Av-av-hav-hav-avavav!

Har du set drenge slås for sjov? Set, hvordan de kæmper til det sidste for at få den anden ned? Har du hørt dem? Har du hørt deres helt fantastiske måde at grine-ømme-sig på, som er umulig at stave til og som ikke lader os i tvivl om, at det for alvor gør ondt og at de virkelig nyder det?

Som barn boede jeg sammen med min søster og min mor. Min søster og jeg skændtes og kastede ting efter hinanden. Mon ikke vi rev hinanden også? Og nev. Men det var alt sammen i vrede. Vi har aldrig haft brydekampe for sjov. Så den slags var helt nyt for mig, da mine drenge blev store nok til dét.

Nogle gange er de fire drenge i én sofa. Ikke i faste makkerpar imod hinanden. Det lader til, at de automatisk skifter imellem, hvem der er mod hvem. Den, der har overtaget det ene øjeblik, har i det næste tre imod sig. Jeg kan sidde tre meter væk og arbejde (okay, være på Facebook), for det larmer næsten ikke. De stønner og pruster og piber og fniser,men der er ikke luft og plads til brøl og råb. Det mest larmende er et “Avav-ha-av-h-avavav! mine kugler!”, som presses ud mellem tænderne på den nederste i bunken.

Jeg har aldrig oplevet piger slås på samme måde.

Jeg var til 40-årsfødselsdag forleden. Hen ad aftenen, mens de voksne havde travlt med at tømme glassene og de 13-årige ventede på, at effekten skulle give dem chance for at drikke sjatter, sloges de to 10-årige drenge på de store puder i hjørnet. Det foretrukne trick var til at begynde med at hive i ørerne (hav-hav-hav-av-av!). På et tidspunkt gik de ud til spejlet for at se, hvor røde ørerne var blevet. De lyste op i det dunkle lokale. Mon ikke 10-årige piger ville stoppe dér? Drengene gik ind og fortsatte kampene, indtil deres ansigter matchede ørerne.

Må indrømme, at jeg fandt det langt mere underholdende at betragte drengenes leg og se dem glemme alt omkring sig, end at se alt for mange voksne blive fuldere og fuldere – og glemme sig selv.

En anden dag kommer jeg måske tilbage til min holdning omkring det at drikke sig stangbacardi, når der er børn til stede. Måske.

Reklamer

Hvem er mest uundværlig?

Min yngste er syg i dag, for tredje dag i træk. Og jeg mindes dengang, jeg levede sammen med drengenes far og et sygt barn udløste diskussionen om, hvem der var mest undværlig – eller snarere mest uundværlig i verden udenfor. Hvem skulle blive hjemme?

Jeg var skolelærer. Altså et af de mest uundværlige mennesker i verden. Måske var vi lige i gang med et projekt om trolde og i dag skulle jeg ind i naboklassen og fortælle min troldehistorie, hvorefter vi havde booket it-lokalet. Jeg havde lovet Clara at høre hende læse, og klokken 13 kom Simons forældre til samtale, hvilket havde taget mere end to uger at få i stand. Og Simon havde det virkelig svært for tiden. Skulle jeg blive hjemme, ville det have betydning for mindst 54 børn og for planlægningen af resten af projektet. Planlægning, som allerede havde trukket flere rækker af tænder ud i teamet på grund af skemabindinger, materialerne fra Centralen og fritter-pædagogernes mødetid. 

Min mand skulle bare i skole.

Og så skulle jeg mene, at den diskussion var ovre, hvilket den naturligvis ikke var. For han havde en idé om, at det havde betydning for hans uddannelse, at han missede mødet med sin vejleder og introduktionen til hvordan (dælen) man brugte det netbaserede opslagsværk om alverdens (og jeg mener alverdens) dimser, dutter, materialer, brædder, vinduesrammer og hvad-bruger-man-ellers, som man ellers bruger til at bygge et hus. Desuden havde han møde med gruppen om eftermiddagen, hvilket havde været svært nok at få i stand, fordi to af de andre havde fritidsjob. Hvilket min mand ikke havde, for han havde ikke nogen fritid. Han havde to smårollinger.

Hvoraf den ene nu var syg.

