Tak Skvatfordeler

Hvis det viser sig allerede i barndommen, hvordan vi håndterer sygdom som voksne, så er der ude i Fremtiden en kvinde (eller mand, hvem ved?) – eller gennem tiden vel flere kvinder (og/eller mænd), som kan klappe sig selv på skulderen for en god scoring. Og det er hende, som scorer min ældste søn.

Du ved, hvordan nogle mennesker kan være nogle rigtige skvat, når de er syge, ikk? En del kvinder påstår, at det er mænd, der er det, men mon ikke begge køn er repræsenteret i skvat-flokken? Et skvat er så dygtig til at jamre sig (over sin lille forkølelse), at h*n endda kan gøre det uden lyd. Et skvat ved hvordan h*n kan blinke laaangsomt med øjenlåg, der er tynget af feberen (på 37,8). Et skvat kvækker “Skaaat? (rømmerømme) Vil du ikk’ (host) gi’ mig en kop va(host)nd?” med påtaget ydmyghed og taknemmelighed. Og hvis h*n ikke var bange for at blive våd ned af hals og bryst, ville h*n bede dig hælde vandet ned i kæften på h*m (hehe), for hånden er så tung så tung.

Har du nogensinde mødt et skvat?

Så ved du også, hvor glad min søns tilkommende (skarer af kvinder og mænd – han er jo en lækker satan) vil blive. For når Alfred er syg, glemmer jeg nærmest, at han er hjemme. Han ligger i min seng (hos os bor tv’et i soveværelset) og ser fjernsyn. Hele dage kan han ligge og bare kigge. Og han siger ikke en lyd. Ind imellem nuldrer han ud på toilettet og når jeg husker at give ham vand og frugt, spiser han det og stiller tallerkenen op på hylden. Og hvis jeg ikke lige har husket at stille baljen tilbage ved siden af ham efter sidste tømning, skynder han sig ud på badeværelset, lige så snart han kan mærke, han skal kaste op. Rammer snorlige ned i toilettet, og hvis jeg ikke var så lynhurtig (jeg hader-hader-hader opkast), ville han selv skylle ud efter sig. Så tilbage til seng og tv.

En gang i timen pakker jeg ham ind, mens jeg lufter hytten igennem i den tro, at så undgår vi andre at blive syge. Han finder sig i dét og i at blive pakket ud igen efter endt udluftning.

Jeg takker for ikke at være blevet tildelt et skvat. Og lige nu husker jeg ikke, om Johannes er et skvat, for dér er jeg blevet velsignet med en meget rask dreng – eller bare en hukommelsee, som fejler både det ene og det andet.

Tak Skvatfordeler.

Snart ønsker jeg ikke længere, at det hele var anderledes

Jeg er egentlig af den holdning, at mine børn kan tåle at se mig i enhver følelsemæssig tilstand; at det er sundt, at de ser mig (og andre voksne) i alle tænkelige tilstande. Synes, det må være en del af min opgave som voksen og forælder at vise dem, at alle følelser er okay og ikke mindst, hvordan jeg vælger at håndtere dem.

Mine drenge har set mig rase & bande, grine & fnise, græde over reklamer, blive stædig & holde fast, skælde ud (over ingenting), savne de afdøde og en masse andre nuancer af følelsesregisteret. De er vant til, at jeg forklarer mine følelser – nogengange når de ikke længere er der, andre gange midt i et suset af én. De kan ikke længere huske deres mor fra dengang, jeg ikke vidste, hvordan man udtrykker følelser. Og det sidste år har de vænnet sig til, at jeg oven i købet har lært at gøre det på en god måde.

Men jeg har ikke prøvet at være sønderknust før. Ikke på denne måde, hvor sorgen kan springe på mig midt i en sætning og hvor tårerne begynder at løbe midt i et gab. Jeg forsøger at finde balancen, så de ser, jeg er ked af det, men ikke bliver skræmt af den voldsomhed, som følelsen ind imellem vælter ind over mig med.

To dage før juleaften holdt Kæresten op med at være min Kæreste. Og selvom beslutningen om dét vist er så rigtig, som den slags kan blive, så er sorgen og (tanken om) savnet overvældende. Han var samtidig den, med hvem jeg kunne finde ud af at mærke, udtrykke og håndtere mine følelser, så som en bonus skal jeg nu igennem noget svært alene. Det er overvældende og det rammer sgu lige ned i mine drenges ferie, så mens jeg skal huske mig selv på at trække vejret, skal jeg også huske at gøre ferien god for de to (som jo også lige har mistet en voksen).

