Kan du (så) opføre dig ordentligt, mor?

Halv otte forleden opdagede jeg, at nogen havde smidt en madpakke ud af vinduet – ned i gården. Fire halve i hver sin staniolpakke. Og en snack. Oppe på anden sal stod vinduerne åbne ind til en lejlighed, hvor to drenge på 10-12 år bor sammen med deres mor. Hver anden uge.

Og jeg begyndte at gætte. Jeg gættede på, at det var madderne fra i går, som en af drengene lige havde opdaget, da hans mor bad om madkassen til dagens madder. Jeg gættede på, at han ikke fik den spist i går, fordi han havde travlt med at komme ud til frikvarter. Måske drømte han sig væk til lærerens oplæsning og glemte alt om madderne. I hvert fald fik han ikke spist de fire halve og snacken. Og havde nu valgt at smide dem ud af vinduet.

Hvad får en dreng til at vælge at smide sin madpakke ud af vinduet i stedet for i skraldespanden? Jeg gættede videre. Jeg gættede på, at drengen helst var fri for at skulle forklare sin mor, hvorfor maden ikke var spist. Når vejret er godt og alle vores vinduer står åbne mod gården, hører jeg nogle gange moren skælde ud. Jeg kan kun høre hendes stemme. Den bliver højere og højere, efterhånden som hun får talt sig varm. Måske ville drengen undgå at få skæld ud som noget af det første på dagen.

Jeg gættede på, at drengen kender sin mor godt nok til at vide, at det ville blive ubehageligt for ham at fortælle, at madpakken ikke var spist. Måske er hans forklaringer ikke gode nok, måske har han slet ikke en forklaring og det er heller ikke godt nok. Måske vil han ikke gøre sin mor ked af det. Nu har hun stået der og smurt hans madpakke og det er også hende, der laver alt det andet derhjemme og han kunne godt tage at være lidt mere taknemmelig. Måske. Jeg gætter jo kun.

Men en ting ved jeg: Vores børn fortæller os gerne alting i hele verden, hvis de ikke skal bekymre sig om vores reaktion. Hvis de kan regne med, at vi opfører os ordentligt, når de fortæller os noget, så er vi de mennesker, de helst fortæller ting til. Indtil en vis alder, siger nogle mennesker. Jeg siger noget (lidt) andet: Hvis vi kan finde ud af at opføre os ordentligt, når vores mindre børn fortæller os noget, så er der meget større sandsynlighed for, at de aldrig kommer i en alder, hvor de vælger ikke at fortælle.

Hvis min søn skal være bange for min reaktion, når han har lavet et eller andet lort. Hvis han ved, at jeg frådende og råbende prikker til det, han godt ved, var forkert (måske er der endda allerede to andre voksne, der har prikket). Hvis han af erfaring ved, at jeg får svært ved at holde mig ovre på min egen banehalvdel, når han fortæller det. Ja, så lader han selvfølgelig helst være.

Hvis din 11-årige datter fortæller dig, at hun netop er blevet vraget af sin kæreste gennem hele tre uger, og du vælger at sige noget i stil med “Nå, pyt nu med det! Så er han jo alligevel ikke det værd” eller endnu værre: “Arh, ved du hvad, du kommer til at få mange kæreste endnu. Du er kun 11 år”. Hvis vores børn ved, at vi ikke kan finde ud af at være i det, de fortæller på en ordentlig måde, så lader de være med at fortælle. Selvfølgelig. Hvorfor træde ud i noget, de ved, bliver ubehageligt?

Hvis vi nærer håb om, at vores datter vil fortælle, når hun til den tid føler sig klar til at tage det helt store skridt med sin kæreste. Hvis vi ønsker, at vores søn skal fortælle, at han tvivler på, at gymnasiet alligevel er noget for ham. Hvis vi vil have et forhold til vores børn, hvor det er tilladt at udtrykke sin (spæde) mening, sine (forvirrende) følelser og sine (bekymrende) tanker, så skal vi vise, at vi kan opføre os ordentligt, når det sker. Og det skal vi vise, fra de er små. Venter vi til de er store, er det for sent. Hvis vore adfærd er fuldkommen uhensigtsmæssig, når de ikke har spist deres madpakke, har stjålet en kammerats Nintendospil eller mobbet en pige fra klassen gennem længere tid, så har deres erfaring vist dem, at vi i hvert fald ikke vil kunne håndtere, hvis de fortæller, at de har taget et hiv af en joint. Og at de nu er bange for at blive fanget i noget svært med vennerne.

Jeg fik sådan lyst til at tale med madpakkedrengens mor, men jeg kan slet ikke se, hvordan det på nogen måde, skulle kunne hjælpe ham eller hende. Det ville sikkert bare gøre tingene værre. Så jeg lod madderne ligge til fuglene (og gårdmanden) og håber, at historien kan få andre forældre til at tænke lidt (mere) over, hvordan de håndterer, at deres børn gør noget, som ikke er udelt fedt.

Undskyld, kære nabo

Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor min yngste ofte vågner så (skide) tidligt om morgenen. Og han har aldrig selv kunnet fortælle mig det. Heller ikke nu som 10-årig.

Når jeg hører lyde fra hans værelse klokken 6 eller 7 en weekendmorgen, maser jeg en øreprop i det ene øre og lægger mig på det andet. Sover videre – lykkelig for at have store børn. Når jeg lukker lydene ind igen et par timer senere, er sønnike godt i gang med sin dag. Han husker ikke, hvorfor han vågnede eller også ved han det ikke.

Nu ved jeg det.

For et par måneder siden byttede han og jeg værelser. Og siden har han sovet længere end nogensinde før. Hvilket ikke siger så meget, men jeg hører ikke længere lyde fra hans værelse før 7. Det gør jeg til gengæld inde fra naboen.

Min søn har åbenbart delt væg med en lille pige i nabolejligheden. Hun må være halvandet nu og vågner derfor stadig om natten. Nogle nætter mange gange. Nu forstår jeg bedre, hvorfor min søn har været så tidligt oppe. Her er så lydt, at jeg kunne høre, at hun blev lavet for nogle år siden.

Nu vågner jeg to-fire gange hver nat ved lyden af barnegråd. Så sender jeg en kærlig tanke til de stakkels forældre inde på den anden side af væggen, som nu må stå op eller række armen ud eller hvad der nu skal til for at få hende til at sove igen. Hun sover med det samme. Men de bliver vækket, skal reagere og selv finde tilbage i søvnen. Inde på min side kan jeg tænke “Godt, den tid er ovre for mig”, lægge mig til rette og nyde, at jeg ikke skal op endnu. Falde i søvn, ni sekunder efter jeg blev vækket.

Det er nærmest et mirakel, at vi overlever de år, hvor vi aldrig får lov at sove igennem. Det er et endnu større mirakel, at vores børn overlever at vække os midt om natten – så tit og så længe. For mig kunne nætterne bringe tanker om, hvorvidt jeg overhovedet var skabt til at have børn. Jeg kunne tælle, hvor mange nætter jeg havde sovet igennem i løbet af de tre sammenhængende år, jeg havde nattevågne børn. Tortur.

Nå.

Jeg føler med dem derinde. Jeg har mine ørepropper. Deres nætter giver mig en dejlig oplevelse af taknemmelighed. Og alligevel blev jeg en lettere bitchy udgave af mig selv forleden. Og kom til at fortryde det slemt.

