Dagens ord er men

Dagens ord er men. I anledning af min yngste søns skole-hjemsamtale vil jeg slå et slag for begrænset og bevidst brug af det lille ord. Dets lidenhed til trods er dets betydning nemlig stor.

Johannes går i 1. klasse, så dette var min første oplevelse af, hvordan de – lærerne og vores søn – taler sammen. Om skole og fag og opførsel.

(En anden dag vil jeg komme tilbage til den i min optik rigtige måde at afholde sådan en samtale. Jeg hepper på barnet som ligeværdig samtalepartner, siden det nu er barnets læring, samtalen drejer sig om. Her skal kun siges, at lærerne i dag havde 90 % af taletiden. Min søn sagde i alt 7 ord. Den ene af mine tre sætninger lød “Måske skal du lige forklare Johannes, hvad fag-fagligt betyder”.)

Her skal det handle om brugen af ordet men.

Har du lagt mærke til, hvordan men præger betydningen af ordene før det? Hør: ”Du læser rigtig godt, men du skal koncentrere dig noget mere, så du kan blive hurtigere”. Hører du, hvordan det bliver ligegyldigt, at han læser godt, for det er jo alligevel ikke hurtigt nok? Eller ”Du klarede den sidste prøve godt, men du sprang nogle af opgaverne over, så dem har du fået fejl for. Det er den med koncentrationen igen, Johannes”. Hvad så, at han kan regne, når han er så fjollet at springe opgaver over?

(En anden dag kommer jeg tilbage til, hvor stor en del af vores kommunikation er fokuseret på fejl og mangler og hvor lille en del, der er positiv og bekræftende. Her vil jeg bare gætte på, at fordelingen i dag var 80/20.)

Nu handler det om men. ”Du staver fint i dagbogen, men hvis du kom lidt før 8, ville du kunne få tid til at gøre det pænt. Du sjusker”.

Lad os prøve at bytte rundt på sætningerne: ”Hvis du kommer lidt før 8 om morgenen, kan du få mere tid til at gøre dig umage med dagbogen. Så bliver det nemlig meget nemmere at se, hvor godt du staver”.  ”Hvis du arbejder på at blive bedre til at koncentrere dig, kan du nå alle opgaverne. Og vi ved jo, at dem du når, bliver rigtige”. Hører du også forskellen?

Jeg går ud fra, at hensigten med samtalen var at understøtte Johannes’ lyst til at lære. Når han i stedet oplever, at lige meget hvad han gør af gode ting, så er det ikke godt nok, har vi ikke alene spildt tiden; vi har også spildt chancen for at give ham den følelse af succes, som skal bære ham igennem de ting, som vil blive svære for ham at lære.

Og så er det hér, jeg griber mig selv i barmen (et udtryk jeg vist aldrig før har brugt) og lytter efter min egen brug af men: ”Jeg vil rigtig gerne se dit nye trick, men jeg er altså lige i gang med maden”. ”Jeg kan godt høre, du bliver sur, men sådan bliver det altså”.

Jeg bruger det selv alt for ofte, men (!) jeg er bevidst om det – og om, at der findes tidspunkter, hvor men er fint.

Ved aftensmaden spurgte jeg Johannes, hvad han huskede fra samtalen: “Ingenting”.

Jeg fik lov til at fortælle, hvad jeg kunne huske. “De sagde, at du læser rigtig godt. Du læste alle rigtigt ved prøven. Kan du ikke huske det?”

Nej

“De synes, du er god til at vente og til at lytte til de andre. Kan du huske, han sagde det?”

Nej

“At du klarer matematikken rigtig godt. Husker du det?”

Nej.

Til sidst huskede han selv en ting: ”Jo, jeg kan huske, at jeg ikke læser hurtigt nok”.

Behøver jeg sige mere?