At bruge morgenen på at diskutere, hvor vigtige vores liv var, hvor vigtig vores deltagelse i det var, hvor vigtig den var for andre og os og fremtiden og muligheden for at få – eller kunne udføre sit – job. At bruge morgenen på at sammenligne vigtighed efter en ikke-eksisterende skala. Når alt kom til alt handlede det om, hvem af os, der skulle tage konsekvensen af noget, vi ikke selv havde valgt. Altså nok havde vi valgt at få børn, men vi havde ikke valgt, at de skulle være af den slags, som finder på at blive syge.

At betale for noget vi ikke selv har valgt, er aldrig rart. Vi går ind i det med modstand, brokker os og synes, det er skidesynd for os. Vi har så svært ved at acceptere det, fordi vi ikke har et valg. Og det mindste glimt af en anden mulighed skal undersøges. Som medopdragerens undværlighed for eksempel. Kunne vi bare få den anden til at påtage sig betalingen for det, ingen af os har bedt om.

Nu er jeg alene med mine drenge. Hveranden uge har jeg ingen at diskutere med, hvis drengene bliver syge. Jeg kan ringe til min mor, men kan hun ikke hjælpe mig (diskuterer jeg det ikke med hende), er der ikke andet at gøre end at aflyse mine aftaler – mit arbejde. Og sjovt nok oplever jeg, at selvom jeg absolut ikke har nogen anden mulighed end at smække hælene sammen og lade hånt om vigtigheden i mit (virkeligt meget vigtige) arbejde, så er det meget nemmere at være i, end da jeg skulle diskutere med min mand.

Det hænger selvfølgelig også meget sammen med en ting, jeg endelig lærte for 3-4 år siden: Hvis jeg virkelig ikke kan ændre på en ting, har jeg to muligheder: Jeg kan pine mig selv med, hvor skidesynd det er for mig, kæmpe mig igennem problemet med en ed i mundvigen og have det dårligt hele vejen igennem. Eller jeg kan acceptere, at jeg virkelig ikke kan ændre på den (slut-færdig!), acceptere at jeg synes det er irriterende (for det er det) og sige “Og hvad så?!” Få det bedste ud af det og have det godt eller bare okay hele vejen igennem.

Det hjælper altså. For der er alligevel en del små og store ting, som jeg ikke kan ændre på. Køer i supermarkedet, egen sygdom, folk der melder afbud, mørke om morgenen eller en mindre kompetent professionel voksen i mine børns liv. Og hvad så?

Dagens ord er men

Dagens ord er men. I anledning af min yngste søns skole-hjemsamtale vil jeg slå et slag for begrænset og bevidst brug af det lille ord. Dets lidenhed til trods er dets betydning nemlig stor.

Johannes går i 1. klasse, så dette var min første oplevelse af, hvordan de – lærerne og vores søn – taler sammen. Om skole og fag og opførsel.

(En anden dag vil jeg komme tilbage til den i min optik rigtige måde at afholde sådan en samtale. Jeg hepper på barnet som ligeværdig samtalepartner, siden det nu er barnets læring, samtalen drejer sig om. Her skal kun siges, at lærerne i dag havde 90 % af taletiden. Min søn sagde i alt 7 ord. Den ene af mine tre sætninger lød “Måske skal du lige forklare Johannes, hvad fag-fagligt betyder”.)

Her skal det handle om brugen af ordet men.

Har du lagt mærke til, hvordan men præger betydningen af ordene før det? Hør: ”Du læser rigtig godt, men du skal koncentrere dig noget mere, så du kan blive hurtigere”. Hører du, hvordan det bliver ligegyldigt, at han læser godt, for det er jo alligevel ikke hurtigt nok? Eller ”Du klarede den sidste prøve godt, men du sprang nogle af opgaverne over, så dem har du fået fejl for. Det er den med koncentrationen igen, Johannes”. Hvad så, at han kan regne, når han er så fjollet at springe opgaver over?

(En anden dag kommer jeg tilbage til, hvor stor en del af vores kommunikation er fokuseret på fejl og mangler og hvor lille en del, der er positiv og bekræftende. Her vil jeg bare gætte på, at fordelingen i dag var 80/20.)

Nu handler det om men. ”Du staver fint i dagbogen, men hvis du kom lidt før 8, ville du kunne få tid til at gøre det pænt. Du sjusker”.