Klokken var tyve og jeg havde endelig tid til at vaske væggene i mit soveværelse. Grøn svamp mod væg ind til nabo. Da jeg havde været i gang et par minutter, kom der en lille bitte bankelyd et sted fra – fire små bank (med en negl?). Jeg stoppede et øjeblik, men der skete ikke mere. Grøn svamp mod genstridig gammel plet af abesnot. Endnu en række bittesmå bank. Og jeg stoppede. Ikke flere bank. Grøn svamp i bevægelse. Nu med tanken “Hvis det er naboen, der vil have mig til at stoppe, så er det sgu bare ærgerligt. Jeg er nødt til at få det her gjort”. Små bitte bank derindefra efterfulgt af en lyd, der mindede om den lyd, svampen lavede på væggen. Jeg var ikke i tvivl nu: naboen ville have mig til at stoppe. Fortalte mig endda med sin lille serie af lyde, at det VAR mig, h*n talte til.

Og det er så her, jeg bliver helt flov nu. Jeg sagde nemlig inde i mit hoved: “Aj, ved du nu hvad? Nu er jeg blevet vækket af din datter hver nat i flere måneder. Før det blev min søn vækket hver morgen. Jeg vasker sgu altså lige min væg, du”. Dæmpede snerten af dårlig samvittighed med retfærdiggørelse. Skyndte mig dog helt vildt nu for hurtigt at blive færdig. Forsøgte at gøre svampens bevægelser lidt mindre, ikke at larme helt så meget.

Og så kom gråden derinde. Jeg kender den jo efterhånden. Den varer oftest kun kort. Jeg forestiller mig, at den varer, til en sut eller et lille kram stopper den. Men ikke denne gang. Den blev ved i de par minutter, det tog mig at blive færdig med væggen.

Og den blev ved i … ja, nok tyve minutter mere. Og jeg skammede mig.

Jeg husker det jo. Husker, hvordan min halvandenårige kunne være liiiige ved at falde i søvn og så dyttede en eller anden idiot (som tillod sig at have et liv, der ikke lignede mit) tre små dyt nede på gaden. Det gav et sæt i barnet, hans øjne fløj op og på et splitsekund gik han fra at være næsten sovende til at være vågen og overtræt. Og så kunne jeg ellers bruge tyve minutter på at få ham til at sove igen. På det tidspunkt af dagen, hvor jeg virkelig ikke kunne huske, hvorfor fanden jeg overhovedet havde fået ham.

Undskyld, kære nabo. Det kommer helt sikkert ikke til at ske igen. Når vi bor i lejlighed, må vi leve med andres støj. Men vi må også vise hensyn. Og det fik jeg ikke lige gjort.

Dilemma: Jeg har lyst til at sige undskyld, når jeg møder dem næste gang. Men samtidig behøver de jo ikke vide, hvor tydelig deres datters gråd går igennem væggen. Det sidste jeg vil, er at få dem til at tysse på barnet for min skyld. Måske skal jeg gentage processen og når de så banker på væggen, stopper jeg. Måske skal jeg bare lade den ligge.

Shitshitshit, jeg har glemt nissegaverne

Jeg læste på en facebookstatus i går aftes, hvordan en mor nu havde 2 x 24 gaver liggende klar til sine poder. Hun var (også) selv imponeret. Mit gæt er, at hun også var lettet.

De par gange, hvor jeg selv har forsøgt mig med nissegaver, er det altid endt med, at jeg mange gange i løbet af december har måttet haste ind forbi Tiger på vej mellem arbejde og afhentning for at finde to dimser. Et par gange har jeg suset rundt lige før min sengetid for at finde noget i vores hjem, som drengene havde glemt, vi havde. Og det er da også sket, at jeg har glemt det en aften og næste morgen har måttet digte historier om nisser, som har været nødt til at rejse hjem og passe en syg nissemor. Mon ikke han så ville tage to ekstra gaver med tilbage den følgende dag?

Det var for børnenes skyld. Selvfølgelig. Man skal da have nissegaver.

Gennem årene har jeg bildt mig ind, at man da skal bage julesmåkager. Altså for børnenes skyld. Og så er december ellers gået, uden vi har bagt småkager, fordi jeg aldrig fik købt ind til det (hvad ER hjortetaksalt?!), mens jeg har slået mig selv i hovedet med manglen.

Og julepynt! Hver december skal man da sidde en adventssøndag og producere julepynt. Så kassen hvert år bliver suppleret med børnenes eget, fedtede, krøllede pynt. Så vi om mange år kan kigge rundt i hjemmet og mindes de gode klippe-klistre-stunder. For traditionens og børnenes skyld.

Samtidig skal der da være tid til julehygge i institutionen. Og i den anden institution. Og klippe-klistredag i klassen. Og konfektdag med resten af familien. For børnenes skyld og for hyggens. Og for ikke at få pulsen alt for meget ned. Og så børnenes blodsukker ikke skal komme i balance.

På et tidspunkt gik det op for mig, at også i december har jeg et valg. Altid. Jojo, ethvert valg har jo så nogle konsekvenser; det ved vi jo. Men valget har jeg. Der er virkelig ikke nogen grund til at forsøge at skabe en jul, som lever op til “man” og Plejer, hvis det betyder, at jeg skal stresse rundt for (alligevel ikke) at kunne leve op til standarder, som ikke er mine egne.

Jeg tror nemlig ikke, mine børn bliver mere harmoniske af at få nissegaver og bage småkager, hvis deres mor mister overblikket i processen. Jeg tror ikke nødvendigvis barndomsminderne bliver bedre af at have produceret julepynt med en mor, som bliver mere og mere stram i stemmen, efterhånden som december går.

Så jeg har simpelthen besluttet, at juletraditionen hos mig er, at tingene formodentlig er anderledes end sidste år. De fleste ting altså. De ting som vi alle nyder og som vi selv har valgt, dem holder vi fast i.

Forleden sagde en dreng, jeg kender rigtig godt (og som for længst er holdt op med for alvor at tro på nisser): “Det bliver spændende at se, om den nisse, der kommer i år, giver adventsgaver”. Han mor svarede: “Ja, det bliver spændende. I år har han måske lyst til at at samle det meste i en større julegave”.

Samtalen sluttede med drengens “Der var også det år, hvor det bare kom som en overraskelse, når der var en gave”.

Nissen er jo bare en historie. Som vi selv kan skrive (om).

____________________________________

Advarsel! Reklame:

Allerede i går kom en mor forbi mit kontor med hovedet fyldt med decembergøremål og en intension om at gøre det hele anderledes i år. For at kunne trække vejret helt ned i maven frem til jul. For børnenes skyld. Og det virker sgu, det skidt. Vi kom godt nok til at bruge 102 minutter på at skabe overblikket – og ikke de lovede 90 minutter.

Jeg vælger at lade være med at slå mig selv i hovedet med det.

Hold nu bare kæft, Camilla!

Jeg talte med en flok forældre i går. Havde kun ganske få minutter til at fortælle dem, hvordan de bedst kan støtte deres snart voksne børn i at træffe gode valg. Jeg kan tale i timevis (måske endda dagevis) om, hvad de unge fortæller mig, at de har brug for fra deres forældre. Så at skulle koge det ned til 3 minutter er som at give mig en pilleæske, sende mig ind i en chokoladebutik og lade mig fylde æsken med det, jeg allerhelst vil have.

