Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor min yngste ofte vågner så (skide) tidligt om morgenen. Og han har aldrig selv kunnet fortælle mig det. Heller ikke nu som 10-årig.
Når jeg hører lyde fra hans værelse klokken 6 eller 7 en weekendmorgen, maser jeg en øreprop i det ene øre og lægger mig på det andet. Sover videre – lykkelig for at have store børn. Når jeg lukker lydene ind igen et par timer senere, er sønnike godt i gang med sin dag. Han husker ikke, hvorfor han vågnede eller også ved han det ikke.
Nu ved jeg det.
For et par måneder siden byttede han og jeg værelser. Og siden har han sovet længere end nogensinde før. Hvilket ikke siger så meget, men jeg hører ikke længere lyde fra hans værelse før 7. Det gør jeg til gengæld inde fra naboen.
Min søn har åbenbart delt væg med en lille pige i nabolejligheden. Hun må være halvandet nu og vågner derfor stadig om natten. Nogle nætter mange gange. Nu forstår jeg bedre, hvorfor min søn har været så tidligt oppe. Her er så lydt, at jeg kunne høre, at hun blev lavet for nogle år siden.
Nu vågner jeg to-fire gange hver nat ved lyden af barnegråd. Så sender jeg en kærlig tanke til de stakkels forældre inde på den anden side af væggen, som nu må stå op eller række armen ud eller hvad der nu skal til for at få hende til at sove igen. Hun sover med det samme. Men de bliver vækket, skal reagere og selv finde tilbage i søvnen. Inde på min side kan jeg tænke “Godt, den tid er ovre for mig”, lægge mig til rette og nyde, at jeg ikke skal op endnu. Falde i søvn, ni sekunder efter jeg blev vækket.
Det er nærmest et mirakel, at vi overlever de år, hvor vi aldrig får lov at sove igennem. Det er et endnu større mirakel, at vores børn overlever at vække os midt om natten – så tit og så længe. For mig kunne nætterne bringe tanker om, hvorvidt jeg overhovedet var skabt til at have børn. Jeg kunne tælle, hvor mange nætter jeg havde sovet igennem i løbet af de tre sammenhængende år, jeg havde nattevågne børn. Tortur.
Nå.
Jeg føler med dem derinde. Jeg har mine ørepropper. Deres nætter giver mig en dejlig oplevelse af taknemmelighed. Og alligevel blev jeg en lettere bitchy udgave af mig selv forleden. Og kom til at fortryde det slemt.
Klokken var tyve og jeg havde endelig tid til at vaske væggene i mit soveværelse. Grøn svamp mod væg ind til nabo. Da jeg havde været i gang et par minutter, kom der en lille bitte bankelyd et sted fra – fire små bank (med en negl?). Jeg stoppede et øjeblik, men der skete ikke mere. Grøn svamp mod genstridig gammel plet af abesnot. Endnu en række bittesmå bank. Og jeg stoppede. Ikke flere bank. Grøn svamp i bevægelse. Nu med tanken “Hvis det er naboen, der vil have mig til at stoppe, så er det sgu bare ærgerligt. Jeg er nødt til at få det her gjort”. Små bitte bank derindefra efterfulgt af en lyd, der mindede om den lyd, svampen lavede på væggen. Jeg var ikke i tvivl nu: naboen ville have mig til at stoppe. Fortalte mig endda med sin lille serie af lyde, at det VAR mig, h*n talte til.
Og det er så her, jeg bliver helt flov nu. Jeg sagde nemlig inde i mit hoved: “Aj, ved du nu hvad? Nu er jeg blevet vækket af din datter hver nat i flere måneder. Før det blev min søn vækket hver morgen. Jeg vasker sgu altså lige min væg, du”. Dæmpede snerten af dårlig samvittighed med retfærdiggørelse. Skyndte mig dog helt vildt nu for hurtigt at blive færdig. Forsøgte at gøre svampens bevægelser lidt mindre, ikke at larme helt så meget.
Og så kom gråden derinde. Jeg kender den jo efterhånden. Den varer oftest kun kort. Jeg forestiller mig, at den varer, til en sut eller et lille kram stopper den. Men ikke denne gang. Den blev ved i de par minutter, det tog mig at blive færdig med væggen.
Og den blev ved i … ja, nok tyve minutter mere. Og jeg skammede mig.
Jeg husker det jo. Husker, hvordan min halvandenårige kunne være liiiige ved at falde i søvn og så dyttede en eller anden idiot (som tillod sig at have et liv, der ikke lignede mit) tre små dyt nede på gaden. Det gav et sæt i barnet, hans øjne fløj op og på et splitsekund gik han fra at være næsten sovende til at være vågen og overtræt. Og så kunne jeg ellers bruge tyve minutter på at få ham til at sove igen. På det tidspunkt af dagen, hvor jeg virkelig ikke kunne huske, hvorfor fanden jeg overhovedet havde fået ham.