Jeg har en mærkelig følelse af, at alt nok skal blive okay – måske endda mere end okay; at jeg efterhånden har lært nok til, at dette kan blive en god proces og at jeg måske endda vil finde en gave i alt dette. Om aftenen har jeg roen til at finde ind, forholde mig, mærke, skrive og gøre. Og hver aften er følelsen stærkere. Og i takt med dét, bliver den følelse, som fyldte det meste for 5 dage siden, svagere: at jeg ville ønske, det hele var anderledes.

Det er i blikket, den store forskel ligger

Jeg mødte min gamle klasse. Ikke den jeg selv har gået i, men den klasse jeg underviste fra 1. til 5. Nu går de i 8.

Jeg har mødt mange af dem enkeltvis i løbet af årene, talt med et par stykker, hørt lidt fra en håndfuld forældre. Og nu stod de dér, alle sammen, og ventede på deres lærer. Lignede fuldkommen sig selv og så alligevel ikke. Dybe stemmer, bumser, rigtige frisurer, erfaring i blikket. Jeg fik sådan lyst til at sætte mig ned med hver enkelt af dem og høre, hvordan alting er. “Er du stadig veninde med …?” “Hvordan går det med sangen?” “Blev din mor rask?”. Fik lyst til at kigge rigtig godt og grundigt på dem alle, se om de så glade ud, høre dem, om alt er okay.

Som små viste de mig så meget tillid, delte deres oplevelser med mig, fortalte, når de syntes, jeg gjorde noget forkert, beskrev deres drømme for mig. Små, unikke væsner, som jeg fik lov at leve ved siden af i nogle år. Og nu disse unge, smukke væsner, som stadig hilser på mine drenge, når de møder dem på skolen (hvilket betyder verden for børn i den alder), selvom de bare er små rollinger.

Det blev kun til to minutters samtale med en lille gruppe af pigerne, og kun en hurtig øjenkontakt til halvdelen af dem alle. Så måtte vi videre.

Hvor jeg håber, at mine egne unger bliver ved med at møde professionelle voksne, som virkelig vil dem, som ser, hvor fantastiske mennesker de er (også når de er pisse-irriterende) og som lytter, når de siger, at noget kunne være anderledes. Indtil videre har vi været heldige.

Det er forbudt at sigte efter hovedet

“Hvis vi skynder os at blive færdige, kan vi nå at lege på vej til skole”. Se, dét er en sætning, jeg vist aldrig har sagt før. Jeg sagde den med største begejstring i morges. Havde lige set drengenes ansigter, da de opdagede sneen derude.

Den sne! Sådan rigtig sne i den rette mængde. Og herhjemme er vi enige om, at sne ikke må spildes. Vi ved aldrig, hvornår der kommer mere.

Vi hentede 20 minutter hjem i morges. Jeg ved ikke med dig, men herhjemme bruger vi hvert et minut om morgenen. Og alligevel hentede vi T-Y-V-E minutter! Fordi det havde sneet, og fordi vi ville nå at lege på vejen til skole. Drengene nåede endda at gå med skrald (frivilligt!), fordi de lige ville lave en sneengel i gården.

Så afsted mod skolen – på gåben. Eneste regel var, at man ikke måtte sigte efter hovedet. Vi var nogle af de første, så der lå sne på alle bilerne og flere steder kunne vi være de første til at sætte spor. Jeg skal have lært de drenge at lave snebolde. Fik jo nærmest ingen modstand.

Ved skolen bad jeg dem tage hensyn til en far og hans datter: “Uskyldige civile”. Hans bemærkning om, at jeg vel egentlig ikke vidste, hvor uskyldige de var, var for svær ikke at reagere på. Nu tror mine drenge, at det er okay at kaste med sne mod fremmede.

Luftguitar og skjulte gab

Min ene søn elsker at optræde for mig. Han elsker musik og dans og sang. Han synger som en drøm (for en 8-årig) og har en perfekt sans for rytme (hedder det mon sådan? spørger den umusikalske mor) og er netop begyndt til guitar.