Jeg valgte at tale om en af de største udfordringer, mange forældre har: at holde mund.

Vi har en mening om alt, hvad vores børn gør, siger og synes. Vores opgave er at guide dem, råde dem, anerkende dem, lede dem. Ruste dem til det liv, de står lige midt i og det voksenliv, de snart skal leve. Og det gør vi selvfølgelig også ved at fortælle dem, hvad vi synes, de bør gøre, sige og synes.

Vi kan ikke lade være med at have en mening. Jeg har jo også en mening om det tøj, en kollega har valgt at tage på, om hendes måde at leve sammen med sin mand på, om måden hun taler til sin datter i telefonen. Jeg har en mening om alt, hvad mine veninder gør, siger og synes. Når jeg ikke har en mening om noget, er det oftest, fordi jeg er af den mening, at det ikke er interessant for mig at synes noget om det.

Men fortæller jeg altid den anden, hvad jeg synes? Siger jeg uopfordret til min kollega, at hendes tøj ikke falder i min smag? At hun skal tale ordentligt til sin datter og give sin mand noget plads? Til tider, ja. Til tider nej. Helst kun når hun har spurgt mig, hvad jeg synes.

Mange forældre fortæller stort set altid, hvad vi synes om vores børns valg. Ned ad trappen kommer datteren i noget tøj, vi aldrig ville have valgt at tage på. Vi kommenterer det. Ud af munden på vores søn kommer en holdning, som er meget ulig vores. Vi smider lige 13 sætninger ind om vores holdning. Ind i stuen kommer vores barn – grædende, fordi veninden er blevet sur på hende. “Du skal se, I bliver gode venner igen. Det gør I jo altid. Måske kunne du …”

Stop!

Har hun bedt om din mening? Har han spurgt dig, hvad du synes?

Det er, som om mange af os tror, at fordi vi har født de her børn, så er vi i vores fulde ret til altid at fortælle dem, hvad vi synes. Så kan vi til enhver tid åbne munden og fylde rummet og deres hoveder med vores mening.

Retten har vi sikkert. Det har de fleste mennesker – ret til at mene og ret til at ytre sig. Og vi forældre har da retten til at fortælle, hvad vi synes om det, vores børn siger og gør. Spørgsmålet er bare, hvor meget vi vil bruge denne ret.

Som jeg sagde til forældrene i går: Hvis du drømmer om, at dit barn skal have lyst til at komme og hænge med dig, også efter hun er blevet voksen, så skal du måske ind imellem holde din mening for dig selv. Og så gav jeg dem en udfordring: Tag 10 dage, hvor du undlader at fortælle hvad du synes. Medmindre dit barn spørger til det selvfølgelig.

Det er en udfordring, jeg også har brug for at tage. Ikke alene synes jeg noget om alt, hvad mine drenge gør; jeg har så mange ord i mig, at jeg ind imellem nærmest taler dem til døde i mit forsøg på at forklare, hvordan man også kan gøre, sige eller mene.

Hold nu bare kæft, Camilla!

Det Helt Store (jule)Overblik

Julen kom til Amager i lørdags. Med juleoptog på Amagerbrogade.

Som hvert år styrtede vi rundt herhjemme for at nå hen og tage opstilling i tide. Sjovt nok er vi ofte i virkelig god tid og ender alligevel med at måtte skynde os. Vi pakkede os godt ind, overvejede kakao på termoen, måtte droppe det, talte om tidligere oplevelser med optoget. Ud af døren.

Når vi placerer os på Amagerbrogade tættest på os selv, står vi af gode grunde blandt nærområdets børnefamilier. Og mens mine drenge bruger tiden på at gå frem og tilbage over cykelstien for at tjekke, om optoget er ved at være nær, benytter jeg mig af chancen for at studere forældreadfærd. Hygger mig, noterer mig, undrer mig.

“Moar? Moaar? Moar?” lyder det fra en pige, hvis mor står og taler med en anden voksen. Moren taler videre og pigen bliver utålmodig. ”Moaaar?!” Moren kigger ned på hende og de veksler et par sætninger. Moren vender tilbage til sin voksensamtale. Et minut senere  lyder det igen: ”Moar? Moaar?!” Moren taler lidt videre, afbryder sin samtale, taler kort med datteren, vender tilbage til den voksne.

Jeg går ud fra, at de fleste af os står her, fordi (vi mener) vores børn gerne vil se optoget. Og jeg tænker: hvis vi er her for børnenes skyld, hvorfor ER vi her så ikke? For vores børns skyld. Hvorfor vælger vi ikke at være fuldt ud til stede sammen med dem? Lege og sludre i ventetiden, så oplevelsen er god – også før orkestret og Fætter BR (!) endelig nuldrer forbi.

Jeg kigger rundt og ser de mange forældre, som står og taler med andre voksne. Nogle har nået at tage glögg og kaffe med. (Næste år vil vi være i endnu bedre tid) En far lyder irriteret nu: “Kom nu ind til siden! Der kommer cykler”. Moren til samme dreng overtager: “Nu skal du altså blive her. Ellers bliver du væk”. Tilbage til far: “Hvis du ikke kan høre efter, går vi hjem”.

Det har altid generet mig, når forældre vælger at være to om at irettesætte. Lader ordene lappe over. Som om den ene tænker, at den andens ord ikke helt er nok … Og barnet står eller sidder dér og bliver bombarderet. Fyldt med ord.

Drengen ser ud til at forsøge; hans ben vil ikke stå stille. Fra hans plads er der kun udsigt til voksennumser. Forældrene taler videre med hinanden.

“Hvornår kommer de, mor?” Min yngste begynder at miste tålmodigheden. Vi ender ude i en historie om, at juleoptoget skal nå landet rundt inden aften, så det bevæger sig så hurtigt forbi, at det måske har været der, uden vi har set det. Hvor lang tid vil der gå, før alle de andre opdager det?

Igen tænker jeg, at det kan være meget nemmere at hænge ud med drengene, når jeg er den eneste voksne. Så er det kun mine tanker, de afbryder, når noget falder dem ind.

Mine ører fanger en samtale mellem to mødre.

“… ikke fatte, det allerede er jul igen. Jeg gider simpelthen ikke i år. Alle de julearrangementer. Så er det skolen og så er det fritten. Og i år skal de gi’ nissegaver. Og i år er det os, der skal holde jul. Så det er gaver og indkøb og sidst glemte jeg fandme mandelgaven. Og jeg når sgu aldrig at købe gaverne i god tid, selvom jeg hvert år siger, jeg vil”. Hun sukker dybt; veninden tager over:

“Jeg har allerede købt til pigerne. Det var jeg nødt til. Jeg får slet ikke tid til noget i år. Jeg skal være færdig med en masse ting på arbejdet før ferien. Og så skal vi noget i alle weekender fra nu. Alle sammen. Og Peter vil bare ha’ den helt store juleaften, selvom det kun er os i år”.

Veninderne sukker i kor. Jeg er blevet helt travl indeni af at lytte til dem. Skynder mig mentalt at takke min søster for at holde julen igen i år.

Jeg kommer i tanker om noget, en kollega engang sagde til mig om julen:

“Hele måneden stresser jeg rundt for at nå det hele til juleaften. På arbejdet og hjemme. Alt er forberedelse til den aften. Som jeg dårligt nok kan finde ud af at nyde, fordi jeg er alt for træt”.