Lad os prøve at bytte rundt på sætningerne: ”Hvis du kommer lidt før 8 om morgenen, kan du få mere tid til at gøre dig umage med dagbogen. Så bliver det nemlig meget nemmere at se, hvor godt du staver”.  ”Hvis du arbejder på at blive bedre til at koncentrere dig, kan du nå alle opgaverne. Og vi ved jo, at dem du når, bliver rigtige”. Hører du også forskellen?

Jeg går ud fra, at hensigten med samtalen var at understøtte Johannes’ lyst til at lære. Når han i stedet oplever, at lige meget hvad han gør af gode ting, så er det ikke godt nok, har vi ikke alene spildt tiden; vi har også spildt chancen for at give ham den følelse af succes, som skal bære ham igennem de ting, som vil blive svære for ham at lære.

Og så er det hér, jeg griber mig selv i barmen (et udtryk jeg vist aldrig før har brugt) og lytter efter min egen brug af men: ”Jeg vil rigtig gerne se dit nye trick, men jeg er altså lige i gang med maden”. ”Jeg kan godt høre, du bliver sur, men sådan bliver det altså”.

Jeg bruger det selv alt for ofte, men (!) jeg er bevidst om det – og om, at der findes tidspunkter, hvor men er fint.

Ved aftensmaden spurgte jeg Johannes, hvad han huskede fra samtalen: “Ingenting”.

Jeg fik lov til at fortælle, hvad jeg kunne huske. “De sagde, at du læser rigtig godt. Du læste alle rigtigt ved prøven. Kan du ikke huske det?”

Nej

“De synes, du er god til at vente og til at lytte til de andre. Kan du huske, han sagde det?”

Nej

“At du klarer matematikken rigtig godt. Husker du det?”

Nej.

Til sidst huskede han selv en ting: ”Jo, jeg kan huske, at jeg ikke læser hurtigt nok”.

Behøver jeg sige mere?

Underskudsmor

Nogle dage har jeg ikke energi til at give mine unger særligt meget andet end kys og kram og noget at spise. Dét går an, når dagen er en onsdag, så det kun handler om de 4 timer fra frit til seng. Men når det rammer en lørdag, slider det altså på Mor-følelsen.

I dag valgte min ældste at tage hjem til en kammerat lige efter frokost, mens den yngste havde brug for en hyggedag hjemme. En hyggedag. Lyder det ikke bare … hyggeligt? Spille spil og sludre, danse, springe i sofaen, læse, tegne og lege? Hyggelørdag.

Der er ingen særlig grund, når jeg ikke har energien til noget af alt det hyggelige. Det rammer mig bare en gang imellem. Som det har gjort i dag. Vi har ikke spillet, danset, læst eller tegnet. Jeg har set en film og taget en lang lur, mens Johannes har sprunget i sofaen og set gamle X-Faktor- og MGP klip på YouTube. Vi har sludret måske 6 x 3 minutter i løbet af eftermiddagen, og nu sidder han med maden foran flimmeren, mens jeg skriver et indlæg om, hvorvidt det giver mening.

Det giver egentlig fint mening med en sumpedag, en lørdag, hvor tempoet er sat helt ned, et uldent tæppe gør det ud for nederdel og absolut intet praktisk bliver gjort. Hvor jeg end ikke ser julepynten (!) eller overvejer at vaske salt- og snepletter af gulvene. Men sådan en lørdag giver en hel del mere mening, når den rammer en weekend, hvor drengene er hos deres far. Så går den ikke ud over min Mor-følelse. Det er ikke meget nemt at finde trøst i min tro på, at jeg i det mindste er Lejlighedens Bedste Mor.

Når vores børn kommer til skade

Jeg tror, Johannes var 2½, da det ikke lykkedes for ham at holde balancen på min søsters trappe. Trappen snor sig, så trinene er virkelig smalle helt inde ved gelænderet, hvor den lille fyr selvfølgelig gik. Min søster og Fætter på 5 var allerede nede, og jeg var ved at få styr på Alfred på 4, et Postmand Per hus og resten af vores grej øverst på trappen. Da Johannes mistede balancen.

Han hoppede på hovedet ned. Der kom så meget fart på, at han på de 15 trin kun nåede at ramme to gange med hovedet. Jeg mener, han hoppede på hovedet. Og det med sådan en fart, at det så ud som om han hoppede op i favnen på min søster, som stod klar til at gribe ham.

