Morgenmuggen mor

Så skete det sgu igen: jeg gik ud af skolen – efter at have afleveret drengene – med følelsen af at være verdens dårligste mor. Det sidste jeg sagde til Alfred, inden han gik op ad trappen (og lige inden mit vage, wanna-be udglattende “Ha’ en go’ dag, skat”) var, at “jeg er pissetræt af, at du hele tiden skal sige det modsatte af hvad vi andre siger”. Det gik lidt bedre med at afslutte med Johannes – nok mest fordi han stadig holder i hånd (hmmm… det er sgu da alligevel spøjst).

Nu sidder jeg og tænker over, hvad der startede det hele. Det var ikke, at Alfred lagde ud med at brokke sig over at skulle op (det er vist kun anden gang nogensinde, at det er sket, så hvad pokker). Det var heller ikke, at Johannes igen var 100 år om alting – før han overhovedet nåede til de morgenvigtige ting (det ved jeg jo om ham, og det er derfor vi starter så tidligt). Det var bestemt ikke, at det er mandag (har elsket mandage siden jeg sagde mit job op og valgte med hjertet). Og heller ikke, at det nu er mørkt om morgenen (vores nye nisselandskab ser  hyggeligt ud i stearinlysets skær).

Ingen af de ting er den egentlige årsag til, at jeg brokkede mig over Alfreds brok, bitchede over Johannes’ fart og skyndte på dem begge som om nogen ville blive arresteret, hvis vi kom for sent (hvilket vi på intet tidspunkt var i reel fare for).

Jeg er bekymret. Nu kan jeg mærke det. Jeg er bekymret helt ind til kernen af mig selv over, at der ikke er udsigt til, at der går flere penge ind på min konto i år. Det bekymrer mig, at det vil knibe med at finde penge til gaver. Gaverne til alle de andre kan jeg droppe, men hvad med drengene? Og hvad med huslejen? Jeg er bare helt almindeligt bekymret. Det kommer over mig med (heldigvis ret store) mellemrum, og går væk igen efter et par dage.

Og indtil jeg finder ind til den følelse – min rigtige følelse, er jeg frustreret og utålmodig og en rigtig muggen mor. Så finder jeg på at sige “For helvede, Johannes!” med den allerærgerligste stemme, fordi han kommer til at tabe en bunke kort ud over køkkengulvet, to minutter efter jeg har bedt ham tage overtøj på.

Nu ligger de dérude og jeg træder over dem, når jeg skal ud at hente te og mad. Ligger og minder mig om, at jeg sagde, at der da virkelig ikke var tid til at samle dem op nu! Jeg vil lade dem minde mig om (det jeg ikke glemmer), at jeg skal undskylde overfor drengene som det første, når jeg henter dem igen. De skal have at vide (hvad de heldigvis godt ved), at min morgenmug ikke har noget som helst med dem at gøre.

Godt, mine drenge er så gode til at tilgive.

Når en 8-årig sparker til cykler

Min 9-årige kom grædende og vred op fra gården. De andre to drillede ham “lissom de gjorde sidste gang, vi legede”. Jeg lyttede lidt og sendte ham så ned igen for at løse problemet sammen med kammeraterne. Han var ikke meget for det, men han gjorde det. Ville jo rigtig gerne lege med dem resten af dagen.

Da jeg et par minutter senere kiggede ud af vinduet for at se, om Alfred havde fundet dem, så jeg ham og en af de andre stå og kigge på den tredje, som talte i telefon. Mens han talte, stod han og sparkede til en cykel. En voksencykel. Stod bare og sparkede støttebenet op og ned, op og ned. Lagde kræfter i og sparkede det op og ned, op og ned. Mens han lyttede en masse og talte en smule. Alfred og vennen stod og kiggede på ham og lyttede.

Jeg råbte ud af vinduet “Markus, du skal lige la’ cyklen være” og til de andre “har I fået talt sammen?” Markus stoppede og så et øjeblik ud som om, det kom bag på ham, at han havde stået og sparket. Den anden dreng svarede “Nej, ikke endnu. Markus taler lige med sin mor”.

Markus’ mor valgte for to år siden at flytte ned til sin nye kæreste i Spanien og lade Markus og hans bror blive i Danmark hos deres far (som heldigvis er helt fantastisk og meget bevidst om drengenes reaktioner). Efter en masse  statsamt og ret og trusler og tårer. Hun har ikke været i Danmark siden. Drengene har set deres mor én gang i løbet af de to år.

Kunne høre Markus sige “Mor, kan du ikke ringe tilbage … lige om lidt?” hvorefter han vendte sig mod de andre drenge. Den tredje dreng sagde “okay, Alfred, hvad ville du sige?” og jeg lukkede vinduet. Nu ville de kunne komme videre selv. Markus lagde mobilen i lommen.