Og pas nu på, kære læser, for dette går nu hen og bliver en slet (ikke) skjult reklame for noget, der kan synes uopnåeligt: Det Helt Store Juleoverblik.

Dengang brugte jeg en del tid på at hjælpe overbebyrdede institutionsledere med at strukturere deres arbejde. Så alt blev nået og de kunne nyde deres arbejde i højere grad. Og ikke mindst så de kunne holde fri i weekenden – også mentalt. Og det faldt mig ind, at samme metode måske kunne bruges til en overbebyrdet mor i december. Som gerne ville nå alt, nyde processen og tage anden portion ris a la mande med følelsen af at have fri.

Jeg fik lov til at prøve det på min kollega. Og mens jeg skubber Jante ned af min skulder, får du her den sms, hun sendte til mig juleaftensdag klokken lidt i 16: “Camilla, for Julen da! Sidder med fødderne oppe i sofaen. Styr på alt. Også tiden. Og vejrtrækningen. Bedste jul nogen sinde! Tak!”

Siden da har jeg hver december tilbudt julestressede mennesker at hjælpe med at skabe ro og overblik. Og det virker sgu, det skidt! 

Jeg mødes med hende (ofte er det kvinder, der stresser mest i december; det kan vi komme tilbage til en anden gang) og i løbet af to timer får vi alt pillet fra hinanden. Alle opgaver bliver vendt, vurderet, valgt eller valgt fra, sat i system. Vi drysser lidt nydelse ned over planen, ønsker hinanden en helt vidunderlig jul og skilles. Hun med en sund rød farve i kinderne, et helt anderledes blik i øjnene, end da hun kom og ikke mindst med Det Helt Store (jule)Overblik.

Som det allermeste af det jeg laver, er dette simpelt. Ikke nødvendigvis nemt, men simpelt. Og med større effekt end mange tør håbe på, før vi går i gang. Og effekten? Den mærker også børnene. De elsker at have forældre, som kan finde ud af at være ordentligt nærværende.

Tilbage til lørdagens (venten på) juleoptog.

Jeg bed mig selvfølgelig i tungen og undlod at fortælle de fremmede, forpinte mødre om det virkeligt simple. Meget få ting er værre end folk, der fortæller én, hvad man har brug for, ikk? Altså før man har bedt om deres råd.

Ved siden af os meddelte en dreng fra sin plads på farens skuldre, at optoget var i syne.

Hele tre julemænd (sig mig, var den ene en kvinde?) fik vi råbt vores gaveønsker til (BMX!!! Nintendo-et-eller-andet-sært-spillenavn!!! Kokkepiiiige!!!). Så må han da forstå det.

Da vi også havde vinket til (ikke storsmilende) folk i en række personbiler, som var landet bag optoget og ikke kunne finde et mennesketomt hjørne at dreje af ved, smuttede vi hjem igen. I gåsegang med områdets andre børnefamilier. En time efter vi var kommet; tyve minutter efter optoget viste sig. Det er sgu da godt, vi har øvet os i at nyde ventetid i vores familie. Husk mig på, at jeg skal fortælle dig om vores Tivoli-sommer en dag.

Advarsel! Reklamen fortsætter:

Kender du nogen (rigtig godt), som ville få en meget rarere december måned, hvis de fik skabt et overblik, så send dem endelig min vej. Men advar dem lige: Det kan ikke undgås, at vi får rodet lidt ved “man” og “plejer”. Det er ekstra sjovt (og ekstra vigtigt) at gøre i juletiden.

Woopsedaisy

Lovede for nogen tid siden at give dig et minitrick, som kan hjælpe dig med at styre dit temperament sammen med ungerne (og alle andre).

Kort sagt hedder det: Lad være med at bande.

Simpelt, men ikke nødvendigvis nemt. Som de fleste af de ting, der bare virker. Som at rumme et andet menneskes følelsesudbrud med et “Nå” og et punktum. Det er simpelt og det virker; men det er bestemt ikke altid nemt.

Så så man jo lige mig i mit køkken en morgen for 5 år siden. Mælkeskummeren af glas tog turen ned i vasken i en forkert vinkel og smadrede.

“For helvede da også, mand! Nu skete det kraftedme igen! Det er fandeme den tredje mælkeskummer, jeg får smadret!” Fra 0 til 8 på raseriskalaen på under 5 sekunder. I løbet af de samme 5 sekunder blev viskestykket smidt hen i hjørnet af rummet og drengene blev tre cm lavere på køkkenbænken bag mig. “Sådan noget forbandet lort!” Op på 9 med mig. Kunne ikke være helt så voldsom i mine bevægelser, som jeg havde lyst til, mens jeg ryddede op, fordi det var glasskår, jeg håndterede. Der var stille bag mig.

Jeg er ikke stolt af det. Allerede mens det stod på, var jeg mig pinagtigt bevidst, at jeg var i gang med at lære mine drenge en lang række ord, som de sagtens kunne leve foruden. Jeg vidste, at jeg overreagerede. Jeg kunne selv mærke, hvordan jeg kørte mig selv op. Men netop fordi jeg kørte mig selv op for hver sætning jeg sagde, kunne jeg ikke stoppe det. Jeg tog magten over mig. Lidt som ved et hormon-rush under en graviditet. Ustyrligt. Og jeg kunne i situationen ikke finde ud af andet end at lade mig rive med.

Lad os gå et skridt (og få sekunder) tilbage.

Mælkeskummeren ryger i vasken og smadrer. Det er jo bare, hvad det er. Det er en ting, der ved et uheld går i stykker. Hjemme hos os er tingene til for at blive brugt. Vi kaster ikke rundt med tallerkenerne, men det betyder ikke noget, at en pude ligger på gulvet. Vi finder på at skrive regnestykker med blyant på bordet og øve saltoer i sofaen. Jeg er Stabler, hvilket betyder, at jeg hellere bruger et helt minut på at stable de ting, jeg skal transportere til et andet sted i hjemmet, end at gå flere gange. Og det koster altså ind imellem en ting. Så jeg har aldrig rigtig kunnet tillade mig at skænde, hvis ungerne kom til at ødelægge noget. Og ser heller ikke rigtig nogen grund til det.

Så når mælkeskummeren smadres i vasken, handler min reaktion meget lidt om dén og rigtig meget om alt muligt andet. Hvis jeg kunne sætte min hjerne på slow motion, ville jeg sikkert kunne fange flere af disse tanker:

Det er synd for mig. Nu skal jeg til at bruge tid på at rydde op. Hvordan skal jeg få råd til en ny? Jeg har ikke tid til det her. Hvad er klokken? Nu kommer vi for sent ud af døren. Der er glasskår over det hele. Hvor er det bare typisk, at det sker for mig. Og så lige nu. Om morgenen. Kan jeg aldrig få lov til at have en rolig morgen. Jeg skulle aldrig have købt den i glas. Hvorfor skal det hele være så besværligt?

En helt masse tanker om alt muligt andet, end at mælkeskummeren gik i stykker. Tanker som afspejler, hvordan jeg havde det i den periode. Jeg syntes i virkeligheden, at livet var hårdt. Det var ikke nemt at skabe et nyt liv efter skilsmissen. Jeg var overvældet – af gøremål, tanker og af følelser som skiftede mellem alt fra frihed til dårlig samvittighed.

