker så vi kan forstå ham. Jeg skal nok hjælpe med at få fat i ham. Og så stiller vi spørgsmål: Hvor tit trænede han, da han var 9? Hvor længe? Hvordan? Med hvem? Hvad gjorde han ellers, som havde betydning for, hvor han er nu? Hvad vil han råde Alfred til at gøre?

Mange voksne afviser i første omgang idéen om at henvende sig til fremmede for at afdække deres strategi for succes. Det kan man da ikke! Hvorfor skulle han hjælpe (lille, ubetydelige) mig? Alfred studsede slet ikke over det. Han tænkte lidt, kunne jeg se. Og så vendte han tilbage til ønsket om, at hans far ikke havde så travlt. At han ville træne med ham. For “deres far trænede nok rigtig meget med dem”.

Vi endte med en aftale: når Alfred er parat til at tale med sin far om det, vil jeg lære ham om gode måder at udtrykke sine egne behov på, om hvordan man holder bolden på egen banehalvdel (hæhæ), undlader at stille krav og dermed skabe behovet hos den anden for at gå i forsvar. Altså hvordan han får størst chance for succes. Indtil da sørger han for at hænge så meget som muligt med Silas og hans far. Og jeg bruger mine egne trick, når jeg taler med træneren om mulighederne for at få mere taktik og teknik (for få år siden anede jeg ikke, de to ting var forskellige) ind i træningen.

Og hvad skete der i dag? Silas’ far stod for træningen og havde besluttet at lægge ud med træning af forskellige teknikker til at tæmme bolden. Og da jeg fik mulighed for at tale med ham om Alfreds og min samtale, fortalte han, at han havde planer om at tage Alfred, Silas og et par af de andre drenge med ud at træne i weekenden. Tak!

For nogen tid siden talte jeg med mine drenge om karma, om hvordan vores hjælp til andre vil komme tilbage til os en dag. I morgen vil jeg tale med Alfred om, hvor forskellige former den slags kan antage. Hvor jeg dog elsker, når virkeligheden bekræfter min overbevisning. Selvfølgelig fordi jeg elsker at blive bekræftet i det hele taget. Men mest fordi det bliver så dejligt konkret for ungerne.

Reklamer

5 dages meningsfuld stilhed i bloggen

I morgen tidlig dukker 120 unge mennesker mellem 13 og 17 år op på Rungsted Gymnasium til deres 2. camp. Da de var på deres første camp, havde langt de fleste ikke valgt det selv. De kom, fordi deres forældre mente, det ville være godt for dem. Mange kom med stor modstand, som de sørgede for at vise de første par dage. De tog hjem efter 5 dage – forundrede over deres egen udvikling, med store smil og venner i alle aldre. Disse 120 har nu selv valgt at vende tilbage til next level – næste skridt i deres personlige udvikling.

De næste 5 dage vil de tage imod udfordringer, som alle har til formål at få dem til at vokse – udfordringerne er endnu hemmelige, så jeg kan ikke beskrive dem her (endnu). Formen er eksperimentel læring, hvilket (du måske ikke ved) vil sige, at de unge gennemfører en række aktiviteter, ud af hvilke der efterfølgende trækkes læring, som de kan bruge til at forbedre deres evner udi samarbejde, målsætning, konflikhåndtering og planlægning. Det overordnede mål er at give dem redskaber til at tage lederskab i deres eget liv.

På campen støttes de af en flok instruktører – coaches, lærere, psykologer og af teenagere som selv er i gang med en personlig udvikling. De modtager udelukkende undervisning på engelsk. De bruger to timer efter frokost på fysisk udfoldelse. De afleverer deres mobiler om morgenen og får dem først igen om aftenen (og tro det eller lad være: nogle af dem glemmer at få den tilbage). De udvikler sig hver eneste dag – gennem undervisning, coaching, nye venskaber og team work. Og på intet tidspunkt keder de sig – ikke mindst fordi al undervisning bygger på forståelsen af, at mennesker har forskellige læringsstile.