Hvis det havde været min egen cykel, havde jeg nok ladet ham sparke videre lidt endnu.

På dette område curler jeg – det indrømmer jeg

Jeg har en brist (kun én): jeg ringer til mine drenges venner for at lave legeaftaler. Altså med mine drenge – ikke med mig. Normalt er hovedreglen herhjemme, at kan de selv, så skal de selv. De kan sagtens selv ringe til vennerne, og alligevel gør jeg det. For at skåne dem. Jeg ved det godt: jeg kan ikke skåne dem fra alle livets skuffelser. Og dog forsøger jeg at skåne dem for denne.

Det kommer igen og igen bag på mig, hvor travlt folk har i weekenden. Nogle lørdage og søndage ringer vi til 10-12 forskellige kammerater uden at finde nogen, der kan lege. Jeg kæmper selv med følelsen af at blive afvist (på ungernes vegne), efterhånden som mulighederne snævrer ind, uden at jeg har fået en aftale i hus. Får sværere og sværere ved kækt at svare “Okay så. Vi finder bare en anden dag” og når de først har sagt nej, gider jeg ærligt talt ikke høre om deres familiebesøg, fodboldstævner og julearrangementer. Jeg må videre. Jeg skal viderebringe min søn endnu et nej. Høre, hvem jeg så skal prøve.

Det gør ondt i mig, når mine drenge spørger “Hvorfor er der aldrig nogen, der ringer til mig? Hvorfor er det altid os, der skal ringe til dem?” For de har ret. “En anden dag” betyder, at vi igen forsøger at ringe rundt, næste gang vi har weekend sammen.

Jeg bilder mig ind, at jeg skåner dem for den direkte afvisning, når jeg ringer op. Jeg bliver nervøs for, at de ville miste modet og ikke gøre forsøget med den næste. Jeg vil så gerne vise dem, at vi ikke lader os slå ud. For det lykkes jo næsten altid til sidst at komme til at lege med en eller anden i nogle timer – heldigvis.

Curlermor?

Når storebror driller uden grund

Jeg er vist en smule allergisk overfor store søskende, der driller små søskende bare for hyggens skyld. Som du nok kan gætte, er jeg selv lillesøster.

Når min søn Alfred driller sin lillebror i et for mig at se pludseligt opstået behov for … ja, bare at drille.  Når der for mig at se ikke er anden årsag til det end, at han har lyst. Når det er næææsten udenfor min hørevidde. Så synes jeg sgu det er synd for Johannes. For det meste blander jeg mig ikke. Når jeg gør, er det for at fortælle Alfred, at han skal stoppe – uden diskussion. For han gør det kun for at … drille. Og han holder op med det samme, når jeg siger det, værre er det ikke.

Rasmus (ham, jeg er så heldig at have som Kæreste) har nu kendt mine drenge (og mig) siden marts og finder det virkelig interessant at opleve, hvordan vi tre interagerer. Jeg har endnu ikke mødt hans børn, så jeg aner ikke, hvordan de er sammen. Så Rasmus har den fordel (eller bagdel?), at han kan sammenligne voksen-barn relationerne i de to familier. Og han undres. Han undres gang på gang over, hvor jeg vælger at sige noget (opdragende) og hvor jeg vælger at lade være. Meget ofte ville han vælge det stik modsatte.

Indtil forleden har det været ret ukonkret for mig, i hvilke situationer jeg vælger at reagere så anderledes end han ville gøre. Men forleden fik jeg endelig et helt konkret eksempel: min måde at reagere på, når Alfred driller Johannes. Uuuuuh! Umiddelbart ret så sprængfarligt!

Samtalen:

Rasmus: Når Alfred driller Johannes uden nogen særlig grund…

Camilla: Ja, jeg ved det. Det provokerer mig altså

Rasmus: Han gør det jo kun fordi han vil mærke din kærlighed

Camilla (kan med det samme mærke modstand, hvilket for det meste betyder, at der er noget om snakken): Hmmm…

Rasmus: Og det der sker er, at du irettesætter ham og to minutter senere kommer Johannes hen til dig og kravler op til dig og vil kramme og hygge.

Camilla (avavavav!): …

Rasmus: Er det okay, jeg siger det?

Camilla: Jaja, selvfølgelig. Jeg tænker.

Rasmus: Så Alfred ser, at Johannes får det, Alfred har brug for. Og Johannes behøver ikke at gøre noget som helst for at få det.

Camilla: For helvede, Rasmus! Det er altså bare ikke i orden. Tsk! Hvad ville du så gøre? Lad mig høre, hvad der er så forskelligt i vores måde at gribe det an?