Men når han optræder, synger han ikke og han spiller ikke. Selv. Det gør professionelle musikere, som han finder på Youtube og mimer til. Mimer, danser, spiller luftguitar, laver grimasser, springer og udvikler attituden.

Og så sidder jeg dér på den stol, han nu har placeret på mig og kigger, nynner, banker takten med foden og smiler. Og keder mig. Det gør jeg altså – bravt! Jeg synes, det er brandhyggeligt med det første nummer og jeg klapper, fordi han gider underholde mig. Og selvfølgelig fordi han elsker, at jeg gør det. Men efter første nummer … eller … efter halvdelen af det første nummer, begynder jeg altså at kede mig. Og kan ikke engang holde mig interesseret ved at synge med, fordi så overdøver jeg den professionelle og koncentrerer mig ikke om det væsentlige: at se på ham.

Og det er altså svært ikke at synge med på dagens numre: We Are The World, Do They Know It’s Christmas? og Fix You (Coldplay). Og det er svært at finde balancen: hvornår må jeg kræve min ret-til-ikke-at-kede-mig og hvornår skal jeg bare give ham den opmærksomhed og synke gabene?

Hannah Montana

(Det var ikke svært at lade være med at synge med på Hannah Montana)

Mine drenge er på sukker

“Johannes har haft rigtig meget energi i dag”. Sådan lød det fra den voksne, som havde tjansen med at tjekke ungerne ud på fritten i dag.

Hvis jeg møder en veninde en eftermiddag og siger “Jeg har haft rigtig meget energi i dag”, så betyder det, at jeg har ordnet regnskabet, ringet til et par kunder, tømt risten for hår og skabet for brugte glas. Så har jeg smilet til fremmede, holdt mig vågen i bussen og husket, at vi skal have aftensmad på et tidspunkt.

Når jeg hører ordene, idet jeg kommer ind i fritten, betyder det sjældent noget godt. Så betyder det, at Johannes har løbet på trappen, drillet alt i bevægelse (og ikke mindst dem, der sad stille) og i det hele taget været til gene for de andre på stedet.

I dag fik jeg sådan lyst til at svare “Det lyder sgu da dejligt!” men kunne ikke få mig selv til det. For det havde ikke været dejligt. Jeg kunne se det på Johannes. Jeg behøvede ikke spørge, hvad energien var blevet brugt på; min søns ansigt fortalte mig alt.

For to år siden valgte drengenes far og jeg at tage sukker og hvidt mel ud af kosten hjemme hos os begge. Vi skar det helt ud. Gik over til grovpasta og fredagsslik bestående af popcorn, tørret frugt og poppede hirsefrø (!). Vi gjorde det, fordi Alfred konstant var i voldsomme, fysiske konflikter og fordi pædagogerne i børnehaven hele tiden måtte have en hånd på Johannes’ skulder, når de sad i rundkreds, så han ikke konstant rykkede rundt. Vi gjorde det, fordi vi havde hørt, at sukker har en betydning for blandt andet adfærd og koncentration hos børn (og voksne).

Efter en uge kom Alfred ikke længere op at slås og Johannes sad roligt på sin røv i rundkredsen. Jeg var målløs. Jeg havde ikke drømt om, at effekten kunne være så stor og vise sig så hurtigt. I to år har vores drenge nu levet uden sukker hjemme (men spist det ved fester og fødselsdage) og de fungerer begge rigtig godt med det.

Nu er det december og jeg har måttet slippe. Der er for mange arrangementer; fritten indfører i december gå-hjem-kager, så alle får stukket en småkage i hånden, når de går; hos deres far giver nissen nogle dage sukkersager; i går var vi til lav-selv-og-spis-imens-konfektdag. I det hele taget er december bare drysset med sukker. Og jeg har valgt at acceptere det. Om to uger finder vi tilbage på sporet igen.

I dag så jeg effekten i Johannes’ lille, skønne ansigt. Hans udtryk har ændret sig. Det er svært at beskrive, hvad det er. Hans øjne bevæger sig en anelse hurtigere. Han ser han en smule mere træt ud. Han får nemmere til gråd. Og så dimser han bare rundt hele tiden. Altså hele tiden. Og Alfred, han bliver stadig mere drillende, som måneden skrider frem. Og den sidste uge har ingen af dem formået at sidde ned under et helt måltid.