Jeg tror, det er min 7. camp, og jeg glæder mig lige så meget, som jeg har gjort alle de andre gange. Til at give til alle disse fantastiske unge mennesker. Til at være sammen med voksne mennesker, som brænder for det samme som mig. Til at lære af alt det, de unge og de voksne bidrger med. Og til at mærke den energi, som skabes i samværet mellem voksne og teenagere. Når samværet vel at mærke bygger på et fundament af troen på, at vi alle er ligeværdige.

Er der noget, der giver mening, så er det altså det.

________________________________________

ADVARSEL: REKLAME!!!

Hvis du vil vide mere om, hvad der sker på disse camps og hvad vores teenagere kan få ud af at deltage i dem, kan du suse ind forbi www.truenorth.dk

Du skal deltage for at lære

Når jeg holder foredrag for teenagernes forældre, er det ikke rigtige foredrag. Ikke som jeg (sikkert vildt snævertsynet) forstår den slags i hvert fald, som en event, hvor en ekspert står forrest i et rum og fortæller de fremmødte om sit felt af ekspertice. En monolog med indlagte tidslommer til spørgsmål. Til eksperten.

Jeg er ikke ekspert på teenagere eller på forholdet mellem dem og deres forældre. Eller på noget som helst andet for den sags skyld. Så jeg arrangerer hellere workshops eller temaaftener. Men folk møder efter sigende ikke op til arrangementer på aftenskolen, som lugter af, at de skal deltage aktivt på områder, hvor de føler sig utilstrækkelige. Det er ikke, som hvis de melder sig til spanskundervisning eller vinsmagning. Hvis det handler om mennesket selv, om opdragelse, lønforhandling for kvinder eller om at opnå en lykkelig skilsmisse, vil folk kunne forvente, at de kan sidde helt helt stille og modtage. Så jeg inviterer til foredrag på aftenskolen.

Jeg ville formodentlig kunne fylde to timer med min viden om teenagere, om den enorme udfordring, deres egen hjerne giver dem, om deres store tanker om liv og død, om hormonernes rasen, skiftene mellem klarsyn og vanvittige forestillinger og om deres manglende koncentrationsevne. Så ville forældrene gå hjem med den viden. Og hvad så?

Jeg vil hellere noget andet. Af flere grunde.

Jeg ved for meget om læring til at kunne modtage en flok mennesker og bede dem sidde stille og modtage. Jeg ved, at de færreste af os lærer gennem ørerne. Jeg ved, at vi lærer allermindst, når vi kun modtager og ikke tager del. Jeg ved, at en del af os er kodet til som udgangspunkt at synes det modsatte af, hvad underviseren siger. Jeg ved, at efter 20 minutters sidden stille begynder hjernen at lukke ned.

Alligevel lokker vi folk til under påskud af, at de kan sidde trygt på en stol og modtage information om deres teenagere i to timer. Forhåbentlig nok til at de kan gå hjem og trykke på en knap på deres barn og – pyha! – så opfører hun sig igen som et normalt menneske. Vi kalder det altså foredrag. Det vigtigste er i første omgang at få folk til at komme.

De stakkels, vildledte forældre har ikke været der i 15 minutter, før de er oppe at stå og ude at finde en makker, de ikke kender i forvejen for at dele med ham eller hende, hvad der udfordrer dem mest ved at bo sammen med en teenager. De sidder nok 5 forskellige steder i løbet af aftenen, taler med 4 forskellige, får udfordringer, laver hjernegymnastik og bliver bedt om at tage (og dele) en beslutning, før de går derfra. De forventes at deltage aktivt. Og de gør det. Nogle viser den første time med krop og ansigt, at de finder det latterligt og irriterende (og jeg kan se, hvordan deres teenager ser ud, når han bliver bedt om at gøre noget, han ikke gider); andre er så tilbageholdende, at de skal hjælpes til at finde en makker (og jeg ser, hvordan deres teenager ser ud, når hun er bange for at blive afvist). De fleste klør bare på.