Med uheldet fik jeg en undskyldning for at lukke noget damp ud. For at rase. Råbe. Brokke mig over noget helt konkret, når nu jeg ikke syntes, jeg kunne brokke mig over en skilsmisse, jeg selv havde været med til at vælge. Fuldkommen forståeligt, men ikke desto mindre virkelig uhensigtsmæssigt.

Jeg elsker det ord: Uhensigtsmæssigt. Jeg handlede på en måde, som ikke passede til den hensigt jeg havde med mit liv med drengene. Hensigten var jo at skabe et liv, hvor begge deres forældre var glade. Hensigten var at skabe tryghed for dem i alt det nye. Hensigten var (og er) at vise dem, at ting er ting og at de kan gå i stykker ved brug. Hvis dét var min hensigt, så var min reaktion uhensigtsmæssig. Jeg viste med al tydelighed, at jeg var frustreret, at man ikke kan føle sig tryg i sit eget køkken og at det er ganske forfærdeligt, når noget går i stykker. Tre ud af tre.

På det tidspunkt mødte jeg på min uddannelse Chris Manning. Som påstod, at hvis man skifter bandeordene ud med et fjollet ord – som for eksempel “Woopsedaisy”, så er det umuligt at hidse sig selv op i samme grad. Dengang troede jeg stadig, at en ændring af noget vigtigt nødvendigvis måtte være svær, så det provokerede mig gevaldigt, at han mente, løsningen kunne være så simpel. Men da jeg i samme periode var begyndt at lægge mærke til, at når noget provokerede mig, så var der ofte noget i det, så gav jeg det en chance.

Jeg havde gennem nogen tid arbejdet med min 2. klasse om, hvordan de kunne gøre konflikterne i frikvarteret mindre og færre. Vi lavede et forsøg, som gik ud på at undersøge, om man kan være vred, mens man hopper. Det kan man ikke. Prøv selv, hvis du ikke tror mig. Nu besluttede jeg at kombinere hop med “Woopsedaisy”. Jeg fortalte min søn på 6 om klassens forsøg og bad ham sige “Hop, mor!” hvis han om morgenen kunne mærke, at jeg fik min travle stemme på (han kendte den jo så godt). Jeg skrev “Woopsedaisy” på tavlen i køkkenet – synligt og ganske provokerende.

Nu ville jeg jo elske at sige til dig, at drengen en morgen sagde “Hop, mor!”. Og jeg hoppede, mens jeg sagde “Woopsedaisy”. Og vi smilede til hinanden, mens fuglene sang og skyerne drev væk. Sådan blev det ikke.

For jeg vidste, at hvis jeg mærkede morgenstressen komme; hvis jeg begyndte at få den velkendte kriblen i brystkassen; hvis jeg hørte mine sætninger blive kortere og kommanderende, så ville det virke mod hensigten. Jeg ville blive endnu mere irriteret, hvis min søn sagde “Hop, mor!” Og jeg ville ikke have lyst til at hoppe. Eller stoppe. Jeg ville barnagtigt og offeragtigt have lyst til at hidse mig op og bande og råbe. For hvor var det hele dog synd for mig. Og så om morgenen!

Derfor kom det til at handle om at mærke, hvornår jeg var liiige ved at være der. Når jeg mærkede det, messede jeg Woopsedaisy – højt og inde i hovedet, i forskellige tonearter og med forskellige stemmer. “Woopsedaisy, woopse-woopse-woopsedaisy”. Og så skabte jeg lidt ekstra motivation ved at indlede en konkurrence med drengene (hvoraf den ene aldrig bandede og den anden netop var begyndt i fritidshjem og derfor hang med de store) om, hvem der kunne bande mindst. Hvert bandeord gav en streg på tavlen. En streg kostede en krone.

Og det virkede!

Simpelt. Ikke nemt. Og helt vildt fjollet, mens det stod på. Det virkede at gøre noget andet, end det jeg havde gjort indtil da. det virkede at fokusere på løsninger i stedet for at blive ved med at føle, at jeg ikke selv kunne vælge. Måske fortæller jeg dig en dag, hvordan jeg endte med for alvor at tage livet af min morgenstress. Det er nemlig også muligt og også dét kan være ganske simpelt.

Hvad skal jeg lære af mit barn i dag?

Tager man en bestemt bus i et bestemt tidsrum om morgenen, møder man eleverne fra Sankt Annæ Sangskole. Børn i alle aldre. Som på turen skiftes til spontant at bryde ud i (enkelte strofer af en) sang.

Denne morgen var det en flok piger og drenge på cirka 9 år, som fyldte sæderne bag i bussen. Tilsyneladende var det tid til at øve julesange på skolen, for på turen nåede jeg at nyde tre af slagsen.

Holdende ved et stoppested så vi fra vores pladser, at en dreng var faldet på sin cykel på cykelstien lige uden for bussen. Han sad og ømmede sig på jorden. Alene. Idet jeg tænkte nøjagtig samme tanke, sagde den ene 9-årige “Hvorfor er der ikke nogen, der hjælper ham?” og en klassekammerat sagde (igen i takt med mine tanker) “Skal vi stå af og hjælpe?”

Nu tænker jeg: er de to børns ytringer tegn på, at de er specielt socialt intelligente – eller på børnesprog: er de menneskekloge og dermed i stand til på den ene side at se, hvad drengen kan have brug for og på den anden side se, hvor de selv kunne opfylde hans behov?

Og endnu en tanke: kan jeg lægge nogen betydning i, at det netop var de to piger i flokken, der reagerede?

Ingen af os stod af. Heldigvis kom en forbipasserende fodgænger drengen til hjælp og vi kunne fortsætte vores tur. 30 sekunder senere var de to piger igen fordybet i samtale med de andre i flokken. Hvilken telefon er den absolut fedeste på markedet lige nu? Og hvem er så heldig at eje sådan én?

Ved stoppestedet ud for skolen trådte den ene pige til side for kammeraterne og blev den sidste, der forlod bussen. Lige inden hun begyndte at gå ned ad trappen, kiggede hun sig tilbage og skannede bagsædet for glemte sager. Vi fangede lige hinanden i et lille smil. Og så var hun ude af bussen.

Jeg kender en dreng, som altid har styr på sine ting. Han ved, hvor de er og han husker at tage det med, han skal bruge. Han finder på at vende sig i døren for at sikre sig, at han har det hele med. Slukker lyset, når han forlader et rum. Ja, faktisk har han så meget styr på, hvor alting er, at hans mor kan spørge ham “Har du set mit blå tørklæde?” og regne med, at han ved, hvor det er. Hvis han altså på noget tidspunkt har set det. Hun tænker, at det nok er fordi, han er så visuel. Og at han har så meget brug for tryghed, at han har været nødt til at lære, hvordan han kan sikre sig den.

Jeg kender en anden dreng, som stort set aldrig ved, hvor noget som helst befinder sig. Han kan have lagt en ting fra sig for tre minutter siden, og nu kan hverken lokken eller trusler få ham til at huske, hvor det nu er henne. Morens forsøg: “Hvor havde du det sidst?” irriterer ham, for han ved det ikke. Han husker det ikke. Han lagde det og da han trådte væk fra dét, trådte han videre i tiden. Nu er han til stede i en ny tid – tre minutter senere. Denne dreng vil til enhver tid have en fornemmelse af, hvordan du har det. Han er sammen med dig lige nu, så for ham er det ganske naturligt at sikre sig, at du er okay. Fordi kun hvis du er det, kan han være det til fulde.