Da hun fik ham op, havde han allerede to buler i panden. De var kommet på under tre sekunder og var enorme og blå. Han skreg. Han skreg så højt at underboen kom ud. Han tilbød at køre os på skadestuen, hvilket var lidt af et mirakel, da jeg stod der uden kørekort og med alt for mange børn, til at alle kunne være i min søsters bil. Jeg maste en kanelgiffel i hånden på den tilskadekomne og så afsted.

Han var heldigvis okay, bare lidt bulet. På journalen står der “Patienten spiser kage og sendes hjem”. Jeg var ikke okay, slet ikke. Jeg var så træt, at jeg næsten ikke kunne bevæge mig. Var blevet så forskrækket over at se min lille søn hoppe ned ad trappen på hovedet (jeg skulle have holdt ham i hånden!), af at se to kæmpe buler springe frem på hans lille pande (hvorfor sagde jeg ikke til ham, at han skulle gå baglæns?) og af frygten for at noget alvorligt var sket med hans hoved (nu er det igen mig, der har været uansvarlig!). Så nu hvor det var overstået, var jeg lettet og fyldt med beskyttertrang. Og bare så træt, så træt.

Voldsomme billeder fra Haiti

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor træt denne mor er. Jeg kommer forhåbentlig aldrig til fulde til at forstå de følelser, som må overvælde de haitianske mødre og fædre i disse dage. Kvinden her er heldig; hun har stadig sin store datter og sin lille søn.

Jeg har slet ikke lyst til at prøve at forestille mig, hvordan haitianske børn har det lige nu. Hvis de er heldige, har de stadig forældre.

Vi skulle have været i ZOO i weekenden, hvilket er en sjælden luksus for os. Vi dropper det i år. Hvordan kan jeg bruge 210,- kroner på at se på dyr i bur, når den lille familie ligger dér? Mine drenge vil forstå, at pengene skal gå til noget andet. Mine kære, raske, skønne, heldige, levende drenge.

Børn kan selv

Jeg fulgtes op ad trapperne til en 2. sals lejlighed med en mor og hendes to børn i går – en pige på 5 og en dreng på 13 måneder. De havde lige tømt bilen efter weekenden i sommerhuset, så de havde en hel masse ting, som skulle med op. Pigen tog pusletasken og endnu en pose, mens moren og jeg bar resten. Drengen havde nok i at få sin buttede krop op ad trapperne.

Denne mor har på et tidspunkt besluttet at benytte enhver given lejlighed til at støtte sine børns motoriske udvikling og selvhjulpenhed. I stedet for at skovle drengen op under armen og hurtigt komme op i lejligheden for at sætte sig på gulvet og lege (med tankerne ude i køkkenet), bruger hun gerne 10 minutter eller mere på trapperne.

Til at begynde med var den store lige bag lillebror. Sørgede for at holde sig tæt til ham, så han ikke snublede baglæns. Mens hun og mor talte om, hvordan drengene havde drillet i børnehaven og om den nye madordning derhenne. På et tidspunkt fik hun nøglen og gik op med pusletasken og mor overtog pladsen bag den lille, som møflede sig op trin for trin.

Fordi det tog så lang tid, nåede storesøster at rende op og ned et par gange for at hente ting. Store, uhandy kasser og poser. Da vi endelig nåede op, havde hun taget overtøjet af og fundet sine sutsko. Moren havde ikke længere noget at slæbe på, og hjalp nu lillebror ud af tøjet. Fat i det ene ærme og “Hiiiiv i armen!” indtil han selv trak armen ud af ærmet.

Vi satte os på gulvet i drengens værelse og snakkede, mens han tumlede rundt. Og jeg mener tumlede rundt. Når han ikke var i gang med at samle klodser op og stable dem, kravle over vores ben, finde vej hen over en kæmpe pude på gulvet eller kaste med en stor bold, havde moren fat i ham, så hun kunne vende bunden i vejret på ham og placere ham på en sådan måde på hendes ben, at det blev besværligt for ham at komme op. Han kæmpede savlende og glad.

Da det blev tid til at gå i køkkenet og maden kom i centrum, kravlede pigen op på bordet, hvor hun sad og hjalp med at åbne pakker, skære grøntsager og vurdere mængden af pasta. Mens hun og moren talte, hvor mange gange hun slog hovedet ind i hylden. Undervejs fik hun spist gulerod, skinke og avokado. De dækkede sammen bord.