Og de lærer noget. De lærer naturligvis af mine oplæg om deres ungers udfordringer (hvoraf forældrene selv udgør en af de helt store), men de lærer lige så meget af med det samme at tænke denne viden ind i deres eget liv med deres teenager. De lærer af de andres prøvelser og beslutninger. De lærer af at blive udsat for ting, som bringer svære følelser frem i dem – følelser, som deres børn render rundt med hver eneste dag. Og de lærer at forstå, hvad jeg mente, da jeg i min intro påstod, at teenagere er de mest fantastiske, interessante mennesker, der findes.

Jeg beder altid folk om en skriftlig tilbagemelding på workshoppen foredraget. Jeg vil så gerne blive bedre og (indrømmet) jeg elsker at læse, hvad jeg har gjort godt og hvad, der har virket. Langt de fleste har fået noget ud af ikke bare at sidde og modtage; enkelte ville stadig ønske, de havde været til foredrag. Ingen går hjem med en knap at trykke på. Alle har taget en beslutning om én ting, de vil gøre anderledes for at skabe en ligeværdig relation til deres teenager.

Forleden var en deltagers svar på spørgsmålet “Fik du indfriet dine forventninger?” “Nej, heldigvis ikke. Blev positivt overrasket”. Jeg klapper mig selv på skulderen og glædes ved tanken om, at et ungt menneske lige nu mærker resultatet af sin mors læring.

Åh Yrsa

Jeg forsøger at lære mine drenge om karma. Ikke på en særlig religiøs, filosofisk eller for den sags skyld særlig gennemtænkt måde. Mere bare som et forsøg på at lære dem at være gode mod andre mennesker. Så krydrer jeg det lidt med min tro på, at hvad vi sender ud, sgu nok kommer tilbage i en eller anden form.

Jeg vandt en lille perledukke fra Anna Skyggebjerg, som vi har døbt Åh Yrsa. Når vi mødes til aftensmad, fortæller vi hver især en god ting fra dagen, en dårlig ting og en ting, som har undret os. Til sidst fortæller vi, hvordan vi har gjort andre mennesker glade eller hjulpet dem og sammen bliver vi enige om, hvem der har fortjent at have Åh Yrsa stående ved sin tallerken.

På vej til skole til morgen kom vi forbi en dame, som med sine ikke alt for snevenlige støvler forsøgte at fjerne sne foran hjulene på sin bil for derefter at entre bilen, speede op og ingen vegne komme. Vi røg derover, drengene og jeg, fjernede med vores støvler nemmere den værste bakke foran hjulene og gik i gang med at skubbe, mens damen gav den gas. En enkelt gang måtte vi holde pause, mens en mand i sin arbejdsbil susede forbi. I pausen steg damen ud og kiggede lidt skeptisk på al sneen og de to små gutter bag hendes bil. Da hun så deres store, kampklare smil og jeg sagde “Vi kan jo godt!” steg hun ind igen og vi gav den endnu et forsøg.

Og bilen kom fri.

Mens den slingrede væk, gav drengene og jeg hinanden high five og fortalte os selv, hvor seje vi var. Og så faldt snakken på karma. Jeg tror, at hvis vi hjælper andre mennesker, så får vi også hjælp en dag, vi har brug for den. “Men vi har jo ikke nogen bil?” Nej, men vi kan hjælpe 50 mennesker med forskellige ting, og jeg vil vædde med, at vi får hjælp den dag, vi virkelig behøver den. “Og hvad med ham, der kørte forbi og ikke hjalp? Får han så ikke hjælp?” Se, det ved jeg jo ikke. Jeg ved jo i virkeligheden slet ikke, om min teori holder. Men jeg kan så godt lide tanken om det, at jeg påstår, at den holder. Jeg siger simpelthen “Jeg ved det!” til min drenge. Hvilket er en lodret løgn.