Den første dreng ville have set den faldne dreng på cykelstien. Den anden dreng ville have mærket drengens smerte. Den første dreng ville blive siddende, for ellers ville han selv komme for sent. Den anden dreng ville være stået af for at hjælpe – og have glemt sin taske i bussen.

Forældrene til den ene dreng kan vælge at tænke “Gid han var lidt mere omsorgsfuld. Og gid han ikke hele tiden havde brug for at vide i detaljer, hvad der skal ske resten af dagen og i morgen. Kan han ikke bare slappe lidt af?” Eller de kan vælge at tænke “Hvor vildt! Han ser alt. Og derfor kan han altid finde vej i nærområdet”.

Forældrene til den anden dreng kan vælge at tænke: “For helvede sgu da også! Han mister alting. Vi skal altid lede efter noget”. Eller de kan vælge at tænke: “Hvor er det fantastisk med den evne, han har til at være til stede lige her og nu”.

Forældrene til begge drenge kan vælge at tænke “Interessant! Og interessant, at jeg reagerer. Hvad er det, jeg kan lære? Af min søn og af min reaktion”

Forunderlige, interessante forskellighed.

 

Hvad kunne du tænke dig at lære af dit barn?

 

Afspejles din værdi i din adfærd?

En af de evige udfordringer for mange forældre er at balancere arbejdslivet med livet som mor eller far.

Min største værdi er at give børn og unge et godt og trygt liv og det gælder naturligvis også for mine egne børn. Men afspejler min adfærd nu også den værdi?

Sidste år oplevede jeg en måned, hvor jeg var af sted på tre teenagecamps á 4-5 dages varighed. Altså sammenhængende dage væk fra Amager og væk fra mine drenge. På disse camps, som True North (Nicolai Moltke-Leth) arrangerer, arbejder vi på at give unge mennesker en forståelse af deres eget (lærings)potentiale, af integritet, af vigtigheden af at vælge, om vi vil være spillere eller ofre i vores eget liv. Vi giver dem redskaber til at håndtere konflikter, huske læringspunkter og kommunikere med andre mennesker. Blandt en hel masse andet.

En dag da jeg introducerede en flok unge for vores syn på, hvordan vi kan lade vores adfærd afspejle vores værdier og på den måde opnå integritet i livet, slog det mig: Dér sad jeg, mange, mange kilometer væk fra mine drenge, og oplevede ubalance mellem min værdi: at skabe tryghed for mine drenge – og min adfærd: jeg opholdt mig så længe og så langt væk fra dem, at de måtte sove ude i flere hverdage. Det var i denne uge ikke lykkedes at bytte med drengenes ellers meget fleksible far, så jeg havde måttet arrangere pasning i over halvdelen af den uge, hvor drengene og jeg egentlig skulle have været sammen.

Når vi gør noget, som ikke stemmer overens med vores vigtigste værdier, føler vi smerte, utilfredshed, sorg, forvirring. Det er, når vi spiser for meget junk food, mens vores værdi egentlig er sundhed. Når vi bliver i et arbejde, som kræver ofre af vores familie, mens vores vigtigste værdi er familieliv. Eller når vi har for travlt med alle mulige andre ting end at pleje vores parforhold, selvom vores største værdi er kærlighed.

Og dér sad jeg og følte smerte. Og forvirring. Fordi nok var jeg i gang med at give en stor gruppe unge mennesker redskaberne til at skabe gode liv gennem bevidsthed om deres eget værd og oplevelsen af have magten til og kompetencerne til at kunne træffe gode, bevidste valg. Et stykke arbejde, som giver uendeligt meget mening for mig. Samtidig havde jeg denne uge ofret mine børn og mit familieliv for at kunne udføre dette arbejde. Så min adfærd understøttede og modarbejdede på én og samme tid min største værdi.

Det var en god (omend smertefuld) oplevelse at få nogle af de ting, som jeg arbejder sammen med forældre og unge om til hverdag, sat på spidsen i mit eget liv. Det var rart at få muligheden for at tage mine værdier og min adfærd op til overvejelse påny.

Vel hjemme igen fik jeg en opringning fra drengenes far, der var begyndt at blive bekymret for, om vores drenge føler den stabilitet og den tryghed, som vi er enige om, må være grundlæggende i vores liv med dem. Kender du det, når nogen rammer dig på noget, som du godt ved, de har ret i? Jeg blev ekstra såret, fordi jeg ved, han har ret: ungerne har brug for stabilitet i deres flytten frem og tilbage mellem to hjem.

Men hvor smertefuldt det end var at blive konfronteret med deres fars berettigede bekymring, så tænkte jeg samtidig (og endnu): hvor er det dog heldigt, at mine drenges far er opmærksom nok på vores børns trivsel til, at han siger til, når noget bekymrer ham. Tænk hvis han slet ikke var bevidst nok til at tage stilling og modig nok til at bringe det på bane!

Hvordan undgår vi at handle på en skidt følelse?

I en kommentar til boggen i går efterlyste Inge nogle råd og redskaber, som kan bruges, når vi bliver vrede sammen med vores børn. Når vi gerne vil noget andet end at skælde ud.

OM jeg har råd og redskaber! Det er da lige det, jeg har. I dag kunne jeg tænke mig at give dig et redskab, som ikke alene kan bruges, når vi vil undgå at slå på vores børn med ord, men også når vi sammen med andre bliver vrede, irriterede, frustrerede, …

Men lad mig tage udgangspunkt i de børn dér, som vi elsker så højt. Lad mig tage udgangspunkt i skæld ud.

Allerførst skal du tage en beslutning om, at du vil ændre på din adfærd. At du fra nu af vil tale i et almindeligt toneleje til dit barn. Med vilje siger jeg ikke ”Fra nu af vil jeg ikke råbe ad mit barn”. Det kan have en god effekt at sige, hvad vi gerne vil, i stedet for hvad vi vil holde op med. Så stræber vi efter noget, i stedet for blot at forsøge at undgå noget.

Dernæst er du nødt til at forstå en ting. Normalt synes jeg ikke, mennesker er nødt til en skid. Vi kan ville noget eller have brug for noget, men hvor tit er vi egentlig nødt til at gøre noget? Men det følgende er du altså nødt til at forstå, hvis du skal ændre på en adfærd, du har sammen med andre mennesker. Ellers bliver det en umulig opgave:

Andre mennesker kan ikke få dig til at føle, tænke eller gøre noget som helst.

Lad mig sige det igen: Andre mennesker (dine børn, dine kolleger, din kæreste, bilisten foran dig) kan ikke få dig til at føle, tænke eller gøre noget som helst.

Det er dine tanker omkring det, den anden siger eller gør, som får dig til at føle noget, som så styrer, hvordan du (re)agerer. Eksempel: Min søn har lavet sig en skål havregryn med mælk. Han forlader køkkenet og nu ligger der havregryn på køkkenbordet og –gulvet. Mælken er ikke sat tilbage i køleskabet.