Storesøster skubbede på, så lillebror kunne kravle op på sin triptrap stol. Bøjlen blev fjernet for et par uger siden, og han har næsten forstået, at han ikke skal kaste sig ud til siderne. Jeg lagde mærke til, at pigen selv tørrede op, da hun spildte mælk (som hun selv havde hældt op) og at drengen bruger gaffel og drikker af en helt almindelige kop.

Det slog mig, hvor mange gange i løbet af en dag vi har mulighed for at skabe god udvikling for vores unger. Muligheder, må jeg erkende, som jeg ikke i tilstrækkelig grad har benyttet mig af i mine drenges tidlige barndom. Slet ikke. Jeg har gjort alt for mange ting for dem, som de sagtens selv kunne klare. Af kærlighed selvfølgelig. Og fordi det var det nemmeste. Og det slog mig (igen) i går, at det overhovedet ikke passer til min intension om at skabe de bedste betingelser for mine drenge, så de kan blive selvhjulpne, selvstændige mennesker, som har en følelse af at være værdifulde for fællesskabet.

Jeg var heldig i går. Jeg fik et billede af et barns ansigt, når forældrene forventer – og hun selv ved, at hun kan. Det var et udtryk af selvfølgelighed. Selvfølgelig vaskede hun selv sit hår, tog nattøj på, tørrede sig efter badet og hjalp til omkring måltidet. Jeg tænker en masse over børns selvværd i disse dage. Måske så jeg i pigens ansigt et billede af netop det: selvværd.

___________________________________________

Advarsel! Reklame:

Moren jeg fortæller om, har gjort det til sin mission at støtte andre forældre i at at gøre deres børn selvhjulpne. Har du lyst til at blive inspireret, kan du høre hendes foredrag den 10 februar klokken 19-21.30. Det foregår på Frøbel Seminarium, Grundtvigsvej 11, Frederiksberg C og koster 100,-

Tilmeldning på nicola@mindnavigation.dk

Barnet for Bordenden

Jeg søgte en vens bistand forleden, da en far havde bedt mig om et råd omkring sin datter. Min ven sagde en masse kloge ting (det gør han, sådan noget) og sådan lidt udenfor emnet spurgte han mig, om den 4-årige pige er enebarn. Og om hun bor sammen med både mor og far. Ja og ja.

Han sagde “Mit gæt er, at datteren sidder for bordenden med en forælder på hver side”. Og jeg lærte, at man kan være modstander af Barnet for Bordenden. Det er min kloge ven åbenbart. Og her er (nogle af) hans (og en enkelt af mine) tanker omkring det:

Et barn der er placeret sådan ved bordet, er konstant i fokus fra begge forældre. Forældrene ser hvert et stykke kød, der rammer tungen og hver en dråbe, der rammer bordet. De kan kommentere alt, hvad barnet gør eller endnu ikke kan. Opmuntre til at spise 3 bidder mere og irettesætte, når han leger med maden. 

Og jeg forestiller mig nu, hvordan jeg ville have det, hvis jeg sad dér for enden af bordet. Hvis der sad to mennesker (hvis kærlighed jeg er afhængig af) og kiggede på mig hele tiden og talte om det, jeg var i gang med. Hele tiden. Hvis de roste mig, når jeg tog en stor mundfuld og rettede på mig, når jeg fik brug for at trække den ene ben op under mig. Lokkede, skændte, ivrede, talte om mig og min mad og om min måde at være ved bordet.

Jeg tror altså ikke, spisning ville være min yndlingsbeskæftigelse. Jeg har det ikke så fedt med at blive stirret på.  Jeg gætter på, at jeg ville finde det svært at være mig selv og slappe af dér ved min bordende. Jeg er ret sikker på, at jeg ville begynde at finde måder at slippe for pinen. Og der er ingen tvivl om, at jeg ville få et sært forhold til det dér mad-noget, som skaber så ubehagelig en stemning omkring mig. 

Nu er mine drenge så store – og er desuden i overtal herhjemme, så jeg kan klappe mig selv på skulderen (og glemme, hvordan vi sad omkring bordet, da vi stadig var to voksne og ét barn). Men jeg har godt nok fået noget at tænke over: i hvilke andre situationer kommer jeg til at placere mine unger midt i rampelyset og give dem alt for meget opmærksomhed, så de får svært ved at være naturligt til stede. Det vil jeg altså lægge mærke til det næste stykke tid.