Reklamer

3 thoughts on “Dagens ord er men

  1. AV med av-krydderi på!

    Jeg bliver en blanding af harm og ked, når jeg læser (og skynder mig alt, hvad jeg kan, at huske tilbage på alle de samtaler, jeg har været med til som lærer, men (!) jeg husker dem anderledes, pyha).
    Hvor har du ret, og hvor bliver jeg helt ked af det på Johannes’ vegne – det lyder jo for fa’en, som om knægten har fuldstændig styr på det ‘fag-faglige’ og på at gå i skole!
    At han så glemmer lidt undervejs, ja, altså findes der mere end to-tre børn i en 1. klasse med 28 elever, der ikke gør det? (Jeg glemte altså også, og jeg var endda læreren).

    Tusind tak for en vigtig reminder om indstilling og ordstilling, der skal så lidt til, for at ros faktisk lyder som ros 🙂

  2. Camilla, igen igen sidder jeg og filer på en storstilet kommentar som aldrig rigtig kommer afsted fordi, tingene hober sig op og der er så mange ting jeg kan og bør skrive til dine indlæg!
    Det her med elevsamtaler er noget jeg lidt har haft en bet med . Udgangspunktet er selvfølgelig godt; man vil snakke åbent med de involverede parter om hvad ser vi og om hvad forventer vi, så langt så godt. Men men.. samtaler kan bruges til at formidle mangt og meget, de kan være så indspiste at man på forhånd melder sig ud af dem, og de kan være rum med højt til loftet som man virkelig har lyst til at blive i. Intet er givet eller legitimeret alene i kraft af at det stilles op som en samtale.
    Jeg er stor tilhænger af at man (i det mindste som professionel) prøver at forholde sig til hvilken form for samtale man befinder sig i; samtaler er ikke i sig selv ligeværdige, de bliver det kun hvis man bevidst forholder sig til at man vil skabe en ligeværdig samtale; en samtale bliver kun til reel dialog hvis man forholder sig aktivt til at skabe et fællessprog, og evt. omfordeling af taletid og tusind andre ting.

    Nå, det blev langt og kedeligt, men hovedbudskabet var at jeg forstår så udemærket at måden at tale på faldt dig lidt for brystet -og at jeg synes der er stor grund til at være opmærksom på hvordan man samtaler -sådan set har jeg også forståelse for lærerne, og jeg sidder og tænker på at jeg sikkert selv kunne have siddet (som lærer)og lavet noget lignende. Det handler velsagtens om mangel på tid, overskud og oplysning til lærerne.
    At Johs ikke kan huske det, må da være et sundhedstegn;-)

  3. @Lea: Tak. Ja, han har nemlig styr på det, og ja, læreren (læs: jeg) glemmer også (læs: meget. Gjorde jeg). Og så vil jeg tage din sætning med til mine besøg i børnehaver og på skoler om ordstilling og indstilling og om, hvor lidt der skal til, for at ros lyder som ros. Dejlig formulering.

    @Christina: Langt og kedeligt? Slet slet ikke! Og hvor har du ret (i mange ting og) i at en samtale først er ligeværdig, når vi er indstillede på, at den skal være det og indstillede på at gøre vores, til at den virkelig bliver det.
    Jeg var selv så skideheldig som nyuddannet lærer at ryge i team med en ældre lærer, som kunne det dér med at tale MED ungerne om deres skole, så det blev bare sådan, jeg også gjorde det. Jeg kom nok til at tro, at det var sådan, man nu gjorde. For de andre i teamet talte lige sådan til ungerne.
    Så har jeg så været så heldig, at selvsamme lærer er min ældstes lærer nu, så jeg har oplevet at sidde på den anden side af bordet og iagttage, hvordan lærerne og Alfred taler sammen (og selv få de sidste 2 minutter, til hvis vi forældre havde noget at sige).
    Bonus er jo, at så hører jeg, hvordan mit barn udtrykker sig omkring sin læring, hvilket jeg kan tage med hjem. Lærerne bliver på den måde rollemodeller for forældrene.
    Og så har du formodentlig (forhåbentlig) ret i, at lærerne simpelthen mangler oplysning. Tiden er den samme og overskuddet bliver bedre ved min gamle kollegas måde at gøre det på.
    Og så skal lige siges, at bonus ved min oplevelse forleden jo er, at jeg ved, hvordan mit barn tales til i skolen, så jeg herhjemme kan skabe en balance.

    God weekend, I 2 (og alle jer andre).

    C

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s