Punktum - Pause

Hvad jeg i dette øjeblik vælger at tænke om det, har betydning for, hvad jeg føler og hvordan jeg (re)agerer. Vælger, ja! Det er (for pokker da) mig, der vælger mine tanker. Hvem skulle det ellers være?

Måske vælger jeg at tænke: ”For helvede da også, mand! Han er 9 år! Han må sgu da kunne se, hvordan her ser ud. Hvor mange gange skal jeg sige til ham, at han skal rydde op efter sig? Nu skal jeg bruge tid på at få ham til det eller selv gøre det. Og dét gider jeg ikke. Kæft, hvor er det pisseirriterende!”

Vælger jeg at tænke sådan, betyder det, at jeg kommer til at henvende mig til min søn – på forhånd irriteret, opgivende, vred eller med en anden følelse, som jeg lige har skabt med mine tanker. Ja, jeg har selv lige skabt den. Hvem ellers?

Så jeg ryger ind og siger alle mine tanker højt, taler mig varm, hidser mig selv op, mærker pulsen og tonelejet stige. Går i selvsving på den ufede måde. Og resultatet bliver derefter. Jeg får ham sikkert til at rydde op – denne gang, fordi han ikke gider høre mere på mig. Men jeg har sørget for at pumpe min vrede så meget op, at den formodentlig holder længere end det tager Drengen at rydde op. Og jeg tvivler på, at min måde at håndtere det på er med til at lære Drengen noget som helst, som han kan bruge næste gang, han går i køkkenet.

Tilbage til køkkenet. Tilbage til det øjeblik, hvor jeg først ser rodet.

Jeg ser rodet.

Punktum – Pause

Jeg vælger at tænke: ”For pokker, mand, her roder! Okay. Her roder altså. Gider jeg rydde det op? Nej. Så må jeg have Drengen til det”. Konstaterende. Luften helt ned i maven.

Nu har jeg i det mindste ikke tænkt mig selv op i det orange felt. Min temperatur har ikke ændret sig. Jeg har konstateret, at der roder i mit køkken og at jeg vil have Drengen til selv at rydde op. Det efterlader plads i mit hoved til at kunne tænke konstruktive tanker, tænke løsninger, handle rationelt i stedet for på en følelse. Hvordan jeg (Camilla) ville løse situationen, kan vi vende tilbage til en dag.

Fordi lige nu vil jeg tale til dig, som tænker ”Yeah right! Som om jeg kan være konstaterende og rationel, når mine børn igen og igen gør noget, som de ved, jeg ikke bryder mig om! Eller når min chef igen overser det, jeg har gjort!”

Her kommer det redskab, jeg lovede til at begynde med. Et spørgsmål, du kan stille i enhver situation, hvor du får en ubehagelig følelse af, hvad andre gør eller siger:

Hvad er det for en betydning, jeg tillægger det, han (ikke) siger eller (ikke) gør?

Betydningen afspejler sig i dine tanker og dér kan du fange den. Tilbage til køkkenet, hvor jeg ser, at Drengen igen ikke har ryddet op efter sig. Hvad er det for en betydning, jeg tillægger det?

Hvis jeg tænker: ”Det kan han fandme ikke være bekendt. Jeg har lige ordnet herude. Han burde tage hensyn. Det her er bare total mangel på respekt” så tillægger jeg hans handling den betydning, at han ikke respekterer mig. Hvilket får betydning for, hvordan jeg (re)agerer.

Tænker jeg: ”Han har igen ikke ryddet op. Der er åbenbart et eller andet, han stadig ikke har lært” så tillægger jeg hans handling den betydning, at han mangler at lære noget. Hvilket får betydning for, hvordan jeg (re)agerer.

Jeg kan også tænke: ”Han har ikke ryddet op. Nå. Godt jeg har lidt tid, inden jeg skal lave mad” Så tillægger jeg det måske ingen betydning overhovedet. Og det præger min måde at (re)agere på.

Jeg bliver ved med at sige til mig selv: Hvis andre kan reagere anderledes end mig i denne situation, så findes der åbenbart andre måder at reagere på end min. Hvilken tanke kunne støtte mig i (re)agere mere hensigtsmæssigt?

Et andet hverdagseksempel: Din datter har en veninde på besøg, men vil ikke lade hende lege med sit legetøj. Hver gang veninden tager noget op, tager din datter det fra hende med råb og magt.

Du kan tænke: ”Det kan hun altså ikke være bekendt. Når man har gæster, har man sagt ja til, at de må lege med ens legetøj. Det er virkelig synd for veninden. Hvor er det egentlig tarveligt”. Og du får sikkert lyst til at blande dig og sige en del af dine tanker højt.

Eller du tænker: ”Det er godt nok svært for min datter at lade veninden lege med sit legetøj. Hun synes, hun er nødt til at tage det fra hende. Gad vide, hvorfor hun reagerer sådan herhjemme, når pædagogerne siger, hun er god til at dele i børnehaven?” Måske får du lyst til at spørge andre forældre, om det samme sker for deres børn, når de har besøg.

Du kan også tænke: ”Kæft, hvor det larmer, det min datter har gang i. Gad vide, hvor længe veninden holder det ud”. Du tænder måske radioen i køkkenet, så larmen fra pigerne ikke generer dig, mens du ordner maden. Pigerne henter dig nok, hvis de får brug for dig.

Hvis andre kan (re)agere anderledes end dig i den situation, så kan du også. Hvis du har lyst. Hvis du virkelig gerne vil ændre på din adfærd, så den bliver rar for dig selv og for dine børn. Og så den fører dig mod målet: at støtte dine børn i at blive stærke, selvstændige, tolerante mennesker – eller hvad du nu ønsker for dine børn.

Det er med vilje, jeg skriver (re)agere, som du sikkert har regnet ud. Jeg har gjort det til mit evige studie som mor og menneske at lægge mærke til, hvornår jeg agerer og hvornår jeg reagerer. Og har efterhånden fundet ud af, at jo mindre (eller jo mere positiv) betydning jeg lægger i det, alle andre gør, jo nemmere er det at agere i stedet for at reagere. Når jeg reagerer, lader jeg jo nærmest de andre bestemme over mig, ikk? Og jeg vil altså helst selv bestemme.

Jo mere jeg formår at sige ”Nå!” og sætte punktum, når folk har sagt eller gjort noget, jo mere er det op til mig selv, hvordan jeg vil agere.

En mand skubber liiige lidt ekstra til mig på sin vej gennem bussen

Punktum

”Nå (han har nok haft en dårlig dag)!”

Min søn råber og smækker med døre

Punktum

”Nå (gad vide, om det er hormonerne, der allerede er begyndt at suse? Det virker ikke så rart for ham, så hvordan hjælper jeg ham bedst?)!”

Min veninde kommer (igen!) for sent til en aftale.

Punktum

”Nå (godt jeg vidste det fra alle de andre gange og derfor har taget min bog med)!”

Lad mig høre, kære forælder, hvad du tænker om det. Lad mig høre, om det giver mening. Om du kan bruge det. Eller om det er fuldkommen ude i hampen.

Til gengæld så smider jeg en af dagene et minitrick, som jeg lærte for nogle år siden. Så nemt, at du tror, det er lyv. Og så effektivt, at det bør være en del af det (ikke-eksisterende) Kursus, vi forældre går på for at opgradere vores forældreskab, efterhånden som vores børns behov ændrer sig.