De kan også godt lide tanken om det. Det er tydeligt for mig, at de får det lige så godt, når de hjælper andre, så om hjælpen kommer tilbage eller ej, har vi det godt, mens vi giver til andre. Så vi havde det lige godt med endnu en nødstedt bilist på vej til skole. Klappede hinanden på skulderen og lagde mærke til de andre i vores klub, som vi så hjælpe bilister i nød.

Og vi var enige: allerede før 8 i morges havde vi alle 3 fortjent at få Åh Yrsa.

Når jeg har forstået, har alle forstået

Jeg laver ofte den fejl at tro, at alle andre ved det samme, som jeg ved. Det hænger nok sammen med, at jeg ved, jeg ikke er et af de mest vidende mennesker i landet (bevidst inkompetence, du ved), så når jeg har forstået, regner jeg med, at alle har forstået. Og så undrer det mig, når de gør noget, som vi da ved, ikke er okay.

Forleden videregav en gruppe forældre til deres børns lærere, at mange af børnene er bange for at sige, hvis de ikke har forstået det, læreren netop har forklaret. De synes, lærerne bliver sure. Responsen fra lærerne var, at det kunne de slet ikke genkende, og det skulle børnene da ikke være. Om forældrene ville sige videre til børnene, at de selvfølgelig må spørge, når der er noget, de ikke forstår.

På sin vis er det jo fint, at lærerne ønsker at udsende det signal, at det er okay at spørge. Og jeg går ud fra, at de den næste tid vil gøre mere for at sikre sig, at flere har forstået. Og alligevel mærkede jeg en reaktion, da jeg hørte det.

Hvis et menneske siger til mig, at han er bange for at spørge mig om noget, er det en reaktion på det, jeg udsender. Uanset hvad min intension har været, er hans reaktion resultatet af min kommunikation. Skulle 9 andre reagere, som jeg havde ønsket, er den tiendes følelse stadig frygt. Og hans følelse er præcis lige så rigtig som de andres. Det er den ene del af det. Hans følelse er bare, som hans følelse er.

Den anden del er min reaktion på hans følelse. Når jeg finder ud af, at han er bange for at spørge mig om noget, kan jeg vælge enten at forsøge at ændre på hans følelse eller at ændre på min kommunikation. Mange mennesker kommer desværre ofte til at forsøge det første. Jeg er jo mor, og når mit barn er ked af det eller bange, får jeg lyst til at gøre ham okay igen. Men han er okay; han er bare bange. Hvilket jeg ikke behøver ændre på. Hvis det er mig, der gør ham bange, kan jeg selvfølgelig vælge at ændre på den adfærd, som udløser hans frygt – altså ændre på min kommunikation.

Tilbage til klassen. Hvis en gruppe forældre fortæller mig, at deres børn er bange for at spørge mig, når der er noget, de ikke forstår, må min ideelle respons vel være: “Jeg er virkelig ked af at høre, at jeres børn ikke tør spørge mig, når de er i tvivl. Det er ikke min intension at blive sur. Men hvis det er deres oplevelse, at jeg bliver sur, når de spørger, så kan jeg godt forestille mig, at de må blive bange. Og så er der vist noget, jeg skal have ændret på”. Og så er det min opgave som lærer at finde ud af, hvad i min kommunikation der skaber frygt. Helt personligt ville jeg spørge dem “Hey, der er et eller andet, der gør, at I ikke tør spørge, når der er noget, I ikke forstår. Jeg vil rigtig gerne have, I spørger, så kunne I ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre anderledes, for at I kan det?”

Men det kræver selvfølgelig, at jeg virkelig synes, det er okay, at de spørger, når de er i tvivl. Hvilket kræver, at jeg er parat til at høre, hvor mange, der ikke fanger mine beskeder. Hvilket igen kræver (hvis jeg vil udvikle mig), at jeg er villig til at indrette min kommunikation efter dem, som er afhængige af at kunne modtage den. Og dét kræver vilje.

Det var egentlig ganske fint at blive mindet om, at jeg skal lade være med at ville forsøge at ændre på andre folks følelser – også mine børns. Også de af mine børns følelser, som er mindre hyggelige.