Rasmus ville kort fortalt ignorere den drillede og give den, der driller al sin kærlighed og opmærksomhed. Simpelthen fordi han mener, det er hvad han beder om. Så det skal han selvfølgelig have.

Noget af det gode ved vores forhold er, at vi har en stiltiende aftale om, at vi på intet tidspunkt er ude på at fikse hinanden. Når Rasmus fortæller mig om sin oplevelse, er det bare det, han gør: han giver udtryk for sin oplevelse. Og så kan jeg gøre med det, hvad jeg vil.

Jeg ved godt, hvad jeg vil gøre. På fredag kommer mine drenge hjem til mig igen og i den kommende uge vil jeg være langt mere opmærksom på, hvad Alfred i virkeligheden har brug for fra mig. Det kunne jo være, det hænger meget godt sammen med hans beklagelse i sidste uge over, at jeg igen skulle arbejde en aften, hvor de var hos mig, så de igen skulle passes.

Det undrer mig endnu en gang, hvor tyk og tydelig en problematik kan være (lige under næsen på mig), uden at jeg ser den ordentligt. Det glæder mig endnu en gang at være velsignet med mennesker i mit liv, som ønsker at dele deres oplevelser med (mine) børn med mig, så jeg nemmere kan se klart.

Fru Jensens Fristelser

Sad inde i varmen på Fru Jensens Fristelser, en hyggelig café med bare 6 borde indenfor – over skinnerne på Grøndal Station. Udenfor regnede det – som du måske har lagt mærke til i dag.

Jeg hørte ikke døren gå op på grund af musik, latter, babypludren og kaffemølle. Men jeg mærkede suset og kiggede op. Ind kom en mor med sin 7-8 år gamle datter, begge i regntøj og med røde kinder. Moren pegede på det eneste ledige bord og spurgte – vel nærmest retorisk “Skal vi sidde her?” Datteren svarede med et stort smil “Jeg vil hellere sidde ude”. Hendes øjne strålede – af drilleri? Af udfordring? I hvert fald af glæde.

Jeg nåede at glæde mig til at høre, hvordan moren ville håndtere dén, inden hun vendte sig mod døren og med et “Ja, her er nu også lidt varmt herinde” gik ud for at sætte sig ved et bord halvt i regn og halvt i blæst for at drikke kakao.

Jeg fik øjenkontakt med moren, da hun vendte sig i døren og vi smilede et man-kan-jo-ikke-sige-nej-til-sådan-et-ansigt-jeg-er-jo-mor-smil til hinanden. Vendte mig mod min frokostaftale, som sagde “Det er svært at sige nej til sådan et ansigt” – som kun en far kan sige det.

En ligeværdig relation

Jeg ville ønske, jeg kunne huske, hvem jeg har hørt det fra, fordi det giver sgu så meget mening. Kan mærke, at det også giver mening hos de forældre, som kommer til mine foredrag. De kommer efter inspiration og redskaber til at imødekomme udfordringer, som de og deres teenager ikke alene kan hitte rede i. Og jeg siger ordene til dem. Jeg opfordrer dem til at stræbe efter dette. Jeg kan kun opfordre; valget er jo helt og holdent deres. Som med alt andet jeg finder på at dele. Det er mine holdninger til forældreskab, hensyn, konflikthåndtering og hvad ellers. De kan vælge og vrage, smide ud og bruge, som de lyster – og som det passer dem og deres familie.

Jeg opfordrer dem til at skabe en ligeværdig relation til deres teenager. I en ligeværdig relation tillægges begge parters synspunkter, følelser, oplevelser og selvforståelse samme værdi.

Jeg oplever, at når jeg formulerer det sådan, skriver det på flipcharten og tier lidt, så bliver de stille, de tænker, noterer, nikker og reflekterer – over deres egne relationer, gætter jeg på. Måske er det bare noget jeg bilder mig ind?

Måske bilder jeg mig dét ind, fordi det giver så meget mening for mig. I min bestræbelse på at skabe en ligeværdig relation til mine halvstore drenge bliver jeg meget bevidst om, hvorvidt jeg virkelig i enhver interaktion med dem husker, at alt deres har nøjagtig samme værdi som alt mit.

Når jeg ikke husker det – når jeg overruler dem og dermed tillægger deres følelser og oplevelse mindre værdi, mærker jeg det straks. De resignerer og lader mig bestemme. Endnu. Endnu er de ikke er gamle nok til for alvor at gøre oprør.

Når jeg på den anden side formår at tillægge deres og mit lige stor værdi, mærker jeg det også straks. Så bliver vi i fællesskab enige om en måde at håndtere tingene på. Ingen vinder og ingen taber. Og vi går alle ud af situationen med selvfølelsen i behold.