Mine børn er igen på sukker og det kan mærkes. Jeg glæder mig til januar, for jeg synes sgu, det er synd for dem. Og tænk sig: jeg møder voksne, som synes, det er synd, at mine drenge ikke får sukker resten af året.

Hvad er det vigtigste, du har lært af at blive forælder?

Jeg ville ønske, mit svar kom prompte: Det vigtigste jeg har lært er, at kærlighed er det vigtigste, men det vidste jeg altså i forvejen. Eller at mine børn er vigtigere end alt andet. Men det er de vist aldrig rigtig blevet. Det hændte endda nogle gange, da de begge var helt små, at jeg tænkte “Jeg skulle aldrig have fået børn; jeg er alt alt for egoistisk. Og træt!” Hvilket jo ikke tydede på, at mine børn var vigtigere end alt andet.

Jeg har nok nærmere lært, at jeg er vigtigere end noget andet. Hvis jeg skal være en god mor for de her fantastiske, afhængige, små væsner, så skal jeg have det godt. Så er jeg nødt til at prioritere min egen trivsel og glæde for at have, hvad der skal til, for at kunne give dem hvad de behøver.

Så hvad er det vigtigste, jeg har lært af at blive mor?

Lige nu (og det kan være, det ændrer sig) tror jeg, at det vigtigste jeg har lært, er at være ligeglad med, hvad andre tænker. Det gik ret hurtigt op for mig, at børn tiltrækker opmærksomhed og det ikke længere var op til mig selv (som jeg bildte mig ind, at det havde været hidtil), hvornår folk kiggede på mig. På os. På min måde at være sammen med og håndtere mine unger. Og det gik op for mig, at uanset hvad jeg gjorde, ville nogen synes, det var i orden og andre, at det ikke var. Og den eneste måde jeg kunne være sikker på at trives i denne opmærksomhed var, hvis jeg til enhver tid kunne stå inde for, hvad jeg gjorde og sagde som mor.

Jeg kan til enhver tid stå inde for min adfærd, når jeg er sammen med mine børn. Den dag, vi stod udenfor børnehaven og jeg troede, min taske var blevet stjålet, stod jeg fuldkommen inde for, at jeg lærte to drenge på 3 og 4 hvordan 7 af de allerbedste eder i det danske sprog bare lyder bedst, når de bliver råbt. Og den dag jeg truede med at tage døren af til deres værelse, hvis de smækkede med den én gang til, stod jeg helt inde for mig selv, mens jeg kæmpede med at få den virkelig meget tunge fyldningsdør af.

Den eneste gang jeg (lige nu) kan huske, jeg for alvor ikke kunne stå inde for mig selv, var da Alfred røg på hospitalet efter at have spist to af mine slankepiller. Jeg blev straffet af min mands stilhed og af sygeplejerskens belærende “Den slags piller skal ligge uden for børns rækkevidde” (mens hun gloede op og ned ad min på ingen måde tykke krop). Og selv nu – 6 år senere kan jeg mærke varmen i kinderne, når jeg fortæller om det. Det er tydeligt for mig, når jeg ikke kan stå inde for, hvad jeg selv gør.

Jeg gør rigtig mange uhensigtsmæssige ting i mit forsøg på at skabe det gode liv for ungerne og mig. Jeg kommer til at skælde ud, jeg bliver for træt, jeg glemmer vigtige ting, jeg tager dumme beslutninger, som jeg så er nødt til at lave om, jeg læser ikke nok op for dem og jeg lader dem se for meget tv. Men fordi jeg altid kan forstå, hvor jeg kommer fra, når det sker – fordi jeg kan stoppe op (midt i det eller bagefter) og identificere de følelser, som får mig til at agere uhensigtsmæssigt – fordi jeg er i stand til at lære af mine fejl – fordi jeg ved, hvornår jeg bare må acceptere mine midlertidige valg – og ikke mindst fordi jeg kan finde ud af at sige undskyld – så kan jeg stå inde for, hvad jeg gør og siger som mor.

Og så er det jo lige meget, hvad alle andre tænker.

Hvad med dig? Har du ikke lyst til at fortælle, hvad det vigtigste er, du har lært af at blive forælder? Det ville være fedt at høre.