Undskyld, kære nabo. Det kommer helt sikkert ikke til at ske igen. Når vi bor i lejlighed, må vi leve med andres støj. Men vi må også vise hensyn. Og det fik jeg ikke lige gjort.
Dilemma: Jeg har lyst til at sige undskyld, når jeg møder dem næste gang. Men samtidig behøver de jo ikke vide, hvor tydelig deres datters gråd går igennem væggen. Det sidste jeg vil, er at få dem til at tysse på barnet for min skyld. Måske skal jeg gentage processen og når de så banker på væggen, stopper jeg. Måske skal jeg bare lade den ligge.
Først vil jeg lige sige: Hold kæft, hvor skriver du godt og levende, ros til din blog og skrivestil.
Og hvor kan jeg – som far på andet år – nikke genkendende til oplevelsen af at blive (søvn) tortureret. Hvorfor har naturen indrettet os så uheldigt, at vi i flere år får spoleret vores søvn? Resultaterne er jo ødelæggende: utilpashed, vi bliver irritable, kortluntede, overruler vores ellers så fremragende pædagogiske principper, mister lysten til sex, mister overskuddet til partneren, bliver lettere syge, fordi vores immunforsvar er max belastet, fungerer dårligt socialt og arbejdsmæssigt. Og summen af alle disse dårligdomme kan være med til at smadre parforholdet. Klap nu hesten, siger Kloge Åge. Men, siger jeg, statistikken siger, at 1 ud af 3 par med små børn gør fra hinanden – statistikken siger dog intet om årsagerne, but let me guess!
Hvis jeg var dig, og det er jo så nemt at sige, ville jeg ikke vente på at møde dine naboer for at undskylde. Jeg ville opsøge dem med en nybagt pæretærte e.l. og evt. starte en dialog om, hvordan I kan tage hensyn til hinanden.
Jeg står selv i en lignende situation. Er for nylig blevet delefar og flyttet ind i en meget charmerende, ældre 2. vær, men den er helt usandsynlig lydt. Det betyder, at når jeg har min søn boende 4 nætter ad gangen, hører jeg hver et klynk, grynt og hans natlige samtaler med Peter Plys, selv om vi sover i adskilte rum. I de dage får jeg simpelthen ikke sovet ordentligt. Mine stakkels overboer har soveværelse lige over det sted, hvor min søn sover. Og de får heller ikke sovet, for som de siger: “Vi hører ham så tydeligt, at man skulle tro, at han lå ved siden af os”. Overboerne henvendte sig på en meget venlig måde, og vi fik gang i en dialog. Vi erkendte, at vi ikke kunne løse problemet helt, men visse tiltag var nødvendige for at gøre tilværelsen tålelige for hinanden. Da de begge arbejder sent og derfor har brug for at sove længere end til klokken 6 om morgenen, hvor min søn typisk vågner, tager jeg ham ind i det tilstødende rum og lukker døren ind til soveværelset. På den måde får overboerne ro til at sove længe om morgenen. Omvendt fører de kun meget dæmpede samtaler i deres soveværelse lige over min søns seng efter kl. 22.30, mest af hensyn til mig. Mit budskab er, at venlig dialog kan gøre situationen tålelig, men jeg vil fraråde at undskylde, for indrømmelsen af skyld kan for nogle virke som benzin på bålet, så det får den stikmodsatte effekt.
Vh En træt delefar (http://delefarsbekendelser.blogspot.com/).
Kære, kære Anders.
Tak for dit bidrag. Blev kun en anelse dårlig under læsningen af, hvad søvntorturen bringer med sig. Man siger, at fødselssmerterne går i glemmebogen. Jeg siger, at de søvnløse nætter står printet i hver en celle til evig tid.
Tror sgu, jeg følger dit råd. Med et twist. Har vist ikke brug for en aftale med naboen (endnu), men fik lyst til at give dem noget – mest tanken, tror jeg. Men liiige en anelse tydeligere end når den bare summer i mit eget hoved.
Dejligt at høre, at du og overboerne har fundet ud af noget. Godt for jer alle. Din søn bliver jo nok heller ikke mindre larmende de næste par år.
Du har vist ret i, at alt for mange par går fra hinanden i den periode. Jeg ville gerne indføre en regel, som ikke kunne diskuteres (og som selvfølgelig skulle understøttes af arbejdspladsernes meget fleksible arbejdstide for folk med børn, der vågner om natten – du ved, i Utopia): Det er forbudt at gå fra hinanden, før det yngste barn er tre. Det er jo undtagelsestilstand i den periode. Har du ikke hørt folk sige “Små børn, små problemer. Store børn, store problemer”? BS! Problemer kan da umuligt blive større end problemer, der skal løses på søvnunderskud.
Så selvom jeg ville elske en regel, forstår jeg fuldkommen, at så mange ikke ville kunne overholde den.
Glæder mig til at læse din blog.
C