Hmmm…

_______________________________________

Og så hørte man jo mig for et par uger siden brøle af mine lungers fulde kraft ad min søn. Fordi han ikke ville undskylde overfor en kammerat for noget, som vi alle vidste, han havde gjort. Jeg råbte, som jeg ikke har gjort det i flere år. Blev selvfølgelig helt vildt overrasket selv. Og ked af det. Men jeg kunne ikke stoppe. Bagefter fik jeg tid til at kigge på min reaktion og undersøge, hvad fanden der gik galt for mig. Og det gik op for mig, at jeg smed en betydning ind i hans adfærd, der hed: ”Han tager ikke ansvar, når han har gjort noget, han godt selv ved, ikke var okay. Han er en kujon”.

Fedt at vide. Og endnu federe at kunne fortælle til min søn. At det åbenbart er helt vildt vigtigt for mig, at vi herhjemme kan finde ud af at stå frem og påtage os vores ansvar – også når vi har fucked up. Og dejligt sammen med ham at lægge mærke til, at det ikke var hans fejl, der fik mig op i det røde felt, men hans måde at forholde sig til den. Jeg vil jo så skide gerne have, at mine drenge kan komme og fortælle mig, hvis de nogensinde for alvor laver noget skidt. Uden at være bange for min reaktion. Gi’r det mening?

At blive skældt ud er som at blive slået med ord

Jeg hørte dem, da jeg var på vej hen til kiosken. Eller hørte hende. En mor, som talte til sit barn. De fleste ord blev væk i lyden fra en bil, men jeg opfattede tonen som irriteret. ” … holde øje med bilerne…” var nogle af ordene. Og ”… hurtigere…” Hun brugte en masse ord og en hel del stemme.

Jeg nåede kun at tænke, ”Gad vide, hvor gammelt barnet er”, før jeg gik ind til kioskmanden, som strålede af at have holdt lang ferie nede hos sin store familie.

Tilbage på gaden så jeg, at de to var nået hen til næste hjørne og moren til næste niveau af sin irritation. Hendes ord hørtes tydeligt de mange meter hen til mig. Mens jeg gik mod min gadedør – og nærmere dem, hørte jeg:

”Nu kommer du her hen!” Hun pegede på jorden lige foran sig.

Sekunders pause. Måske sagde sønnen noget, jeg ikke kunne høre. Jeg så nu, at han var omkring 9-10 år. Han stod med skoletasken på ryggen halvanden meter fra sin mor. Gik ikke tættere på hende.

”Kom her hen!” Hvert ord blev nærmest udtalt for tydeligt. Endnu højere end før.

”KOM HER HEN! NU!”

Jeg var nået til min gadedør, men låste mig ikke ind. Ville se, hvordan drengen reagerede (Ville jeg turde nærme mig, hvis jeg var ham? Ville jeg turde lade være?). Fik lyst til at passe på ham. Så jeg stod der bare – 10-15 meter fra dem. Og kiggede.

”Nu kommer du herhen, når jeg siger det til dig!” Morens ansigt, kropsholdning og stemme fik mig til at tænke, at hun nu havde talt sig selv fra irritation til vrede. Helt selv. Drengen rykkede hen foran hende – med ryggen til mig og ansigtet vendt bort fra sin mor.

”Når jeg siger, du skal komme hen til mig, så skal du komme hen til mig. Hører du?” Nu pegede hun på ham, mens hun kiggede ned på ham. Jeg kunne ikke høre hans svar.

Jeg vendte mig væk fra min dør og stillede mig med fronten direkte mod hende. Havde brug for at vise, at jeg holdt øje med hende. Som om det kunne hjælpe noget. Som om det ville hjælpe ham. Mest af alt havde jeg lyst til at gå hen og stoppe hende.

”Kig på mig, når jeg taler til dig! Kig på mig!” (Hun blev ved!)

Drengen vendte ansigtet op mod hende. Og i det samme lagde moren mærke til mig. Tror jeg. Hun kiggede i hvert fald lige på mig, sagde ikke noget til sønnens opadvendte ansigt, vendte ryggen til os begge og begyndte at gå over vejen.

”Så går vi!” var det sidste, jeg hørte. Og de gik videre – uden at tale sammen. Drengen et par skridt bag moren.

Og jeg gik op i lejligheden, mens jeg tænke på, om jeg kunne have gjort noget for at hjælpe drengen. Tænkte endda et øjeblik på, hvor meget nemmere det havde været, hvis moren havde langet ud efter ham. Så kunne jeg i det mindste have anmeldt hende. Haft loven bag mig, når jeg blandede mig i hendes opførsel. Som det var nu, kunne jeg kun bruge oplevelsen til at blive mindet om et barns ord, som jeg har læst i en bog om skæld ud: ”Det er som at blive slået med ord”. At blive skældt ud er som at blive slået. Med ord.

Jeg havde netop været vidne til, at en dreng blev slået med ord. Råbt ad på åben gade. Af sin egen mor! Og ikke bare det. Ikke alene trak moren sit magt-kort, den voksnes magt-kort, da hun valgte at råbe og skænde i sit forsøg på at få barnet til at makke ret. Hun bad ham (fandme!) også om at kigge hende lige op i ansigtet, mens hun spyttede sine ord ud. Kan det blive mere konfronterende? Mere ydmygende?

Tænk at være det barn, som skal opleve sådan noget, mens han bevæger sig rundt i sit nærmiljø, på sin egen skolevej, hvor kammerater og lærere og naboer kan komme forbi. Og være vidner til hans ydmygelse.

Jeg er egentlig fuldkommen ligeglad med, hvad der er sket forud for morens skæld ud. Drengen kan have sagt eller gjort noget, som moren ikke brød sig om. Brudt regler og løfter og loven. Men intet han kan have gjort, giver hende ret til at handle, som hun gjorde. Intet giver os ret til at ydmyge vores børn.

Han skal nok overleve. Børn overlever det meste.

Men hvad med hans selvværd?

Hvad sker der med det lille menneske, som af sine vigtigste voksne bliver råbt ad, skældt ud, irettesat, ydmyget – hjemme eller ude? Hvad sker der, udover at han måske selv råber og skælder ud og ydmyger andre?

Jeg har et bud på, hvad der kommer til at ske med drengens og morens relation. Snart vil drengen vælge at være så lidt sammen med sin mor som muligt. Ikke bare fordi det hører sig puberteten til. Også fordi det gør alt for ondt på ham at være sammen med hende. For at redde sig selv, redde sin selvfølelse, må han vælge hende fra. Hvis han ellers har styrken til det. Han vil komme til at frygte eller hade (eller bare forsøge at undgå at kigge på) hendes ansigt, som hun har tvunget ham til at kigge lige ind i, når det er allermest ubehageligt at være ham.

En tanke dukker op: Hvad vil moren sige, den dag sønnen har gjort noget, som er virkelig forkert? Når han siger, han er blevet presset af vennerne til at bryde loven? De har sagt, ”Nu gør du det! (Fordi vi siger det!)” Vil hun vide, at hun selv har lært ham det? Eller vil hun skælde ham ud for at være ufornuftig og for at lade sig lokke?

Det giver mig lyst til igen at spørge mig selv og andre forældre: Ville vi nogensinde tale til vores venner, som vi taler til vores børn? Og hvis vi gjorde, hvor længe mon de ville blive i vores liv?